Socialområdet i Region Midtjylland

Stor donation fra TrygFonden baner vejen for peermedarbejdere på autismeområdet

Del

Et nyt femårigt projekt, der skal hjælpe autistiske mennesker ind på arbejdsmarkedet, har netop modtaget over 6,4 mio. kr. fra TrygFonden

Et nyt femårigt projekt, der skal hjælpe autistiske mennesker ind på arbejdsmarkedet, har netop modtaget over 6,4 mio. kr. fra TrygFonden. Specialområde Autisme i Region Midtjylland står bag projektet, der gennemføres i samarbejde med Aarhus Kommune, Syddjurs Kommune, Låsby Skole og Holmstrupgård.

Peermedarbejdere tilbyder støtte, der gives på baggrund af fælles, personlige erfaringer og er en udbredt og succesfuld praksis mange steder i psykiatrien. På trods af dette er der på autismeområdet stort set ingen erfaringer hverken nationalt eller internationalt med at integrere autistiske peermedarbejdere i den traditionelle indsats. Et nyt projekt forankret i Region Midtjylland skal ændre på dette. 

Med en donation fra TrygFonden på 6,4 mio. kr. er det nu muligt at gennemføre et projekt, som baner vejen for peermedarbejdere på autismeområdet – altså autistiske mennesker, der støtter andre autistiske mennesker: 

- Jeg er meget begejstret for projektet og retter en stor tak til TrygFonden for denne donation. Peermedarbejdere med autisme har førstehåndsoplevelse af at leve med autisme. Det kan give endnu en dimension til forståelse af borgerne, som kan understøtte udvikling i tilbuddene, kommunikationen og samarbejdet mellem medarbejderne og borger og for den sags skyld også pårørende, siger Rose-Marie Mollerup, næstformand i Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland.

Første led i det femårige projekt er udvikling af en peermedarbejder-uddannelse, hvor indhold og rammer er særligt målrettet autismeområdet. Dernæst skal der uddannes og ansættes autistiske peermedarbejdere i 2-årige projektansættelser på botilbud, beskæftigelsestilbud og i specialskoleregi. Projektet evalueres løbende og resultaterne vil blive formidlet til bl.a. fagfolk på socialområdet med henblik på udbredelse og videreudvikling af indsatsen.

- Med projektet forventer vi at skabe meningsfulde jobs og gøre op med stereotype forestillinger om, hvilke jobs autistiske mennesker kan bestride. Det er vores håb, at projektet kan inspirere bredt på socialområdet, så vi om en årrække ser det som det mest naturlige, at mennesker på botilbud, specialskoler og beskæftigelsestilbud mødes med den særlige faglighed, en uddannet peermedarbejder kan tilbyde, siger Freja Hamalainen Sirdorf, faglig udviklingschef i Specialområde Autisme.

Også landsformand for Autisme- og Aspergerforeningen Nina Catalina Michaelsen peger på den betydning, at projektet kan bane vej til fodfæste på arbejdsmarkedet:

-Mange autister har uddannet sig inden for de pædagogiske eller sundhedsfaglige områder, men er blevet tidligt udbrændte, da samfundsstrukturen ofte ikke levner plads til at være udstyret med et neurodivergent sanseapparat. Jeg forudser at mange inden for disse fagområder og som i dag står udenfor arbejdsmarkedet vil ansøge om optag på denne uddannelse.

Forperson for Autisme Ungdom Silke Ena Svare har store forhåbninger til projektet:

- Som samfund har vi et kæmpe uudnyttet potentiale i forhold til peer-medarbejdere, som vi først inden for de seneste år er begyndt at udforske på psykiatriområdet. At TrygFonden støtter op om, at Specialområde Autisme nu kan starte arbejdet hen mod at få indfriet det potentiale på autismeområdet, er et kæmpestort skridt i den rigtige retning. Jeg og resten af Autisme Ungdom er overbevist om, at peermedarbejdere kan være med til at forbedre fagligheden og kvaliteten betydeligt i de tilbud, der er målrettet autistiske mennesker.

Donationen fra TryghedsGruppens regionale råd i Midtjylland er givet som led i TrygFondens samlede arbejde for, at flere voksne har et sundt og trygt arbejdsliv, hvor de oplever, at der er plads til og brug for dem.

- Et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet bidrager til et trygt liv og en plads i fællesskabet. Derfor er vi glade for at støtte Specialområde Autismes nye indsats, der rummer et stort potentiale for at inkludere og endnu vigtigere fastholde mennesker med autisme på arbejdsmarkedet. Noget, der vil være til gavn for os alle. Vi glæder os derfor meget til at følge projektet”, siger Marianne Kristensen, formand for TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland.

I det nye projekt vil der blive lagt særligt vægt på at understøtte de arbejdspladser, der skal ansætte autistiske peermedarbejdere og dermed byde en ny faggruppe velkommen. Dette vil ske i et samarbejde med CUBB, Aalborg Universitet, som forsker i, hvordan man kan styrke arbejdspladsers generelle inklusionskapacitet.

Fakta om projektet ”Autistiske peermedarbejdere”

  • Projektet er støttet af TrygFonden med en donation på 6,4 mio. kr. og løber fra 2024-2028
  • Peer betyder 'ligesindet' på engelsk. Peerstøtte er støtte og hjælp, der bliver givet af en person, som deler erfaringer eller udfordringer med den person der støttes. Peerstøtte-giver og peerstøtte-modtager deler erfaringer, men peerstøtte-giver har bearbejdet og omsat sine erfaringer, så de kan blive til gavn for andre. 
  • Projektet gennemføres af Specialområde Autisme, Region Midtjylland, i et samarbejde med Aarhus Kommune, Syddjurs Kommune, Låsby skole (Specialtilbud Autisme) og Holmstrupgård, Region Midtjylland.
  • Projektet baserer sig på et forprojekt med deltagelse af Social- og Boligstyrelsen, Herning Kommune, Aarhus Kommune, Regionspsykiatrien i Aarhus og Randers, Peernetværket, Autisme Ungdom, Autisme- og Aspergerforeningen, Autismeforeningen og autistiske samarbejdspartnere. 
  • Projektet bliver løbende understøttet af CUBB, Aalborg Universitet
  • Projektet vil blive fulgt og rådgivet af et Advisory Board med deltagelse af Recoveryskolen Aarhus, Autismeforeningen, Autisme- og Aspergerforeningen, Autisme Ungdom og Bedre Psykiatri.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Socialområdet i Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Socialområdet i Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye