Udenrigsministeriet

Danmark og Rwanda indleder grønt parløb om øgede klimaambitioner i 92 lande

Del

Danmark og Rwanda sætter nu for alvor fart på et fælles formandskab som støtter 92 udviklingslande i at udvikle og gennemføre mere ambitiøse, nationale klimaplaner. Det foregår gennem det globale samarbejde i organisationen NDC-Partnerskabet, som Danmark og Rwanda i år sammen står i spidsen for.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, satte gang i arbejdet med sin rwandiske kollega, miljøminister Jeanne d'Arc Mujawamariya, under et besøg i Rwanda.

”Rwanda er klimafrontløber både i Afrika og globalt, og derfor har vi stor interesse fra dansk side i et tæt partnerskab med Rwanda. Formandskabet for NDC-partnerskabet med Rwanda bliver vigtigt i arbejdet med at omsætte de gode resultater fra COP28 til konkrete indsatser i de enkelte lande. Sammen med Rwanda kan vi arbejde for, at udviklingslande kan realisere deres klimaplaner og samtidig øge deres ambitioner i de nye klimaplaner, som skal udarbejdes frem mod COP30 i Brasilien. Her står vi stærkt sammen med Rwanda for at øge ambitionerne for global klimahandling og holde målet om 1,5 °C inden for rækkevidde,” siger Dan Jørgensen.

Udviklingen af klimaplaner sker med udgangspunkt i landenes egne ønsker, behov og prioriteringer. Danmark og Rwanda skal være med til at kortlægge de 92 landes prioriteter på klimaområdet. Det kan dreje sig om at finde nye afgrøder at dyrke, når klimaet medfører mere tørke, at omlægge sundhedssektoren, når højere temperaturer tillader malariamyg at trives i tidligere malaria-fri områder eller at bygge diger og dæmninger for at imødegå stigende vandstand. Det kunne også være at sænke landenes udledninger, for eksempel med flere elektriske køretøjer.

Partnerskabet er centralt for den globale klimaindsats og i arbejdet med at få alle lande med i den grønne omstilling.

Flere solceller og mini-vandkraftværker
På sit besøg i Kigali havde Dan Jørgensen i sine samtaler desuden fokus på det danske engagement i det afrikansk-ledede initiativ Accelerated Partnership for Renewables in Africa (APRA), der skal sætte tempoet op i udrulningen af vedvarende energi i Afrika.

”APRA inspirerer til mere grøn handling og bidrager samtidig til at levere på de ambitiøse globale COP28-mål om vedvarende energi. Det skal både inspirere andre lande, men også understøtte de ambitiøse, afrikanske lande, der allerede er i fuld gang med at sætte turbo på energiomstillingen. Men udrulningen kræver gode rammebetingelser som lovgivning og velfungerende institutioner, som kan tiltrække investeringer og engagement fra den private sektor. Her er Rwanda allerede godt i gang via landets Grønne Fond. Den skal med støtte fra Danmark styrke den private sektors involvering i den grønne omstilling, herunder på klima- og energiområdet, ved for eksempel større anvendelse af solceller, mini-vandkraftværker og energieftersyn,” siger Dan Jørgensen.

Omtrent halvdelen af befolkningerne i Afrika syd for Sahara har ingen adgang til energi eller har udfordringer med pålidelig adgang til energi. At udrulle vedvarende energi giver ikke bare strøm i kontakten, men er også et redskab til at skabe nye økonomiske muligheder på tværs af kontinentet og derved bekæmpe fattigdom. Derfor har Danmark været medinitiativtager og lanceret konkret støtte til APRA på COP28.

Baggrund

NDC-Partnerskabet

Det delte formandskab for NDC-partnerskabet strækker sig over en toårig periode fra 1. januar 2024 til årsskiftet 2025-2026 og deles mellem et udviklingsland samt et donorland. Rwanda er udpeget som co-chair for den nuværende periode sammen med Danmark. Fra januar 2025 indtræder et nyt udviklingsland som co-chair, hvilket betyder, at Danmark får en ny medformand.

Formandskabet falder i 2025 sammen med både det danske EU-formandskab og fristen for, hvornår verdens lande igen skal opdatere deres nationale klimahandlingsplaner (NDC’er). Det giver Danmark en markant mulighed for at spille en central rolle i at forme den internationale klimadagsorden og understøtte øgede klimaambitioner globalt.

NDC-Partnerskabet blev lanceret i 2016 af en koalition af lande, institutioner og ikke-statslige aktører, efter Parisaftalen under FN’s klimakonvention, UNFCCC, blev vedtaget. Partnerskabet har nu mere end 200 medlemmer fra hele verden. NDC’erne udgør en hjørnesten i Parisaftalen og udtrykker landenes respektive klimaambitioner og bidrag til at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C og til en klimamodstandsdygtig udvikling.

Partnerskabets overordnede mål er at støtte lande i at fremskynde implementeringen af ​​deres NDC'er samt at øge ambitionerne med henblik på at nå Parisaftalens mål. NDC-Partnerskabet er bredt anerkendt som en central aktør for at øge de globale klimaambitioner.

Som formænd vil Danmark og Rwanda lede partnerskabets styregruppe, der lige nu blandt andet tæller Colombia, Indonesien, Benin, USA, og Verdensbanken.

APRA

Accelerated Partnership for Renewables in Africa (APRA) blev lanceret af Kenyas Præsident Ruto på det afrikanske klimatopmøde i Nairobi i september 2023 og efterfølgende konsolideret i en erklæring på COP28 i december 2023. Her lancerede statsministeren dansk støtte til initiativet gennem en række aktiviteter, herunder 100 mio. kr. til den Afrikanske Udviklingsbanks bæredygtige energifond, SEFA, ca. 10 mio. kr. til Energistyrelsens tekniske støtte til APRA lande (som ikke allerede har energistyrelsessamarbejde), og 18 mio. kr. til IRENAS facilitering af partnerskabet. Danmark tog sammen med Tyskland, Kenya og IRENA initiativ til partnerskabet som omfatter udvalgte ambitiøse afrikanske lande (Etiopien, Rwanda, Namibia og Zimbabwe og Sierra Leone),

Partnerskabet bygger på følgende koncept: 1) teknisk assistance til forbedrede rammebetingelser, 2) mobilisering af finansiering, 3) privat sektor engagement. Partnerskabet er efterspørgselsdrevet og faciliteres af landenes regeringer med støtte fra IRENA. Første skridt er afholdelse af landeworkshops til identifikation af barrierer og muligheder for udrulning af vedvarende energi, som følges op med konkret støtte til at overkomme barriererne. Rwandas landeworkshop afholdes i midten af februar.  

For yderligere information, kontakt pressevagten@um.dk.

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye