Slut med stoppede vindmøller i blæsevejr
19.1.2024 08:41:33 CET | Energinet | Pressemeddelelse
Tidligere blev elproduktion op mod 1000 GWh fra danske vindmøller årligt stoppet på grund af manglende udbygning af det tyske elnet. Ny metode til såkaldt modhandel har medført, at nærmest ingen danske møller siden er blevet stoppet.

Danske vindmøller står ikke længere stille på grund af utilstrækkeligt tysk elnet – de får lov til at snurre, og der kommer dermed meget mere grøn energi ud i elnettet.
Det er den tydelige konklusion, efter en ny metode for modhandel mellem Tyskland og Danmark trådte i kraft sidste år.
Tidligere blev op mod 1000 GWh elproduktion fra danske vindmøller årligt stoppet, fordi det tyske elnet ikke er blevet udbygget i takt med de senere års massive udbygning af grøn energi i Nordtyskland og Danmark.
Til sammenligning var hele det årlige danske elforbrug i 2021 på 36.650 GWh, og det år blev der slukket for danske møller i et omfang, der svarer til 7,3 procent af den samlede danske vindmølleproduktion.
I sidste halvår af 2023 var omfanget nede på 0-10 GWh, skønner Energinet. Der mangler stadig data, som præcist kan sige, om det er nærmere 0 end 10, men der er under alle omstændigheder tale om et drastisk fald, forklarer Johannes Bruun, afdelingsleder for Elmarked i Energinet.
”Det er godt for klimaet og den grønne energiproduktion. Vindmøllerne blev jo ikke sat op for at stå stille”, siger han.
Elnettet flyder over
Nordtyskland har ligesom Danmark udbygget massivt med vindmøller og solceller de senere år. Men når det blæser meget, kan det tyske elnet ikke følge med og transportere strømmen sydover til de store byer og industriområder, hvor der er brug for den.
Fordi der er en flaskehals i elnettet, ville det nordtyske og danske elsystem i blæsevejr ”flyde over”, hvis vindmøllerne fortsatte med at producere. Der ville blive produceret for meget strøm i forhold til forbruget og elnettets evne til at transportere strømmen, og elsystemet ville komme i ubalance og potentielt bryde sammen.
De tyske regler er imidlertid skruet sådan sammen, at det er ”allersidste mulighed” at skrue ned for Tysklands egen grønne elproduktion. Derfor vælger Tyskland at betale andre for at reducere elproduktionen - eller øge elforbruget - fx ved i flere år at betale danske vindmøller for at stoppe.
Omfang steg og steg
”Fordi det tyske behov for modhandel voksede og voksede år for år, endte det med at nå et omfang, hvor det var uholdbart at fortsætte med den hidtidige markedsløsning. Ikke bare mængderne, men også priserne for at nedregulere steg og steg. Det nye markeds set-up er en langt bedre løsning for både samfundsøkonomien og klimaet, fordi der nu er mange flere, som kan byde ind og skrue ned eller slukke for elproduktionen”, siger Johannes Bruun.
Godt for samfundsøkonomi og klimaet
Helt konkret er modhandlen flyttet fra regulerkraftmarkedet til intraday-markedet. Det har bl.a. betydet, at det ikke kun er danske elproducenter, der kan byde ind med nedregulering. Elproducenter i resten af Norden kan også deltage – f.eks. ved at gemme vandet i magasinerne i de nordiske vandkraftværker, mens danske vindmøller får lov at snurre. Herudover er det blevet nemmere for elforbrugere at deltage ved at skrue op for forbruget og sikre balancen. Endelig kan “tradere” nu også deltage og sørge for, at der bliver skabt en fornuftig balance mellem de forskellige markeder.
”Da de nye modhandelsregler blev indført, var der en del kritik fra danske elproducenter, der som følge af større konkurrence under de nye regler, ville miste en del af den tyske betaling. Men jeg mener, at det første halvår har vist, at den nye ordning ikke bare har skabt langt mere konkurrence og lavere priser, men også er lagt bedre for klimaet”, siger Johannes Bruun.
Kontakter
Johannes Bruun, afdelingschef for Elmarked i Energinet, mobil: 23338576, mail: jbu@energinet.dk
Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Artillerivej på Amager forventes at genåbne for gennemkørende trafik i slutningen af juni2.6.2026 14:14:32 CEST | Pressemeddelelse
Energinets entreprenør NCC sætter nu gang i en række tiltag for at blive hurtigere færdig på Artillerivej, som har været spærret for trafik siden marts. Det skal være med til at lette presset på trafikken på Vestamager, og især på Vejlands Allé, hvor Energinets kabelarbejde gik i gang i sidste uge.
Energinet indfører ny model for større tilslutninger og vil først underskrive nye nettilslutningsaftaler til efteråret27.5.2026 14:10:12 CEST | Pressemeddelelse
Der er sket en voldsom stigning i elforbrugere, der vil tilsluttes elnettet, og det har skabt begrænset kapacitet til nye forbrugere. Den 2. marts 2026 indførte Energinet midlertidig pause for nye tilslutningsaftaler til transmissionsnettet. En ny model bliver indført. Projekterne behandles samlet og efter skærpede krav til modenhed.
Kabelarbejde på Øresund til sommer18.5.2026 12:36:01 CEST | Pressemeddelelse
I løbet af sommeren 2026 skifter Energinet 400 kilovolt søkabler i Øresund mellem Danmark og Sverige. Arbejdet betyder perioder med øget aktivitet til søs med arbejdsfartøjer, støttefartøjer og afviserbåde. Andre sejlere bedes holde god afstand til arbejdsområdet af hensyn til egen sikkerhed. Underboringer fra kysten og ud i havbunden er gået i gang i starten af maj.
Kabelarbejde på Øresund til sommer18.5.2026 08:09:00 CEST | Pressemeddelelse
I løbet af sommeren 2026 skifter Energinet 400 kilovolt søkabler i Øresund mellem Danmark og Sverige. Arbejdet betyder perioder med øget aktivitet til søs med arbejdsfartøjer, støttefartøjer og afviserbåde. Andre sejlere bedes holde god afstand til arbejdsområdet af hensyn til egen sikkerhed. Underboringer fra kysten og ud i havbunden er gået i gang i starten af maj.
De sidste store højspændingsmaster skiftes til sommer4.5.2026 08:09:00 CEST | Pressemeddelelse
Den vigtige højspændingsforbindelse, der løber fra Asnæsværket i Kalundborg tværs over Sjælland til Hovegård ved Ballerup, har været i gang med at blive renoveret siden 2024. Forbindelsen får bl.a. skiftet master og ledninger. Udskiftningen af de sidste master fra Ishøj til Hovegård går for alvor i gang til sommer 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum