Element Logic

thansen åbner unik ny butik: Robotter udleverer varer døgnet rundt

Del

Som den første butik i verden tager thansens nye butik i Rødovre et særligt in-store robotlager med automatisk vareudlevering i brug. Anlægget åbner op for, at kunder kan bestille og afhente et langt større sortiment af varer på alle tidspunkter af døgnet.

thansens kunder i og omkring Storkøbenhavn kan nu se frem til at kunne bestille varer online og hente dem stort set med det samme – på alle tidspunkter af døgnet. Og det samme kan kædens kunder andre steder i landet også snart se frem til.

thansens spritnye butik i Rødovre er nemlig som den første butik i verden udstyret med et såkaldt in-store AutoStore-robotlager med en 'Pick-up Port', der åbner op for fuldautomatisk udlevering af varer. Med det nye robotlager får kunderne en fuldautomatisk pakkeboks, hvor de døgnet rundt kan bestille og afhente varer i thansen-butikken i den københavnske forstad.

“Med butikken i Rødovre tager vi det første, men langt fra sidste skridt henimod den ultimative kundeoplevelse, hvor man som kunde kan købe og afhente sine varer på alle tidspunkter af døgnet. Ingen kø, ingen faste åbningstider. Det er fremtiden, og den tager vi som kæde hul på nu,” siger grundlægger og CEO Bent Jensen om butikken, der blev officielt indviet i fredags den 2. februar.

“Nu starter vi i Rødovre. Men planen er at implementere tilsvarende anlæg i yderligere ti af vores butikker her i løbet af 2024,” tilføjer han.

Forbrugerne skubber til grænserne
Robotlageret i Rødovre består af 14 robotter og mere end 18.000 bins, også kaldet kasser. Derudover er anlægget som noget særligt udstyret med en ‘Pick-Up Port’, hvor kunden får udleveret sin vare automatisk ved at indtaste bestillingskoden.

Trods robotlagerets beskedne størrelse indeholder det mere end 32.000 af thansens 200.000 varenumre, da lageret giver mulighed for at udnytte lagerpladsen meget mere effektivt. Det betyder, at kunderne får adgang til et langt bredere sortiment af varer direkte i butikken, da varerne ikke først skal bestilles hjem fra et centrallager. 

Anlægget er leveret af virksomheden Element Logic, der i forvejen har leveret et kæmpestort AutoStore-robotlager, bestående af 100 lagerrobotter, til thansens centrallager i Middelfart.

“Med anlægget i Rødovre rykker thansen robotterne helt ud i den enkelte butik, hvilket er lidt af et paradigmeskift. Som forbrugere skubber vi hele tiden til grænserne for leveringstider og graden af fleksibilitet, og det kan man som virksomhed ikke honorere uden at tænke i smarte, automatiske løsninger,” siger Nikolaj Bjørn Eriksen, administrerende direktør i Element Logic Danmark. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Om Element Logic

Element Logic er en teknologivirksomhed, som optimerer virksomheders lagerdrift og styrker deres konkurrenceevne. Virksomheden blev stiftet I 1985 og har hovedkvarter i Norge. Element Logic opererer over hele verden og er verdens første og største AutoStore-partner. Element Logic tilbyder sine kunder automatiserede robotløsninger, software og rådgivningsydelser. I 2022 omsatte selskabet for i alt 490 millioner EUR.  

For yderligere information, se www.elementlogic.dk og følg os på LinkedInFacebook and Youtube.

Følg pressemeddelelser fra Element Logic

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Element Logic

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye