Aarhus Universitet

Nyt forskningsbaseret efteruddannelsestilbud baner vej for løft til erhvervslivet

Del

En ny kursusvirksomhed med base på Aarhus Universitet vil tilbyde fleksible kurser baseret på den nyeste forskning. Efterspørgslen på tværs af brancher er markant.

Efterspørgslen på forskningsbaseret efteruddannelse gælder på tværs af universitetets fagområder. Det viser en undersøgelse, som AU har foretaget blandt universitetets alumner.
Efterspørgslen på forskningsbaseret efteruddannelse gælder på tværs af universitetets fagområder. Det viser en undersøgelse, som AU har foretaget blandt universitetets alumner. Colourbox

Snart bliver det nemmere for private og offentlige virksomheder at få adgang til fleksibel efteruddannelse på universitetsniveau. Aarhus Universitets Forskningsfond søsætter nemlig i tæt samarbejde med Aarhus Universitet en ny kursussatsning, som med universitetets faglige kræfter i ryggen og undervisere i absolut særklasse vil udbyde et bredt udvalg af kortere kurser inden for bl.a. digitalisering, teknologi, bæredygtighed, grøn omstilling og ledelse.

Rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen fremhæver ambitionen som et både bredt og specialiseret tilbud.

”Udfordringer flytter sig hastigt – det samme gør viden om, hvordan vi løser dem. På et højt specialiseret arbejdsmarked stiller det store krav til kompetenceudvikling gennem hele livet. Den opgave kan vores forskere bidrage til at løfte – til gavn for den enkeltes udvikling, virksomhedernes konkurrenceevne og samfundet generelt”, siger rektor Brian Bech Nielsen om universitetets engagement i initiativet.

Og efterspørgslen efter et dynamisk udbud er markant. Det oplever man bl.a. på Institut for Datalogi, hvor institutleder Kaj Grønbæk ser et stort uudnyttet potentiale.

”Vi får hyppige henvendelser fra virksomheder og offentlige institutioner, der efterspørger viden og kurser om aktuelle emner som f.eks. kunstig Intelligens, dataanalyse, cybersikkerhed og Augmented Reality. Vi har topmotiverede forskere med viden, der kan bidrage til innovation og vækst i erhvervslivet – men på instituttet har vi ikke ressourcerne til at drive et traditionelt åbent universitetskursusudbud i det omfang, der er behov for. Derfor er en ny selvstændig kursusvirksomhed, der kan udbyde korte og målrettede kurser den rette vej at gå for, at flere af vores forskere kan sætte deres viden i spil til gavn for landets arbejdspladser”, siger Kaj Grønbæk.

Erhvervslivet understreger behovet

Efterspørgslen på forskningsbaseret efteruddannelse gælder på tværs af universitetets fagområder. Det viser en undersøgelse, som AU har foretaget blandt universitetets alumner. Her er de blevet spurgt om deres ønsker og behov til kompetenceudvikling. Hos de mere end 1.000 alumner, der har svaret, bliver der tydeligt givet udtryk for, at de både som medarbejdere og ledere gerne vil investere tid og penge i faglig udvikling.

Michael Grosbøl, direktør for den internationale tekstilvirksomhed Mascot International, er en af dem, der ser frem til at få nemmere adgang til forskningsbaserede kurser til virksomhedens medarbejdere.

”Vi er afhængige af, at vi kan være på forkant med udviklingen. Lige nu er vi fx optaget af, hvordan vi kan udnytte kunstig intelligens i vores forretningsudvikling. I den forbindelse har vi allerede gang i et samarbejde med Aarhus Universitet om et skræddersyet forløb. Det vil uden tvivl blive mere enkelt, hvis vi i fremtiden kan række ud til en professionel kursusudbyder, der har det som sit speciale at formidle kontakt til relevante faglige kræfter og udvikle kurser til vores behov”, siger han.

Bland-selv-bod med meget stort udvalg

Med Aarhus Universitet som leverandør af faglighed, netværk og undervisning har erhvervslivet udsigt til en bland-selv-bod med det helt stor udvalg. De første kurser er allerede på tegnebrættet og favner emner som ESG-rapportering, AI i forretningsprocesser, forandringsledelse og -kommunikation, datasikkerhed, teknologiforståelse og meget mere.

Hvad enten man er en stor medicinal- eller fødevarevirksomhed, en mellemstor produktionsvirksomhed, et mindre rådgivningsfirma, en kommune, en interesseorganisation eller noget helt andet, så vil kurserne være drevet af efterspørgsel og kunne tilrettelægges individuelt. Kursusvirksomheden skal være økonomisk bæredygtig, men det er Aarhus Universitets Forskningsfond, der med en investering gør satsningen til en realitet.

Ifølge administrerende direktør i AUFF, Jørgen Lang, forener forretningsmodellen det bedste fra den kommercielle verden med universitetets kræfter.

”Aarhus Universitets Forskningsfond er født til at understøtte AU’s forskningsaktiviteter. Derfor er det oplagt for os at gå i samarbejde med universitetet om et selskab, der udbyder forskningsbaserede kurser på markedsvilkår. Det giver de optimale rammer for at understøtte erhvervslivets behov for et dynamisk og fleksibelt kursusudbud baseret på forskning”, siger han.

Kontakter

Presse- og kommunikationschef Sys Vestergaard, 2367 0012

Links

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye