Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Grønne anbefalinger fra klimasamling på Københavns Universitet

Del

Den første borgersamling på et dansk universitet giver forslag til en bæredygtig campus. På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har ledelse, medarbejdere og studerende eksperimenteret med ny, demokratisk samarbejdsform for at fremme bæredygtighed på fakultetet og i samfundet.

Med klimasamlingen har Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (SAMF) givet de forskere og studerende, som har deres daglige gang på det gamle kommunehospital ved søerne i København, mulighed at skabe grøn omstilling lokalt.

250 forskere og studerende meldte sig til at deltage i klimasamlingen. Blandt dem blev udtrukket 36 studerende, forskere og andre ansatte. Deltagerne i klimasamlingen har deltaget i fire møder, hvor de har drøftet klimaudfordringer og mødt forskellige eksperter, som baggrundsviden til at udarbejde en række klimaanbefalinger til det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Undervejs har klimasamlingen afholdt et møde for alle studerende og ansatte for at få ekstra input, inden sidste hånd blev lagt på anbefalingerne ved den sidste samling.

Arbejdet har nu udmøntet sig i en rapport med en lang række anbefalinger til konkrete ændringer, der kan gøre fakultetets virke mere bæredygtigt.

Et demokrati-eksperiment
Klimasamlingen på SAMF er første gang borgersamling er brugt på et universitet. En borgersamling har til formål at skabe bedre rammer for politiske beslutningsprocesser og styrke den demokratiske inddragelse. SAMF har arbejdet sammen med We Do Democracy for at organisere klimasamlingen.

For dekan Mikkel Vedby Rasmussen er Klimasamlingen en måde at give universitetsdemokratiet ny mening:

”At organisere klimasamlingen var et eksperiment i universitetsdemokrati. Og eksperimentet lykkedes. Det er jeg meget glad for. Det gør mig glad, at vi har fundet en metode til at kanalisere den energi og iderigdom, som findes på SAMF, ind i en deliberativ, demokratisk proces. Den metode skal vi bruge igen.” siger han.

Gennemarbejdede grønne forslag
Klimasamlingen har set på alle dele af fakultetets virke og undersøgt, hvordan vi kan forske og uddanne grønnere, hvordan vi kan udnytte bygningerne og faciliteter mere effektivt og hvordan vi kan gøre fakultetets rejseaktiviteter mere klimavenlige.

Anbefalingerne spænder vidt og rummer blandt andet forslag om obligatoriske bachelorkurser, en mere fleksibel udnyttelse af bygninger og campus og en tydeligere baseline og monitorering af indsatserne.

Arbejdet med anbefalingerne starter nu
Lanceringen af klimasamlingens samlede anbefalinger er ikke afslutningen på processen, men startskuddet for det store arbejde med at skabe den forandring, som anbefalingerne lægger op til.

Det arbejde er Dekan Mikkel Vedby Rasmussen klar til at tage fat på.

”Der er noget at tænke over på hver eneste side i klimasamlingens rapport. Nogle af ideerne kan vi implementere med det samme. Andre vil tage længere tid. Og atter andre er anbefalinger, som jeg giver videre til andre på universitetet. For mig er det vigtigt, at processen er en del af fortsat dialog på SAMF om, hvordan vi bidrager til at skabe et bæredygtigt samfund.”

Fakta om initiativet
Klimasamlingens 36 medlemmer er en blanding af studerende, forskere og administrativt personale på fakultetet. Der er trukket lod om pladserne blandt de 250 tilmeldte. Over fire møder har klimasamlingen med hjælp fra eksperter, facilitatorer og hinanden udarbejdet en række anbefalinger til, hvordan SAMF bedst bidrager til den grønne omstilling.

Resten af campus-befolkningen har været inviteret til at bidrage ved et åbent møde med klimasamlingens medlemmer.

Dekanen og den øvrige fakultetsledelse har forpligtet sig til seriøst at arbejde med de anbefalinger, som klimasamlingen udvikler.

Klimasamlingen følger OECD’s principper for organisering, så der blandt andet sikres uvildighed og en proces, der følger internationale standarder. 'We Do Democracy' står for klimasamlingen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og der er nedsat både en ekspertgruppe og en impactgruppe, der følger og rådgiver fakultetet og ’We Do Democracy’ i processen.

Klima og bæredygtighed har været et hovedben i fakultetets strategi. Som en del af KUs samlede indsats indenfor bæredygtighed har vi på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet arbejdet målrettet deltagelse, involvering og adfærd.

For uddybende kommentarer og spørgsmål til dekan, professor Mikkel Vedby Rasmussen:

Kontakt fakultetsdirektør Rune Heiberg Hansen på 30 10 49 65.

For uddybning af klimasamlingen og den bagvedliggende metode:

Kontakt sustainability lead, SAMF Ditte Amskov på 35 32 79 93.

Links

Om Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har forskningsmiljøer inden for antropologi, psykologi, statskundskab, sociologi og økonomi.

Fakultetets forskning er førende inden for en lang række sociale, økonomiske og politiske områder. Læs mere om fakultetet samt dets institutter og centre.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye