Til kamp mod praksischok: Læreruddannelsen i Skive styrker samarbejdet med skolerne
16.2.2024 09:18:52 CET | VIA University College | Pressemeddelelse
Læreruddannelsen i Skive har indgået et tættere samarbejde med skolerne i området. Det skal sikre bedre praktik og mindre praksischok for de studerende – og ifølge studerende og uddannelsesansvarlig er det en stor gevinst for både skolen og eleverne.

I sommeren 2023 trådte den nye læreruddannelse i kraft. Den kom blandt andet med mere praktik på skoleskemaet, men for de skoler, der har studerende fra læreruddannelsen i Skive i praktik, var det ikke alt sammen nyt. Her havde de studerende allerede været længere tid ude på skolerne som en del af en forsøgsordning med mere praktik.
Nu går man endnu engang forrest på den midt- og vestjyske læreruddannelse i Skive, når det kommer til praktik. Der er nemlig etableret et tættere samarbejde mellem uddannelsesskolerne i omårdet og læreruddannelsen. Det betyder blandt andet, at lærere på skolerne og undervisere på læreruddannelsen i Skive skal samarbejde mere om opgaven i at uddanne de studerende.
”Praktik og teori er helt uadskillelige på læreruddannelsen, og derfor giver det også så god mening, at vi styrker netop samarbejdet mellem de skoler, hvor de studerende er i praktik, og uddannelsen. Vi er partnere i at uddanne de studerende, og jo mere sammenhæng der er, jo dygtigere og mere rustede bliver de kommende lærere,” fortæller Thomas Thorning, der er praktikleder på VIA Læreruddannelsen i Skive.
Større tilknytning til elever
Samarbejdet har blandt andet udmøntet sig i en række praktikeftermiddage, hvor uddannelseslærere fra skolerne inviteres ind til fælles udvikling af læreruddannelsen sammen med undervisere fra uddannelsen. Derudover inviteres lærere fra skolerne også til at holde oplæg for de studerende på uddannelsen, og undervisere fra læreruddannelsen kommer mere ud på skolerne.
På Hald Ege Skole i Viborg er man begejstrede for det styrkede samarbejde.
”Det giver så god mening, at vores samarbejde bliver opgraderet på den her måde. Praktik og uddannelse er viklet mere ind i hinanden end tidligere, blandt andet fordi der er meget mere praktik end tidligere, og fordi den er mere udstrakt. Og vi mærker tydeligt en forskel for både de studerende og eleverne. Der er en helt anden tilknytning, fordi de studerende er en langt større del af hverdagen ude hos os på skolerne. De kan være med til forældremøder og skole-hjem-samtaler, og det giver et styrket bånd til både forældre og elever. Det, at praktikken og undervisningen tænkes mere sammen, betyder, at de er bedre rustede, når de kommer ud som nyuddannede lærere,” mener Helle Holm, der er uddannelsesansvarlig på Hald Ege Skole.
Mindre praksischok
Også de studerende kan mærke en forskel. Det mener tre lærerstuderende, der er i praktik på Hald Ege Skole.
”Vi mærker tydeligt, hvordan praktikken ikke længere kun er i de uger, man er ude på skolerne, men integreret i hele året rundt. Jeg tror, det kommer til at give langt mindre praksischok, når vi er færdiguddannede, fordi vi har fået større indblik i hverdagen som lærer,” mener Jonas Stensdal Klitte.
””En af de tydeligste forskelle er også, at vi indgår mere kollegialt med de andre lærere på skolen. De kender os og ser os ikke bare som studerende men kolleger,” mener Magnus Jægerum Kaimer.
Deres medstuderende, Ida Klausholt Kjeldsen, tilføjer:
”Og så er der et langt større fokus på, at vi er godt forberedte, når vi kommer ud i praktikken. Det betyder for eksempel, at vi allerede inden praktikken får mulighed for at møde børnene og de andre lærere, og det giver mere tryghed.”
Fakta om VIA University College:
- VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
- VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
- VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
- VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
- VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
- VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.
Læs mere om VIA University College på www.via.dk
Følg pressemeddelelser fra VIA University College
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra VIA University College
Kristine Buus Johansen skal stå i spidsen for VIAs pædagogiske uddannelser29.9.2026 14:08:21 CEST | Pressemeddelelse
Det bliver Kristine Buus Johansen, der fra den 1. november tiltræder stillingen som Uddannelsesdekan for pædagoguddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse på VIA University College.
Rene Lindbjerg Andersen bliver ny dekan for VIAs byggeriuddannelser29.9.2026 13:48:11 CEST | Pressemeddelelse
Rene Lindbjerg Andersen tiltræder fra 1. november stillingen som uddannelsesdekan for byggeriuddannelserne i VIA University College. Han kommer fra en stilling som campusleder og uddannelsesleder for byggeriuddannelserne på Campus Aarhus C.
Mange ledige studiepladser at søge28.7.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
VIA University College har i år optaget tæt på samme antal nye studerende som i fjor – i alt 5.073. Igen i år er der ledige pladser at søge på uddannelserne til blandt andet lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver og ingeniør.
6.703 har i år uddannelse i VIA som førsteprioritet5.7.2026 14:13:09 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelserne hos VIA University College til sygeplejerske og lærer har i år modtaget flere ansøgninger end i fjor. Og VIAs spritnye radiografuddannelse i Herning har fået flere end dobbelt så mange ansøgninger, som der er studiepladser til. Andre uddannelser oplever tilbagegang. VIAs rektor forventer, at ny politisk reform fremover giver øget søgning.
Kirsten Suhr Bundgaard fortsætter som professionshøjskoledirektør i VIA22.6.2026 12:10:53 CEST | Pressemeddelelse
Efter udløb af åremålsansættelsen har VIA University College genansat Kirsten Suhr Bundgaard i stillingen som professionshøjskoledirektør. Dermed forsætter hun i rollen, som hun har udfyldt siden 2017.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum