Aarhus Universitet: Arts

AU i spidsen for fælleseuropæisk projekt om universiteters frihed

Del

Et nyt internationalt forskningsprojekt skal undersøge truslerne mod frihed i europæisk universitetsforskning og uddannelse. Samarbejdet skal skabe ideer og tiltag, der kan imødegå og afhjælpe de aktuelle udfordringer for universiteternes åbenhed og globale samarbejde.

Forskere fra 38 europæiske lande skal nu tage temperaturen på, hvor godt åbenheden og friheden i universiteternes forskning og uddannelser har det på baggrund af det sidste årtis kriser i EU.

”Igennem det seneste årti har vi set en opkomst af nye nationalismer, geopolitiske forandringer og krige i Europa, der har båret brænde til en mere euroskeptisk opposition. Transformationerne i den politiske verden har vist sig at lægge et stigende pres på den åbenhed, der kendetegner både universiteternes uddannelser og deres forskning,” forklarer lektor Katja Brøgger.

Hun er leder af det nye fælleseuropæiske projekt OPEN, der er forankret på DPU, Aarhus Universitet. OPEN-projektet er et nyt tværfagligt forskningsnetværk (også kendt som en COST Action), der tilbyder mulighed for at bringe forskere og andre aktører sammen på tværs af landegrænser for dermed at styrke Europas kapacitet til at håndtere videnskabelige og samfundsmæssige udfordringer. Projektet forløber over fire år og er finansieret gennem EU's Horizon Europe-program.

Universiteter mellem modsatrettede visioner for Europa

Katja Brøgger peger på, at finanskrisen, den sydeuropæiske gældskrise og migrationskrisen blev afsæt for mere grundlæggende udfordringer af det fælleseuropæiske integrationsprojekt og den liberale globaliseringsdagsorden, der ellers var dominerende i en lang årrække efter murens fald.

”Europas universiteter befinder sig i dag mellem modsatrettede visioner om Europa. På den ene side en fortsat bevægelse mod ​​dybere politisk integration og åbenhed og på den anden en manifestation af de europæiske nationalstater som centrum for politisk suverænitet og social tryghed”, siger Katja Brøgger og fortsætter:

”Hertil kommer EU's sikkerhedspolitiske hensyn i forhold til lande som Rusland og Kina, der ligeledes sætter grænser for den ambition om fuld åbenhed, der ellers kendetegner EU's forskningspolitik. Protektionisme, regionalisme og sikkerhedspolitik udfordrer således åben udveksling med nabolande og samfund udenfor EU. På den måde ser vi en udvikling, der påvirker den akademiske frihed, det internationale engagement og mobiliteten på universiteterne. Vi vil undersøge, hvordan nye nationalismer og geopolitiske spændinger skaber et øget pres på åbenheden af europæisk universitetsuddannelse og forskning, og hvilke implikationer det har for Europas fremtid.”

OPEN COST Action er organiseret i fire arbejdsgrupper, der samler forskere på tværs af lande og fag som fx statskundskab, uddannelsesvidenskab og sociologi, for at udforske den skiftende dynamik mellem universitetet, nationalstaten og det europæiske integrationsprojekt.

Projektet vil gennem videnudveksling og samarbejde styrke europæisk forskning og samarbejde med centrale aktører inden for videregående uddannelse og forskning. Målet er at skabe ideer og tiltag, der kan imødegå og afhjælpe universiteternes aktuelle udfordringer.

Om The OPEN COST Action

The OPEN COST Action er udviklet på baggrund af ’Asserting the Nation’-projekterne ledet af Katja Brøgger og finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond gennem en Sapere Aude Forskningslederbevilling og en Inge Lehman-bevilling.

En EU COST Action er et tværfagligt forskningsnetværk, der tilbyder mulighed for at bringe forskere og andre aktører, fx interesseorganisationer, på tværs af lande sammen og dermed styrke Europas kapacitet til at håndtere videnskabelige og samfundsmæssige udfordringer. En COST Action forløber over 4 år og er finansieret gennem EU's Horizon Europe-program.

En COST Action har som strategisk prioritering at fremme excellence, lighed i forskningen, understøtte tværfaglige forskningsgennembrud samt styrke og fastholde unge forskere.

Se mere på COST Actions officielle hjemmeside: https://www.cost.eu/actions/CA22121/ og på The OPEN COST Actions hjemmeside: www.opencostaction.eu

Kontakter

Lektor Katja Brøgger
DPU, Aarhus Universitet
Mail: kb@edu.au.dk
Tlf.: 93508478

OM DPU, Aarhus Universitet

DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) er et af de tre institutter ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet. 

DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Trivselsfremme i skolen kræver helhedsorienteret indsats19.4.2024 10:08:16 CEST | Pressemeddelelse

Trivsel og mistrivsel blandt skoleelever er et af tidens helt store spørgsmål, men hvad siger forskningen om trivsel og trivselsfremme i skolen? En ny forskningsoversigt fra DPU i e-bogsserien ’Pædagogisk indblik’ giver en indføring i både dansk og international trivselsforskning. Den anbefaler, at vi løfter blikket fra enkeltelever og anlægger et helhedssyn på trivsel, og at skolerne i deres arbejde med at fremme trivsel altid tager udgangspunkt i de konkrete elever i den konkrete skole.

Nedlukninger blev en midlertidig undtagelsestilstand i familielivet22.3.2024 09:20:36 CET | Pressemeddelelse

Covid-19 påvirkede familier meget forskelligt og synliggjorde strukturelle uligheder i Danmark. For de fleste børnefamilier blev nedlukningsperioderne dog en parentes. Men for unge, der var teenagere og midt i deres formative år, har nedlukningerne fået mere langvarige konsekvenser. Ikke mindst for deres evne til at indgå i fællesskaber med jævnaldrende. Sådan lyder det fra forskere på DPU, der har undersøgt familielivet under pandemien.

Debatarrangement med Glenn Bech: Er kunsten blevet en legeplads for den hvide middelklasse i byerne?4.3.2024 12:06:00 CET | Pressemeddelelse

I årevis har teatre, museer og andre kunstinstitutioner forsøgt at udvide deres publikum – men med begrænset succes. Er kunsten mangfoldig nok, når den hovedsageligt samler en urban, hvid middelklasse – og hvad kan man gøre ved det? Det er spørgsmålet, som forfatter Glenn Bech og et stærkt panel vil diskutere tirsdag den 19. marts på Teatret Svalegangen til debatserien ”Art of Assembly”.

Ny europæisk undersøgelse: Danske unges følelse af europæisk identitet bliver større – men langt færre forventer at stemme til EU-Parlamentsvalg22.2.2024 10:10:45 CET | Pressemeddelelse

Danske skoleelever i 8. klasse har store forventninger til Europas fremtid, ligesom de i høj grad ser sig selv som europæere. Men sammenlignet med 8. klasseelever fra andre europæiske lande er de danske elever bemærkelsesværdigt skeptiske over for fælles regler for samarbejde og arbejdskraftens fri bevægelighed i Europa, og færre danske elever end tidligere forventer at stemme til fremtidige EU-parlamentsvalg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye