Danmarks Apotekerforening

Apoteket er blevet borgernes foretrukne vaccinationssted

Del

I dag udløber tilbuddet om gratis vaccination mod influenza og covid-19. Apotekerne har på 3,5 måned givet 1.055.000 vaccinationer svarende til næsten halvdelen af alle vaccinationer i risikogrupperne.

Siden 1. oktober sidste år har det været muligt for risikogrupper at blive vaccineret mod influenza og covid-19. Ud af de 2,6 mio. vaccinationer, der er givet i perioden, er 2,250 mio. givet til borgere i risikogrupperne. Apotekerne har fungeret som et supplement til de regionale vaccinationscentre, og mere end 280 apoteker landet over har deltaget i tilbuddet om gratis vaccination.

Tilbuddet har været rettet mod alle, der er fyldt 65 år, samt sårbare grupper såsom gravide, svært overvægtige og personer med kroniske lungesygdomme, diabetes og hjertekarsygdomme. Desuden er børn mellem 2 og 6 år blevet tilbudt vaccination mod influenza.

Det gratis vaccinationstilbud slutter i dag. Opgørelsen viser, at i alt 47 procent af alle vaccinationerne i risikogrupperne er foretaget på apotekerne. Det er næsten halvdelen, og det er Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen godt tilfreds med:

”Vi er glade for, at apoteket er blevet borgernes foretrukne vaccinationssted. Og vi er glade for, at vi har kunnet bidrage med at løse denne vigtige samfundsopgave. Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra dem, der er gået på apoteket for at blive vaccineret. Vi er tæt på borgerne, og på en stor del af apotekerne har man kunnet komme direkte ind fra gaden uden tidsbestilling for at blive vaccineret. Det har mange benyttet sig af – ikke mindst ældre borgere, der ikke er særligt digitale og derfor har haft problemer med selv at booke en vaccinationstid.”

Han retter også en stor tak til apotekernes personale for at løse en stor og vigtig opgave i en i forvejen travl hverdag. For vaccinationstilbuddet har skabt stor travlhed på de apoteker, der deltog. Især i starten af vaccinationsperioden gik det stærkt, for mange af dem, der er omfattet af vaccinationsprogrammet, ville gerne have deres vaccinationer hurtigt. Næsten halvdelen af vaccinerne blev således givet i de tre første uger af vaccinationsperioden.

I alt er over 77 procent af alle over 65 år blevet vaccineret mod covid-19 og mod influenza. Det er over WHO’s mål om en vaccinationsrate på minimum 75 procent.

Det er fra i morgen fortsat muligt at blive vaccineret mod influenza på en række apoteker, hvis man selv vil betale for det.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Apotekerforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Apotekerforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye