Museer og borgere giver Nationalbanken input til nye pengesedler
29.1.2024 13:04:02 CET | Danmarks Nationalbank | Pressemeddelelse
Nationalbanken vil involvere en bred vifte af interessenter i den indledende fase, hvor der samles inspiration fra mange forskellige vinkler for at finde motiverne til de nye sedler. Derfor inviteres en række uddannelsesinstitutioner og museer inden for kultur- og naturvidenskab til at bidrage med forslag til motiver.
Danmarks Nationalbank er i gang med at udvikle den næste generation af danske pengesedler. Arbejdet har flere faser, fra design og udbud til produktion og distribution, og forventningen er, at danskerne vil få de nye sedler i hånden i 2028-29. De nye sedler vil bestå af 50-, 100-, 200- og 500-kronesedler.
På baggrund af forslagene fra museerne vil Nationalbanken etablere flere forskellige tværgående temaer, og i løbet af 1. halvår 2024 får alle borgere mulighed for virtuelt at give deres mening om motiverne til kende. Herefter vil Nationalbanken med inddragelse af et antal eksterne eksperter træffe beslutning om, hvilke motiver der skal pryde de nye sedler.
De nye sedlers endelige design vil trække på de modtagne forslag til motiver og borgernes input, foruden krav til sikkerhedselementer og muligheder i produktionsprocessen.
Derfor skal vi have nye pengesedler
Samfundet har behov for kontanter, såvel i dag som i fremtiden. Selvom borgere og virksomheder i stigende grad anvender digitale betalingsløsninger, er kontanter stadig et udbredt og anvendt betalingsmiddel, og derfor arbejder Nationalbanken på at udvikle en ny og opgraderet seddelserie. Initiativet skal sikre, at kontanter forbliver et sikkert betalingsmiddel. Siden den nuværende seddelserie med danske broer og oldtidsfund blev designet, er der sket meget i udviklingen af pengesedler. Især har ny teknologi gjort det muligt at give sedlerne et sikkerhedsmæssigt løft, som kan styrke forsvaret mod forfalskninger.
Pengesedler er et håndgribeligt symbol på et lands identitet og tillægges både kulturel og historisk betydning. En pengeseddel er både et betalingsmiddel og et stykke brugskunst, der stiller krav til både æstetik og sikkerhed. Nationalbankens mål er at skabe en æstetisk ny seddelserie, der er fagligt velbegrundet, vækker genkendelighed hos befolkningen og indeholder den nyeste sikkerhedsteknologi.
De danske sedler bruges i Danmark og Grønland
De nuværende og fremtidige pengesedler anvendes både i Danmark og i Grønland, mens Færøerne har deres egne sedler med færøske motiver. På den baggrund inviteres Grønlands Nationalmuseum – ligesom en række institutioner i Danmark – til at komme med forslag til motiver.
Hvor kan jeg læse mere om de nye sedler?
Arbejdet er startet, og Nationalbanken vil løbende kommunikere om processen, herunder når borgerne inviteres til at give deres input.
Læs mere om de nye pengesedler og fremtidens kontanter, herunder beslutningen om at udfase 1000-kronesedlen og pengesedler udstedt før 2009, på nationalbanken.dk/fremtidenskontanter.
Journalister kan henvende sig til kommunikations- og presserådgiver Peter Levring på tlf. 3363 6383.
Oversigt over inviterede institutioner
Arkitektskolen Aarhus
ARoS
Astronomi, Aarhus Universitet
Biologi, Aalborg Universitet
Biologisk Institut, Syddansk Universitet
Danmarks Tekniske Museum
Den Danske Scenekunstskole
Den Gamle By
Designmuseum Danmark
Designskolen Kolding
Det Jyske Musikkonservatorium
Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (Arkitektur og Design)
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Drama- og teaterpædagogik, Aarhus Universitet
Fiskeri- og Søfartsmuseet
Geofysik- og Rumteknologi, Danmarks Tekniske Universitet
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv
Institut for Akvatiske Ressourcer, DTU Aqua
Institut for Geoscience, Aarhus Universitet
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
Kongernes Samling
Litteraturvidenskab, Københavns Universitet
Litteraturvidenskab, Syddansk Universitet
Louisiana
M/S Museet for Søfart
Moesgaard Museum
Nationalmuseet
Natur- og kulturformidling, University College Nordjylland
Ny Carlsberg Glyptotek
Odense Bys Museer
Skagens Museum
Statens Museum for Kunst
Statens Naturhistoriske Museum (Zoologisk Museum, Geologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have)
Teater- og performancestudier, Københavns Universitet
Kontakter
Journalister er velkomne til at henvende sig til kommunikations- og presserådgiver Peter Levring på mobil 26201809 eller mail: pnbl@nationalbanken.dk
Billeder
Om Nationalbanken
Nationalbanken er Danmarks centralbank. Vores tre overordnede formål er at sørge for stabile priser, sikre og effektive betalinger samt stabilitet i det finansielle system. Igennem de tre arbejdsområder bidrager vi til at sikre Danmark en robust økonomi.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Nationalbank
Styrket beredskab ved cyberangreb: fælles stresstest sætter nye standarder for forberedelse og samarbejde3.7.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Finanssektoren står over for et skærpet trusselsbillede, hvor cyberangreb, hybridkrig og AI-drevne trusler skal håndteres. Nedbrud kan ikke undgås – men vi skal være klar til at håndtere dem, når de opstår. Derfor har Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank sammen med centrale aktører i sektoren gennemført en fælles stresstest. Metoden er ny og har resulteret i værdifuld læring og konkrete initiativer til at styrke sektorens samlede evne til at reagere hurtigt og effektivt på cyberangreb.
Danskerne betaler mere digitalt – det gør offline-betalinger endnu vigtigere som beredskab26.6.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 90 pct. af alle betalinger i Danmark er digitale, og flere og flere borgere bruger mobilen, når de betaler. Samtidig opfatter flere borgere kontanter som et betalingsberedskab, hvis ikke de kan betale digitalt, og stadig flere har en kontantbeholdning over 1.000 kr. Det er nogle af konklusionerne i de to analyser ”Danskernes brug af kontanter falder fortsat” og ”Danskerne betaler mere med mobilen”, som Nationalbanken udgiver i dag.
Sedler for mere end 21,2 mia. kr. blev indleveret, før de blev værdiløse1.6.2026 10:15:00 CEST | Pressemeddelelse
1000-kronesedler fra 2009-serien og alle pengesedler fra de ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997 er nu værdiløse og kan ikke længere indløses i Nationalbanken. Indkaldelsen har varet 2,5 år og er den største indkaldelse af sedler siden 2. verdenskrig.
Nationalbanken åbner for online registrering af sedler, der bliver værdiløse efter 31. maj28.5.2026 08:39:55 CEST | Pressemeddelelse
Nationalbanken åbner for, at borgere digitalt kan registrere krav om indløsning af sedler, der bliver værdiløse efter 31. maj 2026. Det sker for at aflaste de lange køer, særligt i København. Fristen for registrering er fortsat 31. maj.
Globale spændinger og stigende boligpriser dominerer risikobilledet26.5.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den globale økonomi er præget af høj usikkerhed bl.a. på grund af krigen i Mellemøsten og højere energipriser. Samtidig stiger boligpriserne fortsat markant flere steder i landet. Selvom boligkøberne fremstår robuste, er risikobilledet for boligmarkedet skærpet. Det viser Nationalbankens halvårlige analyse af den finansielle stabilitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
