Tønder Festival

Programmet vokser i Tønder

Del

Store navne fra USA, Nordirland, Skotland og Norge er klar til Tønder Festival 2024. Glæd jer til blandt andre Brent Cobb, Asleep At The Wheel, Julie Fowlis og Foy Vance.

Foy Vance
Foy Vance

Syv navne er føjet til musikprogrammet for årets festival. Tre stærke kort fra USA, to fine sangskrivere fra henholdsvis Nordirland og Skotland, en norsk mørkemand og en publikumsmagnet fra Danmark.

Country og roots i særklasse

Fra Georgia kommer Brent Cobb, eminent sangskriver, sanger og et stort navn på den amerikanske country- og rootsscene. Og så er der besøg af sjældne gæster på disse kanter, nemlig det legendariske amerikanske band Asleep At The Wheel. De har i mere end 50 år leveret sprællevende western swing – et herligt miks af country og swingjazz. Fra Kentucky kommer rootsrebel og sangskriver S. G. Goodman, som er hastigt på vej frem på den internationale scene.

Skotsk, nordirsk og norsk

Der er gensyn med tre musikere fra nærområdet. Skotske Julie Fowlis er en anerkendt formidler af den gælisk/skotske traditionsmusik og kultur. Foy Vance, der kommer fra Nordirland, var i Tønder i 2017. Han er udover sine fremragende sange kendt for sit samarbejde med Ed Sheeran. Samt Sivert Høyem, en af Norges bedste – og dybeste – stemmer. Madrugada-forsangeren er aktuel med et nyt soloalbum.

Folkekær trio kommer også

Fra den danske scene kommer Folkeklubben. Trioen med sans for det danske sprog og den enkle melodi har været knyttet tæt til festivalen, siden de i 2013 stod på scenen hernede for første gang.

OM KUNSTNERNE:

Brent Cobb (USA)

Efter cirka ti år i Nashville er sangskriveren Brent Cobb flyttet tilbage til Georgia, hvor han er vokset op. Her har han sammen med lokale musikere indspillet sit seneste album, “Southern Star” udgivet i efteråret 2023. Nærmere betegnet i byen Macon, hvor navne som Allman Brothers, The Marshall Tucker Band og Charlie Daniels Band har haft deres gang tilbage i tiden. Det har tydeligvis smittet af på “Southern Star”, som udover en klar country-klangbund byder på spændstig southern rock og både funky og tilbagelænet rytmisk feeling. 37-årige Brent Cobb begyndte solokarrieren med udgivelsen af albummet “No Place Left To Leave” i 2006, produceret af fætteren Dave Cobb (som siden har produceret for navne som Jason Isbell, Chris Stapleton og John Prine). Brent Cobb flyttede til Nashville og blev en del af byens sangskrivercirkler. Han har leveret sange til blandt andre Luke Combs, Miranda Lambert og Kenny Chesney, samtidig med at hans solokarriere tog fart. Albummet “Shine On Rainy Day” (2016) opnåede en Grammy-nominering i kategorien Best Americana Album. Eneste danske festival 2024.

www.brentcobbmusic.com

Asleep At The Wheel (USA)

Der venter et stykke amerikansk musikhistorie, når bandet Asleep At The Wheel giver koncert på Tønder Festival. Med guitarist, sangskriver og sanger Ray Benson i spidsen er Asleep At The Wheel leveringsdygtige i western swing – en af countrymusikkens sub-genrer, opstået i 20’erne i det sydvestlige USA. Musikken rummer countrymusikkens flavour i et miks med jazzens swing-feeling og rytmiske drive. Western swing var dansemusik med mange up-tempo-numre, og hvor de ofte store orkestre bestod af country- og bluegrassmusikkens instrumentering så som guitar, steelguitar, violin og mandolin samt trommer, bas, saxofon og piano. Disse traditioner har Asleep At The Wheel holdt i live i mere end 50 år. Bandet opstod i 1970 og har siden rejst verden rundt, udgivet flere end 30 album, modtaget 10 Grammy Awards og være nomineret til utallige priser. Gruppen har optrådt og indspillet med navne som Willie Nelson, Brad Paisley, Merle Haggard, The Avett Brothers og Lyle Lovett. På det Grammy-vindende album “Still The King” (2015) hyldede Asleep At The Wheel legenden Bob Wills og hans band The Texas Playboys – 30’ernes største og stilskabende western swing-band. Asleep At The Wheels seneste udgivelse er albummet “Half a Hundred Years” fra 2021. Eneste danske festival i 2024.

www.asleepatthewheel.com

Julie Fowlis (SCO)

Den skotske sangerinde og multi-instrumentalist Julie Fowlis synger primært på gælisk og er en meget anerkendt formidler af den gælisk/skotske traditionsmusik. Hun har besøgt Tønder Festival flere gange, senest i 2019. Julie Fowlis (født i 1978) er vokset op ved North Uist på Hebriderne og har fået den gælisk/skotske kultur med sang, musik og dans ind fra barnsben. Debutalbummet “Mar a Tha Mo Chridhe (As My Heart Is)” udkom i 2005 og skabte stor interesse for den skotske sangerinde og musiker. Album nummer to, ”Cuilidh” fra 2007, hvor navne som John Doyle og John McCusker medvirkede, blev et internationalt gennembrud. Julie Fowlis løb med en lang række priser i de år, blandt andet BBC Radio 2 Folk Award som ”Folk Singer of The Year”. I 2012 bidrog Julie Fowlis med to sange til den prisbelønnede Disney-film “Brave”, og det bragte for alvor Julie Fowlis’ stemme ud til det brede publikum. Julie Fowlis er ikke blot en travl og mangesidet kunstner, hun har også indgående studeret og fordybet sig i den gælisk/skotske musik- og kulturhistorie. Eneste danske festivalkoncert i 2024.

www.juliefowlis.com

Foy Vance (UK)

Nordirske Foy Vance er et verdensnavn og sangskriver i international klasse. Han er blandt andet kendt for sit samarbejde med Ed Sheeran og Elton John. Foy Vance besøgte Tønder Festival i 2017, og nu kan publikum glæde sig til igen at opleve den alsidige og begavede sangskriver. Foy Vance henter inspiration fra mange kilder, og musikalsk er det især den amerikanske rootsmusik, der er fundamentet. Debutalbummet “Hope” udkom i 2007 og satte gang i karrieren og turnéaktiviteterne. På det næste album ”Joy of Nothing” (2013) medvirker blandt andre Bonnie Raitt og Ed Sheeran. Samarbejdet med Ed Sheeran udviklede sig, og Foy Vance blev inviteret med som support på flere af Ed Sheerans turneer. Foy Vance udgav sit næste album “The Wild Swan” i 2016 på Sheerans pladeselskab Gingerbread Man Records med Elton John som med-producer. Han turnerede med Elton John samme år. Foy Vance’ forkærlighed for amerikansk rootsmusik førte ham til Alabama og Memphis, hvor han i 2019 indspillede to album med americana-inspirerede sange. Hans CV som sangskriver inkluderer udover Ed Sheeran samarbejde med Sam Smith, Alicia Keys, Kacey Musgraves og Miranda Lambert. Foy Vance’ seneste album er ”Signs Of Life” (2023). Eneste danske festival i 2024.

www.foyvance.com

Sivert Høyem (NO)

Sivert Høyem er kendt som frontmand i bandet Madrugada og har sideløbende en karriere som solist. Sangskriver og sanger Sivert Høyems dybe klangfulde vokal indrammer både Madrugadas alternative rock med toner af folk og country og hans egne soloprojekter. Han har siden 2004 med albummet “Ladies And Gentlemen of The Opposition” udgivet en lang række soloudgivelser og turneret med sit eget band. Nu er et nyt album klar, “On An Island” (januar 2024). Det er indspillet i Nyksund, en malerisk fiskerlandsby på Vesterålen-øerne nord for Lofoten. En rå naturperle og et yndet rejsemål for kreative sjæle. Naturen har smittet af på albummets stemning af eftertænksomhed og tilværelsens og naturens mørke sider. Norske Aftenposten kalder Sivert Høyem “en af landets bedste stemmer”, og webmagasinet Musikknyheter.no har placeret Høyems sang “The Rust” på en femteplads blandt de tyve bedste norske sange i 2023. Publikum på Tønder Festival oplevede Sivert Høyem i 2022, hvor Madrugada spillede på Open Air Scenen. Bandet, som gik hver til sit i 2008 efter guitaristen Robert Burås’ tragiske død, blev gendannet i 2018. Sivert Høyem optræder med sit eget band på Tønder Festival, og det er eneste danske festival i 2024.

www.siverthoyem.com

S.G. Goodman (USA)

Sanger og guitarist S. G. Goodman kommer fra Kentucky og er vokset på landet nær den lille by Hickman. Den lokale baptistkirke spillede en stor rolle i hendes opvækst, og hendes tidlige erfaringer med musik var at synge i kirken. Som 15-årig begyndte hun at spille guitar, og senere var hun medlem af bandet The Savage Radley. Solokarrieren tog fart med udgivelsen af debutalbummet “Old Time Feeling” (2020), med Jim James fra bandet My Morning Jacket som producer. 35-årige S.G. Goodman har udfordret mange vaneforestillinger om den traditionelle musiks rolle i de landlige miljøer i sydstaterne. At være queer artist og spille country, rootsrock og americana er stadig ikke nemt at få point for i de mere konservative og kirkelige kredse. I et interview med magasinet Rolling Stone har S. G. Goodman sagt, at “musik historisk set altid har været en afgørende kraft for politiske og sociale forandringer.” Samme magasin har i en anmeldelse kaldt S.G. Goodman for en “utæmmet rock ’n’ roll-sandhedsfortæller.” Med album nummer to, “Teeth Marks” (2022), lader S.G. Goodman sig inspirere af indierock og punk – med countryrockens mere uslebne virkemidler, dybstemte guitarer og en tone af alvor og indignation som basis. Eneste danske festival i 2024.

www.sggoodman.net

Folkeklubben (DK)

Selvfølgelig kommer Folkeklubben til Tønder Festival 2024. Den folkekære trio har været her mange gange og har et varmt forhold til festivalen. Mange publikummer vil nok huske, da Folkeklubben i 2013 gæstede festivalen første gang. ”Da vi ankom til Tønder første gang, var vi virkelig et grønt orkester. Vi skulle spille to koncerter i Telt 2. Det blev to koncerter, vi aldrig vil glemme, og som betød et vendepunkt i vores karriere”, har bandet tidligere fortalt. Siden har Folkeklubben holdt flere releasekoncerter i Tønder, og frontfigur og sangskriver Kjartan Arngrim medvirkede i 2022 ved Tønder Festivals store mindekoncert for Povl Dissing.

Folkeklubben alias Kjartan Arngrim, guitar, vokal, Rasmus Dall, guitar, og Rasmus Jusjong, trommer, har siden debutalbummet “Nye Tider” i 2013 turneret heftigt. Deres særlige greb om dansk identitet og evne til at fortælle historier i form af sange på dansk har givet dem et stort og bredt publikum. Det sjette album “Mere end en klub” (april 2023) fik fine anmeldelser, hvor Gaffas anmelder blandt andet fremhæver Kjartan Arngrims evne til at “forene det folkelige med ægte eftertænksomhed og poesi.”

www.folkeklubben.dk

Tønder Festival 2024 – indtil videre:

Rodney Crowell (USA), Skerryvore (SCO), Brent Cobb (USA), Asleep At The Wheel (USA), Dan Sultan (AUS), Elephant Sessions (SCO), Hush (DK), Jacob Dinesen (DK), Jonah Blacksmith (DK), Jake Vaadeland (CAN), The Hello Darlins (CAN), Xabi Aburruzaga (EUS), Folkeklubben (DK), S.G. Goodman (USA), Julie Fowlis (SCO), Foy Vance (UK), Sivert Høyem (NO)

Tønder Festival 21. 22. 23. 24. august 2024

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival

Twitter: @tonderfestival

Instagram: TONDERFESTIVAL

Billetsalg på www.tf.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Brent Cobb
Brent Cobb
Download
Folkeklubben
Folkeklubben
Download
Foy Vance
Foy Vance
Download
Julie Fowlis
Julie Fowlis
Download
S.G. Goodman
S.G. Goodman
Download
Sivert Høyem
Sivert Høyem
Download

Følg pressemeddelelser fra Tønder Festival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Festival

Mangfoldigheden længe leve på Tønder Festival26.4.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Bluegrass, jamgrass, americana, rock, electrofolk, polsk folkemusik og sangskrivning på højeste niveau. Syv navne er føjet til Tønder Festivals program og understreger, at festivalen tilbyder oplevelser, du ikke kan få andre steder. Den endelige udgave af plakaten til årets Tønder Festival nærmer sig. Men der er stadig plads til flere kunstnere. Tidligere i denne måned blev den amerikanske stjerne Rickie Lee Jones annonceret, og nu kan festivalen offentliggøre yderligere syv navne. Musikere og sangskrivere fra USA, Canada, Skotland, Polen og Danmark bidrager til programmet og sætter en fed streg under Tønder Festivals rolle som udbyder af unikke og intime musikoplevelser.

Lad din festivalbillet slå rødder: Tønder Festival planter træer for miljøet19.4.2024 08:29:58 CEST | Pressemeddelelse

I forbindelse med Bibliotekernes Verdensmålsuge planter Tønder Festival et træ for hver solgte partoutbillet i uge 17. Tønder Festival deltager i Bibliotekernes Verdensmålsuge, som finder sted i uge 17 (22.- 28. april). Bibliotekernes Verdensmålsuge sætter blandt andet fokus på vigtigheden af ​​at bevare og genoprette naturlige levesteder. Her vil Tønder Festival gerne byde ind for at støtte gode miljøinitiativer, og under mottoet “Lad din festivalbillet slå rødder” planter Tønder Festival et træ i lokalområdet for hver Tønder Festival-partoutbillet, der sælges i uge 17.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye