Tilmeldingen til Broløbet 2025 åbner 1. februar
En unik og storslået oplevelse. Det er, hvad der er i vente for op mod 40.000 løbere, som d. 15. juni 2025 fejrer Øresundsbrons jubilæum i løbesko fra Danmark til Sverige. Tilmeldingen åbner 1. februar kl. 12.00.

Lyden af bløde løbesko mod den hårde asfalt. Rejsen gennem tunnelen på bunden af Øresund og op i lyset på broen over det brusende hav. Følelsen af at være meget lille, omgivet af den gigantiske bro. Sommerfuglene i maven, når man krydser broen alene – sammen med 40.000 andre løbere.
Broløbet 2025 bliver en unik oplevelse, og hos Øresundsbron ser man frem til at invitere 40.000 løbere med til en del af jubilæums-fejringen:
“Øresundsbron er det, der binder os sammen, og vi ser virkelig frem til at byde løbere og tilskuere velkommen - både fra regionen og vores omverden - til et unikt løb mellem to lande og over en fantastisk bro. En folkefest på begge sider af sundet, hvor vi fejrer vores fællesskab,” siger Linus Eriksson, adm. direktør hos Øresundsbron.
Øresundsbron samarbejder med en idrætsforening på hver side af sundet for at sikre en professionel afvikling af det store løb. MAI (Malmö Allmänna Idrottsförening) i Malmø og Sparta Atletik & Løb i København er valgt som operatører. Overskuddet fra Broløbet 2025 går tilbage til idrætten i en ligelig fordeling mellem Sparta Atletik & Løb og MAI.
Tilmelding åbner d. 1. februar
Med præcis 500 dage til Broløbet, åbner tilmeldingen om fire uger, torsdag d. 1. februar kl. 12.00 Parterne bag Broløbet er allerede i fuld gang med at forberede den store begivenhed.
”Der er enormt stor interesse for Broløbet, og vi får allerede mange henvendelser om, hvornår vi åbner tilmeldingen,” siger MAI’s talsmand Mats Svensson og fortsætter:
”Vi arbejder allerede tæt sammen med Øresundsbron og Sparta for, at dette skal blive en fantastisk og unik løbefest på alle måder. Vi forventer et stort tryk på tilmeldingerne d. 1. februar, så tøv ikke med at tilmelde dig.”
Løberne kan se frem til et helt unikt, storslået og festligt halvmaraton mellem to lande, og der er forholdsvist høje forventninger til åbningen, lyder det:
”Kommer chancen nogensinde igen? Ingen ved det. Og med de helt specielle rammer, så bliver Broløbet i 2025 en helt unik oplevelse - en oplevelse for livet. Derfor har vi også forholdsvist høje forventninger til, at startnumrene bliver eftertragtede, og at vi kommer til at sende 40.000 afsted over Øresund d. 15. juni næste år,” siger Dorte Vibjerg, adm. direktør i Sparta Atletik & Løb.
Tilmelding åbner 1. februar kl. 12.00 og sker på Broløbet 2025-hjemmesiden:
www.brolobet2025.dk
Fakta om Broløbet 2025
-
Broløbet 2025 er en del af Øresundsbrons og Øresundsregionens 25-års jubilæum
-
Broløbet afholdes i samarbejde mellem Øresundsbron og idrætsforeningerne MAI (Malmö Allmänna Idrottsförening) i Malmø og Sparta Atletik & Løb i København.
-
Tilmeldingen åbner d. 1. februar kl. 12.00, hvor 40.000 startnumre går i salg.
-
Distancen er en halvmaraton, 21, 0975 km, og prisen er DKK 700.
-
På www.brolobet2025.dk kan man finde mere information om Broløbet 2025
-
Forud for Øresundsbroens åbning i 2000 og til 10-års jubilæet i 2010 har der været broløb mellem Danmark og Sverige. I 2000 var der 80.000 deltagere, og i 2010 var der 30.000 deltagere.
Kontakt:
Sparta Atletik & Løb: Adm. direktør, Dorte Vibjerg: 2262 2026
Øresundsbron: Presseansvarlig, John Alexander Sahlin: +46 (0)730 64 09 00
MAI: Talsmand Mats Svensson, gennem Fredrik Montgomery: 070 670 55 40
Billeder

Om Sparta Atletik & Løb
Sparta Atletik og Løb er Danmarks førende løbe- og atletikklub med 1500 medlemmer og en af Europas største løbsarrangører af events som CPH Half, CPH Marathon, DHL Stafetten København og Copenhagen Athletics Games.
Vi står desuden for den tekniske afvikling af store events såsom Royal Run, Tour de France Grand Départ og VM Halvmaraton i 2014.
Sparta Atletik og Løb er baseret ved Østerbro Stadion. Her driver vi Danmarks største atletiklub båret af et passionerede trænerstab og et inspirerende træningsmiljø fra børnenes sandkassehold til det højeste internationale eliteniveau.
I vores løbeafdeling tilbyder vi daglig løbetræning på mere end 20 forskellige træningshold. Her mødes, trænes og inspireres løbere på alle distancer og alle niveauer – fra nybegynderen og den sociale motionsløber til Danmarks allerhurtigste løbere.
Følg pressemeddelelser fra Sparta Atletik og Løb
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sparta Atletik og Løb
Større fest for løberne: Royal Unibrew er ny partner ved Copenhagen Half Marathon og Copenhagen Marathon26.11.2025 07:59:00 CET | Pressemeddelelse
En ny aftale skal løfte løbernes og tilskuernes oplevelse og efterfesten til Danmarks mest anerkendte løbeevents som Copenhagen Half Marathon og Copenhagen Marathon.
Local schoolchildren race to world championship spots, inspiring community and movement19.9.2025 11:20:02 CEST | Pressemeddelelse
Nearly 200 schoolchildren ran their way to a World Championship ticket today – one they will redeem a year from now, when Copenhagen welcomes the world’s best athletes and up to 65,000 participants in the World Athletics Road Running Championships.
Skolebørns VM-billet skal motivere og inspirere til bevægelse og fællesskab19.9.2025 10:58:50 CEST | Pressemeddelelse
Knap 200 skolebørn løb sig i dag til en VM-billet, som de skal indløse om præcist et år, hvor det vil vrimle med både verdensstjerner og op mod 65.000 deltagere, når der afholdes verdensmesterskaber i landevejsløb i København.
Kipkorir wins in Copenhagen after crash14.9.2025 13:25:03 CEST | Pressemeddelelse
Despite rainy conditions, Sunday’s Copenhagen Half Marathon once again produced a slew of fast times. Nicholas Kipkorir claimed a dramatic victory in the men’s race, clocking 58:23, while Likina Amebaw shattered the women’s course record with a winning time of 1:04:44.
Dramatisk styrt og ny løbsrekord ved Copenhagen Half Marathon14.9.2025 12:46:27 CEST | Pressemeddelelse
Trods regnvåde gader blev der løbet historisk stærkt ved søndagens CPH Half, da etiopieren Likina Amebaw hos kvinderne vandt i ny løbsrekord 1:04,44 time. Mændenes dyst blev en dramatisk affære, hvor kenyaneren Nicholas Kipkorir vandt en tæt spurt efter at være styrtet. De bedste danskere overgik også sig selv med nye personlige rekorder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum