Endelig en aftale for dyrene, men der mangler noget essentielt
10.1.2024 16:06:18 CET | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Fødevareminister Jacob Jensen har præsenteret et oplæg til Danmarks første dyrevelfærdsaftale. Dyrenes Beskyttelse glæder sig over, at dyrene får deres egen politiske pakke og peger på flere gode forslag. Men der skal ske meget i forhandlingerne, hvis landbrugsdyrene skal kunne mærke forskellen

Det var i foråret 2023, at fødevareminister Jacob Jensen (V) fortalte, at han inden sommeren ville lande en bred politisk aftale om dyrevelfærd. Det tog noget længere tid at realisere udspillet til en pakke, der skal sikre ”bedre dyrevelfærd nu og i fremtiden”. Men nu har regeringen præsenteret 23 initiativer inden for såvel kæledyr som landbrugsdyr. Dyrenes Beskyttelse glæder sig som udgangspunkt over, at dyrene får deres egen aftale, og organisationens direktør peger på flere gode forslag.
Ros for flere tiltag
“Ministeren skal have ros for udspillet til en dyrevelfærdsaftale. Der er akut brug for at løfte bundniveauet for dyrevelfærden. Det er således positivt, at der sættes gang i arbejdet med at få styr på den usunde avl af hunde med blandt andet for korte snuder – vi skal have sundere hunde i Danmark. Der lægges også op til de første vigtige skridt mod strengere straffe i de værste dyreværnssager. Det har vi set flere eksempler på nødvendigheden af,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Også krav om screening for brystbenbrud blandt æglæggende høns kan være med til at synliggøre og følge op på en decideret dyrevelfærdsskandale i landbruget. Og en støtteordning til udfasning af burægsproduktionen kan også betyde meget for de tilbageværende burhøns herhjemme.
Risiko for store mangler
Men udspillet til aftalen efterlader særligt grisene tilbage på perronen, mener direktøren.
“Særligt indsatsen over for millioner af grise skal forbedres i de kommende forhandlinger. En arbejdsgruppe, der kigger på den høje dødelighed blandt pattegrise, er for eksempel overflødig. Der skal i stedet stilles krav om, at der avles efter færre og mere levedygtige grise," siger Britta Riis
Dyrenes Beskyttelse har kæmpet og ført kampagner for at få sat søerne fri i det konventionelle landbrug. Knap en million danske søer er fikseret med jernbøjler i lange perioder af deres liv. I forslaget lægges der op til et lovkrav om, at nye stalde skal indrettes så søerne kan gå frit i farestaldene. Men søerne skal stadig kunne fikseres i perioder.
”Det er ikke godt nok. Søerne bør ikke fikseres i de perioder, hvor deres behov for at bygge rede og tage sig af deres unger er størst. Søerne bør sættes helt fri under faring og sikres tilstrækkelig plads til at udvise deres normale moderadfærd og bevæge sig hensigtsmæssigt,” siger Britta Riis.
Og så er der de mere end 27.000 døde pattegrise om dagen i danske svinestier. Fødevareministeren har tidligere lovet, at aftalen skulle gøre noget ved den stigende pattegrisedødelighed. Her forslås en arbejdsgruppe, der skal ”identificere mulige løsninger til at sikre højere overlevelse for pattegrise”. Det er for fodslæbende, mener Dyrenes Beskyttelse.
”En arbejdsgruppe, der skal kigge på den alarmerende høje dødelighed blandt pattegrise, ender med stor sandsynlighed som endnu en udsættelse. Men problemet har allerede været udsat i mere end ti år. Sidst blev det nævnt i handlingsplanen for bedre dyrevelfærd fra 2014-2020, og umiddelbart før det kiggede en arbejdsgruppe på området. Her må politikerne træde i karakter og stille krav om, at der avles efter færre og mere levedygtige grise,” siger Britta Riis.
Fødevareministeren har tidligere udtalt, at aftalen skulle gøre noget ved den dårlige dyrevelfærd "én gang for alle," men aftalen bør kun være begyndelsen, mener Dyrenes Beskyttelse.
”Det er et stort udspil med mange forslag, som vi nu skal analysere til bunds. Der er akut behov for at løfte bundniveauet for dyrevelfærden, og vi håber på en bred aftale, som derefter kan forbedres løbende i fremtiden, ligesom andre store forlig på kritiske områder,” siger Britta Riis."
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelse revser tidligere regering: Voldsomt lemfældig dyrevelfærdskontrol8.9.2026 09:28:19 CEST | Pressemeddelelse
Det er et eklatant svigt af dyrene, som er blevet begået i perioden 2025 til første halvdel af 2026, mener Dyrenes Beskyttelse, efter justitsministeriet har oplyst, at 1500 opfølgende dyrevelfærdskontroller mangler at blive gennemført i den periode.
Borgerpanel: Omlæg griseproduktionen eller luk den2.9.2026 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et uvildigt borgerpanel kommer med et opsigtsvækkende opgør med dansk svineproduktion: Langt færre grise, markant mere plads, stop for levende eksport, fiksering og halekupering og dyrevelfærd før pris og volumen. Og hvis den konventionelle produktion ikke grundlæggende ændres, mener panelet, at den bør reduceres med 95 procent. Dyrenes Beskyttelse kalder anbefalingerne et markant opgør med den måde, Danmark producerer grise på.
Grønne organisationer og virksomheder: Vores ni anbefalinger til fremtidens danske fødevareproduktion28.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Bedre plads til dyrene, stop for sojaimport og en hektarstøtte, der belønner grønne resultater. Det er blandt anbefalingerne fra en række virksomheder og organisationer, der vil udnytte Danmarks styrkeposition inden for fødevareproduktion til at skabe et moderne fødevaresystem.
Dyrenes Beskyttelse: Gør fodring af ulve strafbart og beskyt yngleområder18.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nærgående ulve skaber utryghed, men hvis vi vil undgå flere konflikter, skal debatten også handle om menneskers ansvar for at lade ulve forblive vilde og vise dem respekt i naturen.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral fylder 15 år midt i rekordtravl sommer17.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 fylder 15 år i dag. Det fejres ovenpå en rekordtravl sommer, hvor beredskabet er rykket ud 9.444 gange for at redde dyr i nød.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum