Nyt lovforslag skal sikre hurtigere sagsbehandling af klager
22.1.2024 16:00:16 CET | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
For at undgå unødige forsinkelser på tilladelser til solcelle- og vindmølleprojekter fremsætter regeringen et nyt lovforslag, der skal give klagenævnene bedre muligheder for at sikre hurtigere sagsbehandling.
Solceller og vindmøller er en vigtig del af den grønne fremtid. Derfor har regeringen et klart mål om at få mere vedvarende energi.
For at øge tempoet i den grønne omstilling har regeringen nedsat den nationale energikrisestab NEKST. Og lige inden årsskiftet modtog regeringen anbefalinger til, hvordan sagsbehandlingen af klager over solcelle- og vindmølleprojekter kan effektiviseres.
Derfor er regeringen nu klar med et lovforslag, der skal gøre klageprocessen hurtigere og mere effektiv. Lovforslaget fremsættes i foråret 2024.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
”Det er afgørende for regeringen, at der opstilles flere solceller og vindmøller i Danmark, så vi kan gøre os hurtigere fri af russisk gas og komme i mål med den grønne omstilling. Derfor ser vi hele tiden på, hvor man kan ændre nogle bureaukratiske processer, så de ikke forsinker udrulning af vedvarende energi. Med lovforslaget vil vi sikre, at klageprocessen for solcelle- og vindmølleprojekter foregår så smidigt som muligt, så opstillerne hurtigere kan komme videre med deres projekter og få udrullet og accelereret den grønne omstilling i Danmark.”
Klima-, Energi-, og Forsyningsminister Lars Aagaard udtaler:
”Det her er grøn politik, der virker. Vi skaber nu bedre rammer om klagebehandlingen, så vi sikrer effektive klageprocesser, der ikke forsinker udbygningen af solcelle- og vindmølleprojekter. Derfor er det godt, at NEKST-arbejdsgruppen, som er aktører, der arbejder med den grønne omstilling i praksis, har peget på konkrete regler, der kan forenkles. Det glæder mig, at vi gennem et tæt samarbejde med arbejdsgruppen og myndigheder allerede nu er klar til at implementere nogle af arbejdsgruppens anbefalinger.”
Lovforslaget vil betyde lovændringer for Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet og Energiklagenævnet, der sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus. Klagenævnene får med lovforslaget mulighed for at fastsætte en rimelig frist for, hvornår en fyldestgørende klage og relevante oplysninger skal være modtaget, så manglende samarbejde fra klagerens side ikke – bevidst eller ubevidst – trækker klageprocessen i langdrag.
Desuden understreges det, at klagenævnene skal holde sig til at vurdere de ting, der er klaget over, og skal holde sig til at vurdere de retlige forhold. Dermed mindskes risikoen for, at en tilladelse til et projekt bliver erklæret ugyldig på baggrund af noget, der ikke er blevet klaget over.
Fakta om klagenævnene:
- Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet og Energiklagenævnet er uafhængige domstolslignende klagenævn.
- Hvis der opstår en tvist mellem en borger, virksomhed eller organisation og en myndighed om lovligheden af myndighedens afgørelser, f.eks. afgørelser der er nødvendige for opstilling af solceller og vindmøller, kan der indgives klage til nævnene, hvis det er fastsat klageadgang i lovgivningen.
- Hvis der klages til et af nævnene over et solcelle- eller vindmølleprojekt, påser nævnene inden for et sagsbehandlingsloft på 6 måneder, om myndighederne har overholdt gældende lovgivning
Kontakter
Pressekontakt
Tlf:+45 91 33 70 07Links
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Bødskov: Ulovligt billigt bras fra tredjelande er gift for EU26.2.2026 09:00:05 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til Bruxelles for at deltage i dagens EU’s konkurrencerådsmøde. Med sig har han en klar vej til at tøjle de massive problemer med onlinemarkedspladser fra tredjelande, som fx Temu.
100 millioner til dansk biosolutions: Bødskov sætter handling bag ordene i Bruxelles26.2.2026 08:00:07 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til konkurrenceevnerådsmøde i Bruxelles. Her vil han sætte fokus på styrkelsen af europæisk biosolutions. Samtidig sættes der handling bag ordene, når der i Danmark lanceres en pulje på 100 mio. kr. til at styrke dansk biosolutions.
Byrdelettelser for op til 21,5 mia. kr. på vej til dansk erhvervsliv24.2.2026 10:41:35 CET | Pressemeddelelse
Regeringen sætter gang i næste fase af Automatisk Erhvervsrapportering, der bringer den samlede potentielle byrdelettelse i tiltaget op på 21,5 mia. kr. Samtidigt skal virksomheders tidsforbrug og udgifter til tilsyn reduceres med knap 10 pct.
Milliardløft til iværksætteri i landdistrikterne: 48 aftaler om vækstlån for næsten 84 mio. kr.23.2.2026 10:11:15 CET | Pressemeddelelse
Danske virksomheder i landdistrikterne har for alvor fået glæde af den milliard, der med den historiske Iværksætteraftale blev øremærket til vækstlån. Siden ordningen trådte i kraft i februar 2025, er der givet 48 lån målrettet virksomheder i landkommuner til en samlet værdi af næsten 84 mio. kr.
92 millioner kroner skal sparke liv i endnu flere danske bymidter20.2.2026 15:00:08 CET | Pressemeddelelse
Med en ny udmøntning fra Indstillingsudvalg for bæredygtig byudvikling får 16 byer i Danmark nu muligheden for at skabe mere levende bymidter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum