Læger uden Grænser (MSF)

Læger uden Grænser: "Gaza er ved at løbe tør for hospitaler, og flere steder er vi tvunget til at efterlade patienter"

Del

Evakueringsordrer og bombardementer på og omkring Gazas hospitaler efterlader få steder, hvor de civile kan søge lægehjælp. Flere og flere steder tvinges Læger uden Grænser til at forlade hospitaler og patienter.

En ung dreng får forbinding på sine sår på Læger uden Grænsers brandsårs-klinik i Gaza 19. oktober 2023. Den medicinske nødhjælpsorganisations medarbejdere har siden været nødsaget til at forlade klinikken i den nordlige del af Gazastriben. (Arkivfoto)
En ung dreng får forbinding på sine sår på Læger uden Grænsers brandsårs-klinik i Gaza 19. oktober 2023. Den medicinske nødhjælpsorganisations medarbejdere har siden været nødsaget til at forlade klinikken i den nordlige del af Gazastriben. (Arkivfoto) MSF Læger uden Grænser

I løbet af de seneste tre måneder har krigen i Gazastriben drastisk begrænset mulighederne for, at de syge og sårede kan modtage medicinsk hjælp.

Sikre områder, hvor lokale sundhedsarbejdere og organisationer kan give lægehjælp til befolkningen, er nu stort set ikkeeksisterende.

Konstante evakueringsordrer og angreb på sundhedsfaciliteter har gentagne gange tvunget organisationer som Læger uden Grænser til at evakuere hospitaler og endda til at efterlade patienter.

"Vi bliver gradvist presset længere og længere ned i en meget begrænset zone i Rafah i det sydlige Gaza, så der bliver færre muligheder for at tilbyde kritisk lægehjælp, selvom behovene vokser," siger Thomas Lauvin, Læger uden Grænsers projektkoordinator i Gaza.

"Med den måde situationen i Gaza har udviklet sig på, har vi været nødt til at evakuere adskillige sundhedsfaciliteter i den nordlige del af Gazastriben og derefter i midterdelen. I dag er vi primært begrænset til at arbejde i det sydlige Gaza, fordi vi ikke kan arbejde andre steder," fortsætter Lauvin.

"Kort sagt er vi ved at løbe tør for hospitaler, og vi er tvunget til at efterlade patienter."

Sundhedssystemet i Gaza er kollapset

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det kun 13 ud af Gazas 36 hospitaler, som stadig er delvist funktionsdygtige: Ni i syd og fire i nord.

De to store hospitaler i det sydlige Gaza har tre gange så mange patienter, som de har kapacitet til. Derudover mangler de stadig basale forsyninger og brændstof.

Den 6. januar 2024 blev flere af Læger uden Grænsers ansatte igen tvunget til at evakuere et hospital. Et af organisationens medicinske hold forlod Al-Aqsa-hospitalet i Gazas midterområde, efter at israelske styrker havde udstedt evakueringsordrer for nabolagene omkring hospitalet.

Tvangsevakueringen begrænsede adgangen til organisationens eget apotek og illustrerer endnu engang, hvordan det kun bliver sværere at give lægehjælp i området.

"Det var en ubærlig beslutning – og vores sidste udvej - at forlade Al-Aqsa-hospitalet og vores patienter," siger Enrico Vallaperta, som er Læger uden Grænsers medicinske projektansvarlige i Gaza.

"Droneangreb, snigskytter og bombardementer i umiddelbar nærhed af hospitalet gjorde området for farligt at arbejde i. De ustabile forhold får os til at føle os handlingslammede; der er stort set ingen sikre områder at yde selv minimal medicinsk pleje."

Medicinske faciliteter og de omkringliggende områder er gentagne gange blevet ramt af bombardementer og krigsførelse og har været genstand for evakueringsordrer i forskellige dele af Gaza. Det gør det både for farligt for patienter at søge lægehjælp og for farligt for medicinsk personale at tage på arbejde.

Adskillige hospitaler, hvor Læger uden Grænser har arbejdet, har efterhånden oplevet angreb og/eller evakueringsordrer.

Det Indonesiske Hospital i det nordlige Gaza måtte evakueres i oktober. Al-Shifa-hospitalet, Gazas største, blev ramt af et angreb, og personalet blev tvunget til at evakuere i november. Derefter blev Al Awda-hospitalet, Læger uden Grænsers partnerhospital siden 2018, ramt, og tre læger (to fra Læger uden Grænser) blev dræbt, imens de var på arbejde på hospitalet.

Nu gentager dette mønster sig i den sydlige del af Gazastriben, der huser fem gange så mange mennesker som før eskaleringen af konflikten den 7. oktober 2023, og hvor der er endnu færre steder at give lægehjælp til befolkningen.

Overlevelse afhænger af våbenhvile

Det sydlige Gaza har været ramt af intense bombardementer siden november 2023 – da forhandlinger om forlængelsen af den midlertidig våbenhvile brød sammen. Behovet for akut, kirurgisk og postoperativ pleje er derfor massivt i området.

Pladsmanglen på hospitalerne og udfordringen med at sikre ordentlige hygiejniske forhold betyder, at patienter ikke kan få en tilstrækkelig medicinsk behandling. Det resulterer i, at et stigende antal af medicinske procedurer udføres under ekstreme forhold, og det får også antallet af inficerede sår til at stige.

Omfattende operationer som amputationer foretages på hospitalsgulve under let bedøvelse.

Nybagte mødre med kejsersnit-sår bliver udskrevet kun seks timer efter fødslen for at give plads til andre fødende. Man er også i visse tilfælde nødt til at afvise mange gravide patienter, som dermed er efterladt til at føde alene i telte.

Små hårdt kvæstede børn, som ofte er de eneste overlevende i familien, er efterladt til sig selv uden noget sted at tage hen.

To millioner mennesker mangler de mest basale nødvendigheder som mad, vand, husly.

Læger uden Grænser ønsker at fortsætte og opskalere lægehjælpen i Gazastriben og opfordrer endnu engang de stridende parter til at beskytte hospitaler, sundhedspersonale og patienter.

Den medicinske nødhjælpsorganisation tilbyder i øjeblikket graviditets-, fødsels- og efterfødselspleje på Emirati-hospitalet i Rafah, assisterer med fysioterapi og postoperativ pleje på Rafah Indonesian Field Hospital og tilbyder konsultationer for primær sundhedspleje, sårbehandling og mental sundhed på Al-Shaboura-klinikken i Rafah.

Derudover støtter organisationen en kirurgisk afdeling på European Gaza Hospital, og et hold af sygeplejersker hjælper patienter, der har brug for sårbehandling.

I Al Awda i det nordlige Gaza og Nasser-hospitalet i Khan Younis arbejder en håndfuld af Læger uden Grænsers medarbejdere under ekstremt vanskelige forhold, herunder mangel på mad, medicin og medicinsk udstyr på grund af luftangreb og nærliggende kampe.

Læger uden Grænser gentager deres opfordring til de stridende parter og det internationale samfund om at indføre en øjeblikkelig varig våbenhvile. Det er det eneste tiltag, der gør det muligt at skåne civilbefolkningens liv, genoprette leveringen af nødvendig humanitær hjælp og genopbygge sundhedssystemet. Befolkningens overlevelse afhænger af det.

Oversigt: Læger uden Grænsers personale og faciliteter ramt af angreb i Gaza

8. januar 2024: Et af organisationens opholdssteder for personale og deres familier bliver ramt af en ueksploderet granat i Rafah. En ansats 5-årige datter dør dagen efter af sine kvæstelser.

12. december 2023: En af organisationens kirurger rammes af skud på Al-Awda Hospital.

21. november 2023: To af organisationens læger bliver dræbt i et angreb på Al Awda Hospitalet.

20. november 2023: Fem af organisationens køretøjer bliver ødelagt af en bulldozer og et pansret køretøj uden for en af organisationens klinikker i Gaza by. Klinikken bliver svært beskadiget med en væltet mur og ildebrand.  

18. november 2023: Læger uden Grænsers evakueringskonvoj bliver ramt af skud, da de forsøger at komme fra Gaza by i nord til den sydlige del af Gazastriben. Et familiemedlem til en ansat og en frivillig medarbejder bliver dræbt. 

10. oktober 2023: En af organisationens sundhedsklinikker bliver beskadiget af luftangreb.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

En ung dreng får forbinding på sine sår på Læger uden Grænsers brandsårs-klinik i Gaza 19. oktober 2023. Den medicinske nødhjælpsorganisations medarbejdere har siden været nødsaget til at forlade klinikken i den nordlige del af Gazastriben. (Arkivfoto)
En ung dreng får forbinding på sine sår på Læger uden Grænsers brandsårs-klinik i Gaza 19. oktober 2023. Den medicinske nødhjælpsorganisations medarbejdere har siden været nødsaget til at forlade klinikken i den nordlige del af Gazastriben. (Arkivfoto)
MSF Læger uden Grænser
Download

Om Læger uden Grænser

Læger uden Grænser er verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation. Knap 68.000 medarbejdere redder hvert år millioner af liv verden over. Læger uden Grænser hjælper mennesker, som har været udsat for krige, konflikter og katastrofer, men kæmper også for adgang til livsvigtig medicin og behandling.

Følg pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)

Blokade tvinger Læger uden Grænser til at standse behandling af underernærede børn i lejr i Sudan18.10.2024 12:15:00 CEST | Pressemeddelelse

5.000 børn med akut underernæring i Zamzam-lejren i det nordlige Darfur i Sudan kan ikke længere få behandling. Det er en konsekvens af, at landets stridende parter blokerer vejene til området, og derfor kan Læger uden Grænser og andre ikke få mad, medicin og andre vigtige forsyninger ind. I slutningen af september løb Læger uden Grænser tør for forsyninger, så blandt andre 2.900 børn med alvorlig akut underernæring nu må undvære behandling. Det er kun på organisationens hospital med 80 senge, at man fortsat kan tage imod patienter. Og det er begrænset til de børn, som er i størst risiko for at dø. ”Der er et meget presserende behov for, at der kommer langt flere forsyninger som mad og ernæringsbehandling ind til en befolkning, som i øjeblikket er i en katastrofal situation," siger Michel-Olivier Lacharité, som leder Læger uden Grænsers akutberedskab i Sudan. De seneste uger er der kommet begrænsede forsyninger ind, men det er alt for lidt til at kunne dække de massive behov hos de man

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye