To løver høster mikrogrønt
Der er vækstvitaminer i mikrogrønt, især når det dyrkes vertikalt. Grundlæggeren af Heimdalgaard har fundet opskriften på at skalere produktionen af de spæde, næringsrige grøntsager og viste i seneste afsnit af Løvens Hule, hvordan man kan skabe en forretning med den nye superfood. Både smagsløgene og investeringslysten blev stimuleret hos Morten Larsen og denne sæsons gæsteinvestor Thomas Visti, som sammen plantede en investering på 300.000 kroner i vækstvirksomheden.
Ragnar Dixen er egentlig uddannet elektroingeniør og har arbejdet med sensorer til energiovervågning, men løb sur i programmering og stillesiddende arbejde foran skærmen. Derfor kvittede han i 2021 sit faste job og gjorde drømmen om et lille landbrug til virkelighed. Denne livsforandrende beslutning har siden båret frugt, og i seneste afsnit af Løvens Hule faldt der endnu en appelsin ned i Ragnar Dixens turban. Selvom omsætningstallene endnu ikke er prangende, lykkedes det ham alligevel at få en investering med hjem og to nye løver ombord i sin virksomhed Heimdalgaard. Thomas Visti og Morten Larsen slog således til med en investering på 300.000 og fik dermed 10 procent af virksomheden hver.
Det er ikke snorlige rækker af traditionelle grøntsager, der har gødet jorden for Heimdalgaard, men derimod vertikalt voksende mikrogrønt. Mikrogrønt er unge og spæde planter, der høstes tidligt i deres vækstcyklus, og dermed får man fordelen ved deres intense smag og næringsrige egenskaber. De små, grønne delikatesser er 40 gange mere næringsrige end fuldvoksne grøntsager og betegnes som en superfood, der efterspørges på globalt plan. Det har især gourmetrestauranter fået øjnene op for.
Det er imidlertid en udfordring at skalere produktionen af mikrogrønt, da størstedelen af arbejdsprocesserne er manuelle. Den kode har Ragnar Dixen og Heimdalgaard imidlertid knækket:
- Ud over at dyrke afgrøderne vertikalt er vi lykkedes med at automatisere flere processer og har derved gjort hele produktionsflowet skalerbart. Derudover giver det en klar teknologisk fordel i forhold til vores konkurrenter, at jeg har en baggrund som ingeniør og kigger på produktionssetup’et med tekniske snarere end landmandsfaglige briller. Vores business case er på den måde stærkere, fordi vi fra dag ét har tænkt skalering ind i vores produktion, siger stifter Ragnar Dixen og fortæller, at al indtjening i Heimdalgaard investeres i virksomheden.
Den første vertikale produktion af mikrogrønt så dagens lys i en 40 fods container i 2021. Siden er virksomheden og dens produktion flyttet til nye lokaler, en afdeling af en landsdækkende konkurrent er blevet opkøbt, og Heimdalgaard beskæftiger i dag tre medarbejdere og har en månedlig omsætning på 80.000 kroner.
- Vi er inde i en vækstkurve, og vores ambition er at blive Europas førende producent af mikrogrønt. Der er kæmpe efterspørgsel, og vi har en kvalitetsvare samt en skalerbar produktion, understreger Ragnar Dixen og fortæller, at virksomheden også skal i gang med at dyrke svampe ved siden af produktionen af mikrogrønt.
Også de to nye investorer ser et stort potentiale i Heimdalgaard og markedet for mikrogrønt:
- Mikrogrønt er en kæmpe trend over hele verden. Klimakrisen betyder, at den generelle interesse for vegetabilske fødevarer vokser med raketfart, og samtidig er der et enormt fokus på sunde og næringsrige fødevarer, som smager godt. Mikrogrønt opfylder det hele, så det er helt klart et spændende marked. Heimdalgaard har en innovativ produktionstilgang, som åbner for nogle vækstperspektiver - ikke bare herhjemme, men også i udlandet. Når vi som investorer samtidig mærker en entusiasme og vilje til at lykkes, er det bare om at slå til. Vi glæder os meget til at hjælpe Heimdalgaard videre på rejsen, siger Morten Larsen, der sammen med denne sæsons gæsteinvestor Thomas Visti altså nu ejer 20 procent af Heimdalgaard. Thomas Visti har tidligere stået bag robotsucceserne Universal Robots og MIR og kan dermed bidrage med masser af erfaring inden for teknologi, skalering og internationalisering.
Læs mere om Heimdalgaard på www.heimdalgaard.dk
For yderligere information, kontakt venligst:
Ragnar Dixen, stifter af Heimdalgaard, 61 10 30 57 / rgd@heimdalgaard.dk
Presseservice:
Jacob Lange, Lange PR, 20 76 30 20 / jacob@langepr.dk,
Kontakter
Jacob LangeManaging DirectorLange PR
Tlf:20763020Tlf:20763020jacob@langepr.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Lange PR
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lange PR
Specialister i 3D-print gik efter ny løve - og fik hende10.3.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det var ikke pengene, men erfaringen, som LAB3D jagtede i dette års sidste afsnit af Løvens Hule. De to unge stiftere gik efter at få Louise Herping Ellegaard med ombord i deres virksomhed, der 3D-printer produkter og netop har lanceret en banebrydende pakkeløsning til landets skoler. Investeringen på 300.000 kroner fra Louise Herping Ellegaard skal blandt andet hjælpe LAB3D med at skalere udlejningen af 3D-printere og -software til skolerne.
Bakteriedræbende sengetøj høster tre x Løve-guld3.3.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Generelt vasker vi danskere vores sengetøj alt for sjældent. Og efter bare syv dages brug uden vask stiger antallet af bakterier i sengetøjet til 17.000 gange den mængde, der er på et toiletsæde. Derfor har aarhusianske DAWN udviklet en serie af sengetøj i økologisk bomuld med den særlige egenskab, at det aktivt dræber 99,9 procent af alle bakterier. Dermed mindskes behovet for de dyre maskinvaske, og det kunne de to løver Jesper Buch og Christian Arnstedt sammen med special guest-løve Tommy Ahlers ikke stå for.
Århusiansk rejsebureau for håndværkere vil bygge ny tradition for sabbatår24.2.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det er næsten kutyme, at gymnasieelever efter endt studie og national fejring takker ja til et af de utallige tilbud om en dannelsesrejse til alverdens eksotiske egne. På erhvervsskolerne er der til gengæld hverken hue eller nationale overskrifter, når tusindvis af tømrere, smede og murere hvert år står med svendebrevet i hånden. Ligeledes er håndværkernes primære tilbud om et udlandsophold ofte en kold skurvogn i Norge eller Grønland – inkl. 70 timers arbejdsuge. Det vil et rejsebureau for håndværkere gøre op med. Og efter en stor investering på 800.000 kroner i Løvens Hule står ScandiMate nu godt rustet til at indfri ambitionerne om at hjælpe landets håndværkere ud i verden, hvor det vel at mærke er oplevelserne og ikke indersiden af en ellers eksotisk arbejdsplads, der er i centrum.
Intelligent dansk drik rejser kloge penge i Løvens Hule24.2.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tankstationer og supermarkeder bugner af drikke med såkaldt sundhedsfremmende egenskaber, og derudover propper vi danskere os med alt lige fra slik til kaffe og energibarer for at øge vores produktivitet. Faktum er blot, at ingen af produkterne reelt gør noget godt for kroppen og primært får blodsukkeret og koncentrationsevnen til at opføre sig som en yoyo. Det har århusianske Clutch Nutrition sat sig for at ændre med en nyudviklet plantebaseret drik, som virksomheden betegner som intet mindre end verdens sundeste. Det fik i aftenens udgave af Løvens Hule Christian Arnstedt og Jacob Risgaard til at investere 800.000 kroner i det, der gerne skal blive til verdens førende funktionelle drik.
Eventyrligt univers leger sig til løvekapital17.2.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn kopierer som bekendt de voksne, og derfor er der flere og flere små poder, der bruger alt for meget tid foran skærmen eller mobiltelefonen. Derfor vil stifter af Eventyrakademiet Anna Hasselby gøre sit til, at minderne fra barndommen ikke opstår med en masse elektronik i hånden. I stedet har hun skabt mysterier, familiegåder og agentspil, som børn og voksne sammen kan lege med i weekender, ferier og til fødselsdage. Det kunne den legesyge løve Jacob Risgaard ikke stå for, og derfor købte han i seneste udgave af Løvens Hule 15 procent af Kastrup-virksomheden Eventyrakademiet.