Byggebranchens år i Revy: Økonomisk tilbagegang og regionale op- og nedture
2023 har budt på store udfordringer for Danmarks byggebranche med rekordhøje konkurser og projektudsættelser. Byggefaktas seneste rapport afslører en tilbagegang på 14% i 2023 og skildrer en branche i markant forandring.

2023 blev et udfordrende år for projektmarkedet i Danmark, der både har været præget af rekordmange projektudsættelser samt det højeste niveau for konkurser blandt bygge- og anlægsvirksomheder siden finanskrisen. Der blev i løbet af 2023 igangsat projekter for 96 mia. kr., hvilket er en tilbagegang på 14% sammenlignet med niveauet i 2022, det viser rapporten Trends for Byggebranchen 2019-2023, som udgives af Byggefakta.
Størst tilbagegang i Region Hovedstaden og Midtjylland
I 2023 oplevede Region Hovedstaden det største procentvise fald for byggeriet blandt alle regioner. Året forinden, i 2022, nåede byggeriet i regionen et rekordhøjt niveau med store projekter inden for erhvervsbyggeriet, særligt inden for medico samt infrastruktur. Selvom 2023 også bød på store infrastrukturprojekter i hovedstaden, med Lynetteholm Fase 2 som årets største infrastrukturprojekt, faldt aktiviteten stadig i forhold til 2022. Der er også blevet længere mellem erhvervsbyggerierne i regionen, som i 2023 dykkede til et rekordlavt niveau, mens boligbyggeriet, der oplevede en markant tilbagegang i 2022 og faldt yderligere i 2023.
”Der er gennem de seneste år igangsat en række byggerier i milliardklassen i form af hospitaler, erhvervsbyggerier og ny infrastruktur, der fortsat er med til at holde aktiviteten oppe i byggebranchen. Men der er igangsat væsentligt færre nybyggerier i 2023. Det ses især i Region Hovedstaden, hvor boligerne udgør en stor andel. Her er projektmarkedet for nybyggeri mere end halveret fra 2019 til 2023 ”, fortæller senioranalytiker Rasmus Schulian fra Byggefakta.
Samme tendens viser sig for byggeriet i Region Midtjylland. I Region Midtjylland faldt projektmarkedet med 18% fra 2022 til 2023. Det skyldes hovedsageligt et fald i boligbyggeriet på 2,4 mia. kr. mellem de to år. Hovedgruppen Butik, kontor, lager, industri & transport faldt ligeledes fra 2022 til 2023, men generelt har denne hovedgruppe ligget på et højt niveau de seneste år med flere store projekter inden for lager/logistik og industri.
Byggeriet i Region Sjælland sætter rekord
Anderledes ser det ud for byggeriet i Region Sjælland, der i 2023 ramte et rekordhøjt niveau. Frem til 2023 udgjorde Region Sjælland godt 10% af projektmarkedet, men i 2023 tog regionen et tigerspring og udgør nu hele 20% af projektmarkedet. Regionen er ramt af Novo-effekten med en omfattende udbygning af Novo Nordisks fabrikker i Kalundborg samt etableringen af Kalundborg Køleforsyning, der også har relation til Novo Nordisk. Derudover bidrager nye værksteder til DSB samt opførelsen af logistikbyggerier også til et rekordhøjt niveau for erhvervsbyggeriet. Flere større projekter inden for fjernvarme- og gasledninger samt jernbaneanlæg medfører samtidig et rekordhøjt niveau for hovedgruppen Anlægsarbejder.
Især boligprojekter bliver udskudt
Boligbyggeriet har været på lidt af en rutsjebanetur de seneste 5 år og ender med at trække kraftigt ned i 2023 på tværs af alle regioner. Den mest sårbare del af projektmarkedet har uden tvivl været nybyggeri af boliger. Siden oktober 2023 er boligprojekter for 2,5 mia. kr. blevet udskudt fra 2023 til 2024. Samlet set er der blevet igangsat nye boliger for ca. 19 mia. kr. i 2023 mod ca. 33 mia. kr. i 2019. Både alment og privat nybyggeri er nærmest halveret i 2023.
”Boligbyggeriet har reageret meget kraftigt på de stigende renter og byggeomkostninger i 2022, og som fortsat har været høje gennem hele 2023. Der er stadig mange boligprojekter i pipelinen, men de høje finansieringsomkostninger lægger en dæmper på realiseringen af projekterne”, uddyber Rasmus Schulian fra Byggefakta.
Anlægsarbejder i kraftig vækst
Mens der har været tilbagegang for nybyggeri og især boligbyggeri i løbet af de seneste 5 år, er det gået den stik modsatte vej for anlægsarbejderne. Hovedgruppen Anlægsarbejder befandt sig på et lavpunkt i 2019, hvor der kun blev igangsat projekter for 9 mia. kr. Siden da er det kun gået en vej, og i 2023 rundede hovedgruppen 20 mia. kr. målt på igangsatte projekter. Vejanlæg har i hele perioden ligget på et lavt niveau, mens man ventede på en politisk plan for motorvejene. Ventetiden er blevet brugt til andre infrastrukturprojekter, herunder igangsættelse af Femern Forbindelsen samt nedgravning af fjernvarmeledninger i et rekordhøjt tempo i 2023.
”I 2019 var mangel på kapacitet en af de absolut største udfordringer. Beskæftigelsen er fortsat høj i 2023, men det er primært inden for infrastruktur på energiområdet, at vi ser en mangel på både ingeniører og entreprenører. Trods stigende omkostninger bliver projekterne på dette område stadig gennemført” tilføjer Rasmus Schulian fra Byggefakta.
Faktaboks om rapporten
Rapporten ”Trends for byggebranchen 2019-2023” er udgivet af Byggefakta. Byggefakta er Danmarks førende leverandør af information om offentlige og private bygge- og anlægsprojekter til den professionelle byggebranche. Rapporten indeholder statistik for det professionelle projektmarked i årene 2019-2023. Bemærk! Rapportens tal er opgjort uden Femern-Bælt forbindelsen.
Rapportens data omfatter både offentlige og professionelle private byggeprojekter. Data omfatter ny-, til- og ombygninger, ind- og udvendige renoveringer samt anlægsarbejde. Tallene dækker ikke privat personers byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport. Totalsummen for et byggeprojekt registreres i statistikken i den måned, hvor byggeriet igangsættes. Ved indsamlingen af informationer til rapporten har researchafdelingen hos Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført ca. 100.000 research-interviews fordelt på mere end 13.000 byggeprojekter for at tilvejebringe og verificere rapportens data. Rapporten kan downloades gratis via www.byggefakta.dk.
Rapporten kan frit citeres med behørig kildeangivelse.
Nøgleord
Kontakter
Rasmus SchulianSenior AnalytikerByggefakta A/S
Tlf:+4535250515rs@byggefakta.dkMette Linneboe PedersenKommunikations- og marketingschefByggefakta A/S
Tlf:+4550433042mlp@byggefakta.dkBilleder




Links
Om Byggefakta
Byggefakta er markedsledende leverandør af digitale løsninger og markedsinformation til byggebranchen, der har til formål at optimere salg og markedsføringsstrategier for virksomheder indenfor byggeriet. Med en dyb forståelse for branchens dynamikker tilbyder Byggefakta en række værktøjer og tjenester designet til at understøtte virksomheder i hele værdikæden – fra professionelle bygherrer og arkitekter til ingeniører, entreprenører, og leverandører. Byggefakta tilbyder adgang til omfattende databaser over igangværende og planlagte byggeprojekter, detaljerede markedsanalyser, og skræddersyede løsninger for effektiv pipeline-styring og kundeopfølgning.

Følg pressemeddelelser fra Byggefakta
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Byggefakta
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum