Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

De tog springet: ”Den akademiske verden forbereder én til at være iværksætter"

Del

Forskning og innovation går hånd i hånd. Det har de to molekylærbiologer Ditte Boilesen og Stephanie Holstein-Rønsbo oplevet, efter de har startet et immunterapi-firma. I Lighthouse, KU’s innovationscenter, fik de en hjælpende hånd.

Siden de mødtes på bacheloren, har de været veninder, og i 2023 blev de partnere i deres egen virksomhed, Loma Therapeutics, der udvikler en behandling mod HPV. Foto: Max Emil Madsen.
Siden de mødtes på bacheloren, har de været veninder, og i 2023 blev de partnere i deres egen virksomhed, Loma Therapeutics, der udvikler en behandling mod HPV. Foto: Max Emil Madsen.

På en af de øverste etager i Mærsktårnet sidder Ditte Boilesen og Stephanie Holstein-Rønsbo i laboratoriet. De udgør størstedelen i en helt ny virksomhed kaldet Loma Therapeutics. Iklædt hvide kitler er de i gang med at teste deres immunterapi – hele grundlaget for deres virksomhed.

Hun peger på en skærm, hvor der løbende kommer resultater op fra et såkaldt flow cytometer, en maskine, der kan måle celler i bevægelse. Jo flere prikker der kommer op på skærmen, desto bedre effekt har behandlingen, og både Ditte Boilesen og Stephanie Holstein-Rønsbo følger spændte med.

Sund Indsigt har fulgt dem en dag i laboratoriet, for at blive klogere på, hvordan en akademisk baggrund og innovation kan hænge sammen.

Innovation på SUND

  • Pipeline tilbyder programmer og aktiviteter i innovation og entreprenørskab med udgangspunkt i SUND - men udbudt på hele KU. Forretningsudviklere og innovationskonsulenter yder støtte til både studerende, forskere, professorer og klinikere, som ønsker at udforske kommercielle og innovative muligheder.  

  • Lighthose er Københavns Universitets innovationscenter. Her kan du som forsker eller studerende finde støtte, hvis du ønsker at udforske kommercielle og innovative muligheder. For eksempel sparring, licensaftaler, hjælp til spin-outs, innovationsforløb, kurser og arrangementer.

Fra akademia til innovation

Hverken Ditte Boilesen eller Stephanie Holstein-Rønsbo havde regnet med, at de en dag skulle lave deres egen virksomhed.

Men allerede efter specialet kunne Ditte Boilesen mærke, at det ikke skulle være forskervejen. 

”Jeg vil til hver en tid slå et kæmpe slag for grundforskning. Vi ville aldrig komme nogen vegne, hvis ikke der var nogle, der var motiveret af nysgerrighed. Det er bare ikke det, der motiverer mig. Jeg er motiveret af, at jeg ved, at det, jeg laver, kan bruges til noget konkret,” siger Ditte Boilesen.

På skærmen vises nu en cirkel, men ingen prikker. Men nu det er faktisk en god ting. For samtidig med at Ditte Boilesen og Stephanie Holstein-Rønsbo tester deres egen behandling, så tester de også en konkurrents. Og resultatet, der vises lige nu, er fra konkurrenten.

”Er det ikke bare smukt. Her er ingen prikker,” siger Ditte Boilesen.

Før Stephanie Holstein-Rønsbo blev en del af Loma Therapeutics var hun postdoc på Institut for Neurovidenskab på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

null

”Jeg blev i løbet af studietiden interesseret i innovation og start-up-miljøet, og blev hurtigt fanget af HPV-projektet, da Ditte fortalte om de lovende data, så det var naturligt for mig at hoppe med på vognen,” siger hun.

Hun oplever, at hendes tid som ph.d.-studerende har rustet hende til livet som selvstændig.

”Ph.d.-perioden har forberedt mig godt. Man skal agere projektleder og kunne beherske mange forskelligartede opgaver. Du er nødt til at prioritere din tid og vælge hvilke opgaver, der driver projektet bedst fremad. Det fører til mange ’transferable skills’, som er relevante, når det handler om at drive en virksomhed,” siger Stephanie Holstein-Rønsbo og tilføjer:

”Sidste forår brugte vi mange kræfter på at lave fondsansøgninger. En erfaring vi har med os fra forskningsverdenen. Det bar heldigvis frugt og gav os muligheden for at arbejde fuld tid på projektet.”

”Det var virkelig en god ressource for mig at få feedback fra andre, der var i gang med en startup, samt folkene fra Lighthouse”

Selve ideen til firmaet kom fra Ditte Boilesens ph.d., der førte til nogle lovende resultater.

”Men da hverken min vejleder, Peter Holst, eller vores andre samarbejdspartnere på projektet havde mulighed for at forfølge ideen, tog jeg sagen i egen hånd,” forklarer Ditte Boilesen.

I dag er både Peter Holst og de andre samarbejdspartnere fra ph.d.-projektet medstiftere og videnskabelige rådgivere i Loma Theraputics.

For at finde ud af, om ideen til en HPV-behandling havde potentiale til at udvikle sig til en virksomhed, tog Ditte Boilesen fat i Lighthouse, der er Københavns Universitets innovationscenter.

”I begyndelsen holdt jeg rigtig meget til i Lighthouse. Det var virkelig vigtigt, at få feedback fra folkene fra Lighthouse og andre, der var i gang med en startup. Bare et virkelig fedt fællesskab. Og så var der et skrivebord og mødelokaler, jeg kunne booke,” siger hun.

Loma Therapeutics bedste råd, hvis du er interesseret i innovation

  • Hvis du har en ide, så tag hen på Lighthouse, Københavns Universitets innovations’hub’. Snak med nogen om din ide, så du hurtigt kan finde ud af, om den kan flyve. Book et møde med innovationskonsulenterne på Lighthouse og få feedback.

  • Drik en kop kaffe med én, der har prøvet det før. Der er masser af feedback og sparring at hente i start-up miljøet generelt. Vores oplevelse er, at langt de fleste gerne vil mødes og fortælle om deres oplevelser og erfaringer.

  • Man behøver ikke selv have den store ide. Du kan hoppe med på andres ideer og på den måde blive en del af innovations og start-up miljøet.

  • Du kan lave speciale, ph.d. eller postdoc i en virksomhed. På den måde kan du stifte bekendtskab med en virksomhed gennem din forskning.

Nu er Ditte Boilesen og Stephanie Holstein-Rønbo en del af BioInnovation Institute, der er Novo Nordisk Fondens innovations-inkubator. Det betyder, at de i dag har deres daglige gang sammen med andre startup-virksomheder, hvilket giver fortsat god mulighed for sparring. Samtidig giver den medfølgende finansiering mulighed for at sætte fart på projektet, forklarer de.

”Da vores første finansiering kom på plads, var der ingen vej tilbage for os. Det var en blåstempling af idéen, og meget motiverende, at andre kunne se potentialet. Nu er vi inde i en stejl læringskurve, og der er mange ting, vi skal tage stilling til for første gang, men det er spændende og vi får mange virkelig brugbare erfaringer med i rygsækken," siger Stephanie Holstein-Rønsbo.

Tilbage i laboratoriet er forsøget færdigt, og både Ditte Boilesen og Stephanie Holstein-Rønsbo virker fortrøstningsfulde.

”Efter klokken 14 kan vi se resultatet. Så skal jeg lige over til en computer i den anden ende af etagen og analysere, og så har jeg et Excel-ark klar, som regner det hele ud,” forklarer Ditte Boilesen.

Da resultatet senere på dagen er klar, er Stephanie Holstein-Rønsbo og Ditte Boilesen glade.

”Forsøget gik rigtig godt. Det hele virkede, som det skulle, og resultaterne viser, at dem som får vores behandling, laver stærkere og flere responser, end dem der har fået konkurrentens behandling.”

Nøgleord

Kontakter

Om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet leverer international anerkendt sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og innovation.

Vores vision er at flytte grænserne for erkendelse og skabe ny sundhedsvidenskabelig viden og indsigt til gavn for den fortsatte videnskabelige udvikling, for samfundet og for det enkelte individ.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye