Andel

Andel og Lolland Energi Holding enige om overtagelse af Nakskov Elnet

Del

Elnettet spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, hvor elforbruget vil stige, og produktionen fra solcelleanlæg og vindmøller svinge. Volumen, udviklingskraft og store investeringer i den elektriske infrastruktur er nødvendige. Det er baggrunden for, at energi- og fibernetkoncernen Andel har indgået aftale med Lolland Energi Holding A/S om at overtage Nakskov Elnet.

Nakskov Havnefront,
Nakskov Havnefront, Henrik Hildebrandt, Lolland Kommune

Flere af vores hverdagsaktiviteter vil i fremtiden blive drevet af strøm i stedet for olie, kul og gas. Allerede nu stiger elforbruget i kraft af de mange nye elbiler og varmepumper, der snurrer i private hjem og virksomheder. Elektrificeringen af det danske samfund er en afgørende trædesten i den grønne omstilling af energi, og her er forstærkninger og investeringer i den elektriske infrastruktur nødvendige.

I en analyse fra 2023 peger brancheorganisationen Green Power Denmark på, at der kan blive behov for at investere mere end 50 milliarder kroner frem mod 2030, for at kunne imødekomme den massivt stigende efterspørgsel efter el parallelt med, at produktionen fra vedvarende energianlæg svinger.

Det er således også baggrunden for, at Andel og Lolland Energi Holding er blevet enige om, at Andel overtager Nakskov Elnet. Der er enighed om betingelserne, og Andel har underskrevet købsaftalen.

Volumen og kompetencer til den grønne omstilling
Om behovet for at samle elnet i større enheder siger Jesper Hjulmand, Andels adm. direktør:

”Dagens netselskaber har brug for en betydelig økonomisk robusthed for at kunne gennemføre de nødvendige, store investeringer i infrastrukturen og derved sikre et energisystem, der også fremover er i verdensklasse. Energisektoren står derfor i en nødvendig konsolidering. Jeg glæder mig over, at vi kan være med til at sikre et robust elnet i kraft af købet af Nakskov Elnet, samtidig med at jeg ser frem til at byde cirka 8200 nye netkunder og kommende andelshavere velkommen.”

Andel har de seneste fem år foretaget en række overtagelser og sammenlægninger i Østdanmark herunder elnettet i Vordingborg i marts 2019, der forsyner cirka 5.200 hjem og virksomheder, Radius Elnet i september 2019, der forsyner cirka 1 mio. hjem og virksomheder og elnettet i Hillerød i juni 2021. Andels netselskaber transporterer nu 40% af den strøm, der leveres i Danmark.

Skærper fokus
For Lolland Kommune handler det primært om at forberede sig på fremtidens krav til forsyningsområdet:

”Den grønne omstilling kommer til at påvirke hele forsyningsområdet. Vi kan se, at vi i Lolland Forsyning står over for nye store opgaver inden for bl.a. varmeforsyning og levering af teknisk vand til industrien, og i den situation giver det god mening at samle kræfterne om udviklingsopgaver. Samtidig kan vi se, at opgaven med elforsyning i dag samles i store enheder, og i det lys er Nakskov Elnet blevet en meget lille aktør,” siger formand for Lolland Energi Holding, Michael Knudsen.

Han er overbevist om, at kunderne er sikret fortsat høj forsyningssikkerhed og stabil drift:  

”Nakskov Elnet og Andel har i flere år haft et tæt samarbejde om en række ydelser, blandt andet inden for driftsaftaler og vagtplaner. Så de to selskaber kender hinanden indgående, og jeg er helt overbevist om, at vi fortsat vil have vores meget høje forsyningssikkerhed”. 

Velkommen som andelshaver i Andel
Jesper Hjulmand ser frem til at byde de cirka 8.200 nye netkunder, og kommende andelshavere, velkommen:

”Vi afventer nu myndighedernes behandling af handlen, som forhåbentlig resulterer i en godkendelse i løbet af nogle måneder. Forudsat, at vi opnår denne godkendelse, kan de nuværende netkunder så fusioneres ind i Cerius. Som netkunde i Cerius og bosiddende i region Sjælland bliver man automatisk andelshaver og dermed medejer af Andel. Borgere og virksomheder i Nakskov kommer ind i en koncern, som er i rivende udvikling, og som tager et samfundsmæssigt ansvar for den regionale udvikling og for den grønne omstilling af energi. Det sker blandt andet via Andels investeringer i fremtidens elnet, et regionalt fibernet, produktion af vedvarende energi og udrulning af ladeinfrastruktur til elbiler”.

Supplerende fakta: 

  • I handlen indgår cirka 65 km elnet på højspændingsniveau (10 kV), cirka 127 km elnet på lavspændingsniveau (0,4 kV) og 8.200 fjernaflæselige elmålere. 
  • Nakskov Elnet beskæftiger fem medarbejdere, som fortsat er relevante for driften af elnettet i Nakskov og derfor vil blive virksomhedsoverdraget
  • Andel vil efter handlens forventede myndighedsgodkendelse udvide sit repræsentantskab med 3 repræsentanter, så Lolland i alt har 11 repræsentanter.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Andel

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Andel

Andel i nyt partnerskab om udvikling af solcelleparker30.5.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, er der brug for flere vindmøller og solceller, som kan producere masser af vedvarende energi og gøre os uafhængige af fossile brændsler. Sådan lyder ambitionen hos energi- og fibernetkoncernen Andel, der indgår et nyt partnerskab om solcelleparker rundt om i landet. Den første solcellepark skal ligge ved Vordingborg, og etableringen starter i 2025.

Få del i overskud fra Andel – sidste frist for udbetaling nærmer sig21.5.2024 13:20:28 CEST | Pressemeddelelse

Til og med den 31. maj kan borgere, der bor, har sommerhus eller virksomhed i Nordvest-, Vest-, Midt-, Sydsjælland eller Lolland-Falster og øerne få del i energi- og fibernetkoncernen Andels overskud fra 2022. Der er helt ekstraordinært afsat 850 mio. kr. og midt i maj har flere end 300.000 andelshavere hver fået 2.500 kr. Andel håber på, at endnu flere vil registrere sig, så alle pengene bliver udbetalt.

Andel sætter turbo på en grønnere fremtid med historisk høje investeringer1.5.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Efter investeringer i 2023 på 3,4 mia. kr. via datterselskaber i ladenetværk landet over samt udbygning af elnet og fibernet på Sjælland, forventer Andel i 2024 at skrue kraftigt op for aktiviteterne inden for sol og vind. Med målet om at tage ansvar for en grønnere fremtid skal vedvarende energi bane vejen for historisk høje investeringer på mere end 5 mia. kr. Koncernens resultat blev i 2023 præget af et urealiseret tab på Ørsted.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye