Selvmordstruede hjælper hinanden når livet er svært
22.1.2024 12:25:16 CET | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
På lukkede online fora finder selvmordstruede støtte hos hinanden i perioder med svære tanker. De finder et trygt rum med ligesindede, som offentlige tilbud ikke kan tilbyde, fortæller forskerne bag studiet.

Selvmordstanker er et svært emne at tale om – især når det handler om samtalen med familie og venner. Når man lever med selvmordstanker, ønsker man ofte at skåne familie og venner, og man kan samtidig opleve, at man ikke får dækket sit behov i sundhedssystemet.
Omtrent 600 mennesker dør hvert år til selvmord i Danmark. Der er hver dag ca. 20 der forsøger selvmord – og to af disse dør af det. Hvert femte dødsfald blandt unge skyldes selvmord, og selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt de 10-24 årige. Flere mænd end kvinder dør som følge af selvmord.
Tidligere har medierne fremhævet, at unge finder inspiration til for eksempel selvskade på internettet. Nu viser et nyt studie fra Københavns Universitet dog, at selvmordstruede danskere faktisk finder hjælp og støtte hos ligesindede i lukkede grupper på internettet til at tackle de svære tanker .
”Overordnet fandt vi, at denne gruppe af mennesker gerne vil have hjælp. Men vi fandt også, at det er udfordrende at få hjælp via det etablerede system, og de giver derfor praktiske råd til hinanden om, hvordan man navigerer i sundhedssystemet. Det kunne for eksempel være, ’hvad skal jeg sige til min læge for at være sikker på, at jeg bliver indlagt?’,” fortæller førsteforfatter til studiet Jane Brandt Sørensen, adjunkt ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.
En af udfordringerne for selvmordstruede er, at de ikke nødvendigvis har overskud til at henvende sig i det formelle system, forklarer Jane Brandt Sørensen. I stedet bruger de sociale medier eller kombinerer brug af sundhedsvæsenet med medlemskab af sociale mediegrupper. Hvor andre forskergrupper har undersøgt åbne grupper, er det nye studie et af de første eksempler på, at forskere får adgang til en lukket gruppe. I de lukkede grupper skal du anmode om medlemskab for at være med, og her finder personer med selvmordstanker et trygt forum med ligesindede, når livet er svært.
Meget at lære fra grupperne
Forskerne fik adgang til en lukket gruppe på Facebook for folk, der lever med selvmordstanker. I løbet af et halvt år læste forskerne opslag og kommentarer fra gruppen, samtidig med at de interviewede både moderatorer og gruppens medlemmer.
”Moderatorerne, som styrer gruppen, har selv oplevet at have selvmordstanker. Vi fandt, at det er som en lille familie, der passer på hinanden. For eksempel følger moderatorerne nogle gange op på et medlem ved at ringe til det bosted, hvor vedkommende bor. Det er et vigtigt, men også meget stort ansvar at tage på sig, når man også selv er sårbar” siger Jane Brandt Sørensen.
Interaktionerne med de andre medlemmer af gruppen var størst, når medlemmer delte lange opslag med detaljerede beskrivelser af deres liv, hvorimod korte opslag med tilkendegivelser om en mental dårlig periode, ikke blev fulgt op af kommentarer.
”Studiet kan lære os, at vi måske ikke er gode nok til at tage imod selvmordstruede i det etablerede system. Vi kan lære meget af de lukkede grupper, som folk opsøger, fordi de giver medlemmerne en mulighed for at tale med andre, som oprigtig forstår og viser empati for en vanskelig livssituation. På den måde er det en gruppe ligesindede, der oplever forummet som et trygt rum, hvor man kan dele sine tanker og følelser. Det er vigtigt at forstå sådanne interaktioner for at kunne tilbyde den bedst mulige støtte – både til mennesker der oplever selvmordstanker og administratorer der skal navigere i at støtte medlemmerne bedst muligt ,” siger Jane Brandt Sørensen.
Jane Brandt Sørensen understreger, at der mangler forskningsetiske retningslinjer for, hvordan man som forsker mest hensigtsmæssigt arbejder i for eksempel lukkede onlinegrupper. Forskerholdet bag artiklen har derfor også udarbejdet foreløbige retningslinjer. Dem kan du læse her:
- Overvej om Gruppen kan opfattes som værende offentlig eller privat
- Hav en tilgang klar til at kommunikere med administratorer af gruppen
- Overvej hvordan medlemmer af en gruppe kan blive informeret om studiet og hvordan de kan tage stilling til om de vil deltage eller ej
- Overvej hvordan anonymitet af medlemmerne kan sikres
Hvis du kender nogen som har selvmordstanker eller er bekymret for et menneske, så spørg ind til deres selvmordstanker. Man kan ikke gøre noget forkert ved at spørge et menneske, om vedkommende har det svært eller har selvmordstanker. Man kan være empatisk og imødekommende samt sikre at vedkommende får hjælp.
Få hjælp her
Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201.
Du kan også skrive med en rådgiver på https://www.livslinien.dk/raadgivning/chatraadgivning#chat
Telefonen er åben fra kl. 11.00 til 05.00 om morgenen hele året rundt. Alle samtaler er anonyme.
Nøgleord
Kontakter
Jane Brandt SørensenAdjunktInstitut for Folkesundhedsvidenskab
Københavns Universitet
Søren Vestergaard ThiesenPressemedarbejder
Tlf:28 75 29 34s.thiesen@sund.ku.dkOm Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet leverer international anerkendt sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og innovation.
Vores vision er at flytte grænserne for erkendelse og skabe ny sundhedsvidenskabelig viden og indsigt til gavn for den fortsatte videnskabelige udvikling, for samfundet og for det enkelte individ.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Grøn trepart: Disse ting står øverst på danskernes ønskeliste31.8.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere plads til vild natur, sundere indre farvande, bedre dyrevelfærd og klimagevinster er de goder, danskerne i særlig grad forbinder med den grønne trepart. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Green Mandate. Samtidig peger undersøgelsen på et betydeligt potentiale for øget borgerinddragelse i implementeringen af aftalen.
Uskyldige bilejere straffes for vanvidskørsel – problematisk, siger jura-forskere31.8.2026 10:33:57 CEST | Pressemeddelelse
Når politiet beslaglægger vanvidsbilisters køretøjer, kan det være en krænkelse af den private ejendomsret. I nogle sager tilhører bilen nemlig ikke lovovertræderen, men en uskyldig tredjepart.
Unresolved jar mystery becomes a 2,000-year natural experiment28.8.2026 08:05:00 CEST | Press release
More than 2,000 years ago, massive stone jars were carved from bedrock and placed on a highland plateau in northern Laos. Today, they represent not only an archaeological mystery, but also a series of small, self‑contained ecosystems that now provide researchers from the University of Copenhagen with a unique opportunity to study how nature develops over millennia.
Uopklaret krukke-mysterium er blevet til verdens længste eksperiment28.8.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
For 2.000 år siden blev massive stenkrukker hugget ud af klippegrunden og placeret på en højslette i det nordlige Laos. I dag rummer de ikke blot et arkæologisk mysterium, men også små, selvstændige økosystemer, som nu giver forskere fra Københavns Universitet et enestående indblik i, hvordan naturen former sig over årtusinder.
Kæmpe fald i antallet af spædbørn indlagt med RS-virus efter tilbud om vaccine28.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste efterår blev alle gravide for første gang tilbudt at blive vaccineret mod RS-virus for at beskytte deres nyfødte mod den farlige luftvejssygdom. Nu peger nyt studie fra Københavns Universitet og Nordsjællands Hospital på, at det tilsyneladende har haft en stor effekt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum