Klassisk verdensstjerne kommer til Aarhus
Augustin Hadelich hører til i den absolutte verdenselite af klassiske musikere – og til september kan man opleve stjerneviolinisten med Aarhus Symfoniorkester i et brag af en koncert. Forsalget starter fredag 19. januar.
Det er lidt af en appelsin i turbanen at få Augustin Hadelich til Aarhus. Han etablerede sig allerede som helt ung som en af vor tids helt store violinister, da han vandt den internationale violinkonkurrence i Indianapolis i 2006. Det var starten på en kometagtig karriere, der har betydet, at han i dag nævnes i samme åndedrag som historiens største violinister: Jasha Heifetz, David Oistrakh, Isaac Stern og Anne Sofie Mutter.
”Augustin Hadelich er ubetinget en af de største violinister i sin generation,” fortæller Aarhus Symfoniorkesters musikchef Jesper Nordin. ”Han er en overlegen tekniker og musiker på allerhøjeste niveau, hvilket hans karriere også afspejler: Han spiller rutinemæssigt med de allerstørste orkestre og dirigenter på verdensplan, og det er ganske simpelt et scoop – og et udtryk for den respekt orkestret i de senere år har opnået internationalt – at vi nu kan bringe ham til Aarhus for at spille med Aarhus Symfoniorkester og vores kommende chefdirigent Dmitry Matvienko. Vi er mildest talt ekstatiske over at kunne give vores publikum denne enestående mulighed”.
Den tysk-amerikanske violinist spiller jævnligt med orkestre som Berlinerfilharmonikerne, New York Philharmonic, Chicago Symphony Orchestra, Concertgebouworkestret og Los Angeles Philharmonic. Til koncerten med Aarhus Symfoniorkester ankommer han således direkte fra New Zealand.
En solist fra en anden verden
Augustin Hadelich er en intens og meget engageret musiker med en enorm musikalsk formidlingskraft. I Aarhus skal han spille Tjajkovskijs violinkoncert – højdepunktet af romantisk musik og måske den koncert, der klæder Augustin Hadelich allerbedst. Dirigenten er Dmitry Matvienko, og koncerten bliver den første for Dmitry Matvienko som Aarhus Symfoniorkesters chefdirigent. På programmet står også Beethovens ”Skæbnesymfoni”, så der tegner sig på alle måder en unik og uforglemmelig oplevelse.
Hadelich har i den grad begejstret anmeldere verden over: ”En medrivende historiefortæller" blev han kaldt af New York Times, og The Washington Post var endnu mere overstrømmende i sin anmeldelse: "Essensen af Hadelichs spil er skønhed: at levere det musikalske budskab uden nogen som helst tekniske hindringer og derved afsløre noget fra en anden verden."
Han har medvirket på en lang række indspilninger, hvoraf en række er Grammy-nominerede – en pris, som han også vandt i 2016. Han underviser på Yale School of Music i USA samt giver masterclasses over det meste af verden, og i 2018 blev han udnævnt til “Instrumentalist of the Year” af det indflydelsesrige musikmagasin Musical America.
En karriere mod alle odds
Det var tæt på, at Augustin Hadelichs karriere – og liv – var overstået næsten før den begyndte: Som teenager blev han fanget i en brand på familiens gård, og i en periode bagefter var det usikkert, om han kunne fortsætte med at spille. Han overvandt imidlertid menene efter branden og tilhører i dag den absolutte verdenselite af klassiske musikere.
Augustin Hadelich spiller på en violin fra 1744 skabt af Giuseppe Guarneri del Gesù med tilnavnet “Leduc, ex Szeryng”, udlånt af Tarisio-fonden.
TID OG STED
3. september 2024 kl. 19.30
Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus
PROGRAM
Tjajkovskij: Violinkoncert
Beethoven: Symfoni nr. 5
MEDVIRKENDE
Augustin Hadelich, violin
Dmitry Matvienko, dirigent
Aarhus Symfoniorkester
Forsalget til koncerten åbner fredag 19. januar kl. 10.00 på Aarhus Symfoniorkesters hjemmeside: www.aarhussymfoni.dk
Biografi | Aarhus Symfoniorkester
Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted; den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 67 fastansatte musikere med den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent. Tidligere chefdirigenter inkluderer Marc Soustrot, Giancarlo Andretta, James Loughran and Jorma Panula.
Orkestret tiltrækker sit store og forskelligartede publikum gennem ugentlige abonnementskoncerter, familiekoncerter, kammerkoncerter, og samarbejdskoncerter med festivaler og spillesteder, bl.a. Musikhuset, Smukfest, Spot Festival og Aarhus Festuge. Aarhus Symfoniorkester er desuden fast medspiller ved Den Jyske Operas årlige produktioner i den østjyske landsdel og har desuden en betragtelig indspilningsvirksomhed af både danske, nykomponerede værker og det mere klassiske repertoire.
Orkestret varetager en social og kulturel funktion for byen, med særlige koncerter for udsatte borgere samt mere end 100 skolekoncerter om året. I 2018 lancerede orkestret Musikkens Børn – et ambitiøst familieprojekt, der henvender sig til før-skolebørn og deres forældre.
I 2021 lancerede orkestret en række nye koncertformer – KonTAKT, VelLyd og Fyraftenskoncerten – som hver især udvider koncertoplevelsen og sætter publikum i centrum ved henholdsvis at tilbyde direkte interaktion med orkestret og musikken, et musikalsk rum med plads til ro og fordybelse, og endelig koncerter, der prioriterer socialt samvær og fredagshygge.
Kontakter
Jes VangPresse, Kommunikation & MarketingAarhus Symfoniorkester
Tlf:41856633jeva@aarhus.dkBilleder
Links
EAN-nr: 5790 000 423460 - CVR 55 133 018
Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted; den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 66 fastansatte musikere med den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester
Prestigefyldt forskningsprojekt lander hos Aarhus Symfoniorkester24.6.2024 11:47:29 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkester er omdrejningspunkt i prestigefyldt forskningsprojekt om publikumsadfærd støttet med 6,2 millioner kr. af Danmarks Frie Forskningsfond.
Første årgang af Dirigentløftet Danmark er fundet.1.2.2024 07:19:27 CET | Pressemeddelelse
Det nationale talentudviklingsprogram Dirigentløftet præsenterer de første dirigenter, som deltager i det landsdækkende initiativ. Programmet er støttet af Kulturministeriet og har til formål at identificere og opkvalificere danske dirigenttalenter til internationalt topniveau.
Det Obelske Familiefond støtter Aarhus Symfoniorkester med to millioner til arbejdet med ny chefdirigent19.12.2023 13:29:31 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkester kan med glæde meddele, at Det Obelske Familiefond har valgt at støtte ansættelsen af orkestrets nye chefdirigent Dmitry Matvienko med 1.958.000 kr. Bevillingen sikrer et solidt fundament for Matvienkos virke i Aarhus over de næste tre sæsoner, hvor han indtager en central rolle for orkestret og byens kulturliv.
Orkesterchef fundet til nyoprettet stilling30.11.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkester ansætter Martin Reinhardt i en nyoprettet stilling som Orkesterchef fra 1. januar 2024. Martin kommer fra en baggrund som basbasunist i Staatskapelle Berlin samt Copenhagen Phil, hvor han siden 2018 desuden har fungeret som tillidsrepræsentant, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen samt formand for musikerne. I stillingen som Orkesterchef i Aarhus Symfoniorkester vil Martin varetage personaleledelse og udvikling af orkestrets musikere – med direkte reference til Musikchef Jesper Nordin.
Venneforening stifter ny talentpris – og offentliggør første modtager.13.11.2023 07:45:00 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) indstifter en ny talentpris – ASOVs Talentpris – som uddeles årligt til en ung, særligt talentfuld klassisk musiker/musikstuderende. Modtageren indstilles af en jury bestående af medlemmer fra Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium og venneforeningen. Prisen er på 10.000 kr. og uddeles for første gang den 16. november i forbindelse med koncerten Klare drømme med Aarhus Symfoniorkester. Prismodtageren er den 17-årige violinist Antonia Fuglsang, som modtager hæderen til koncerten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum