Rundetaarn

Rundetaarn præsenterer årets udstillingsprogram

Del

I 2024 byder Rundetaarn på et væld af særudstillinger i udstillingsrummet Bibliotekssalen. Programmet rummer alt fra installation, skraldekunst og sanselig tekstilkunst i børnehøjde til kunsthåndværk fra millennial-generationen og æstetiske videoværker om klimaforandringer. Blandt årets udstillere er danske Filip Vest og Maja Friis samt den tyske kunstnerduo Christoph og Sebastian Mügge.

Pressebillede for "Lost Library Legends": Christoph og Sebastian Mügge.
Pressebillede for "Lost Library Legends": Christoph og Sebastian Mügge.

I år præsenterer Rundetaarn ikke mindre end syv udstillinger i det tilknyttede udstillingsrum Bibliotekssalen. Gennem en bred vifte af genrer og medier undersøger årets udstillere eksistens, eftermæle, alternativ historiefortælling, forskning, mentalt helbred og kunstens potentiale til at vække sanserne, nysgerrigheden, håbet og livsglæden.

"De udvalgte udstillinger danner grobund for refleksion, viden, fordybelse eller erkendelse – emner, der alle er essentielle byggesten i Rundetaarns eksistensgrundlag. Årets udstillere præsenterer vores gæster fra både ind- og udland for universelle, relevante temaer, der har potentiale til at oplyse, røre eller inspirere folk på tværs af aldersgrupper og kulturer", siger Jeanette Bursche, direktør for Rundetaarn.

Årets udstillere er for første gang valgt ved et Open Call. Bag udvælgelsen står Rundetaarns bestyrelse, direktør Jeanette Bursche og programchef Ditte Marie Lund. Med tårnets nye direktør er der sket et skifte i udstillingspolitikken for Bibliotekssalen. Det nye Open Call skal sikre en skarpere kuratering og præsentere tårnets brede publikum for et mangfoldigt program af udstillinger, der afspejler samtidskunst, historie og videnskab eller trækker tråde til Rundetaarn.

"Med sin sanseudstilling i børnehøjde tilføjer Lærke Barfod nye, farverige dimensioner til vores yngste gæsters i forvejen meget sanselige måde at opleve tårnet på. Filip Vest lader sig inspirere af Bibliotekssalens tidligere funktion som værksted for teatermaler Carl Lund. I en undersøgelse af arv og eftermæle slører Christoph og Sebastian Mügge grænserne mellem fakta og fiktion, og giver blandt andet Christian IV og Tycho Brahe en tur i vridemaskinen. Og når Selskabet for Naturlærens Udbredelse hylder danske nøglepersoner fra videnskabens verden og undersøger de konkrete effekter, deres forskning har haft på vores hverdag, forbinder udstillingen sig til tårnets storhedstid som et videnscentrum for hele Norden", forklarer Jeanette Bursche.

Årets udstillingsprogram

27.01. – 03.03.
Lærke Bang Barfod – Himstregimser og dippedutter

Hvad er en dippedut? Og hvad bruger man en himstregims til? Lærke Bang Barfod præsenterer en fantasifuld familieudstilling i Bibliotekssalen, hvor et lilla landskab med sanselige, interaktive værker inviterer til udklædning, bevægelse og hulelege for børn. Gennem sanselige aktiviteter og fantasifuld iscenesættelse inviterer kunstneren børn og deres voksne til at opleve og undersøge værkerne i udstillingen med krop og fantasi.

Lærke Bang Barfod arbejder med tekstilkunst og scenekunst for børn. Hun designer scenografier og kostumer til børneforestillinger og skaber multisensoriske værker i primært stof, garn, skum og metal med inspiration i børns indre verden, nysgerrighed og kreativitet.

09.03. – 28.04.
Generation WHY

En generation af skandinaviske stemmer kommer til udtryk i vandreudstillingen Generation WHY, hvor nordiske kunsthåndværkere fra Generation Y (født mellem 1977 og 1994) sætter fokus på forskellige aspekter af tilværelsen. Tre kuratorer fra hver sit nordiske land har udvalgt 34 kunsthåndværkere og designere fra en generation af formgivere, der har vægtige temaer på dagsordenen og tager livet, deres praksis og kloden alvorligt og personligt. De udvalgte kunstnere fra Danmark, Norge, Sverige og Island formidler deres generations følelser, oplevelser og holdninger gennem stærke, rørende værker og bearbejder eksistentielle temaer som traumer, sorg, kropslidelser og klimaproblemer i tekstil, glas, keramik, metal, træ og organiske materialer som pigmenter, støv og svampemycelium.

Fra Danmark udstiller Maria Koschenkova, Morten Klitgaard, Astrid Skibsted, Jonas Edvard, Stine Bidstrup, Anne Brandhøj, Alexandru Murar, Carl Emil Jacobsen, Stine Mikkelsen, Maria Viftrup og Wang & Söderström.

Fra Norge udstiller Ina Vang, Hårvard Kranstad, Renata Desiree Dahl, Ida Siebke, Ask Bjørlo, Steffen Andre Nilsen, Elin Hedberg, Lissette Escobar, Cato Løland, Marsil Andjelov Al-Mohamid og Marthe Minde.

Fra Sverige udstiller Karin Roy Andersson, Anna Nordström, Matilda Kästel, Maja Michaeldotter, Lisa Juntunen Roos, Milja Morset, Emilia Olofdotter Sundquist, Fadhel Mourali, Maja Stjärna og Lotta Snijder. Og fra Island udstiller Ýr Jóhannsdóttir.

Udstillingen er initieret af foreningen bag Villvin Kunsthåndverkmarked i forbindelse med Risør By 300-års jubilæum i 2023 og er kurateret af Charlotte Jul, Marcia Harvey Isaksson og Vidar Koksvik. Generation WHY åbnede i juli 2023 i Risør Kunstpark i Norge. I 2024 vandrer udstillingen videre til Rundetaarn, før den vises i Sverige i 2025.


04.05. – 16.06.

Karin Hald – Forlænget eksponering

Udstillingen tager udgangspunkt i kunstnerens eget sygdomsforløb i psykiatrien. Titlen refererer til behandlingsformen Prolonged Exposure Therapy, hvor patienten genfortæller sit traume gentagne gange for at bearbejde det. Gennem video, lydoptagelser, fotos og performance og med dialog som gennemgående tema undersøger Karin Hald, hvordan kunsten og samtalen kan blive modstykke til håbløshed og fortvivlelse og rummer potientiale til at hele, give håb og genskabe troen på livet.

Ud over at blive set og mødt af psykiatrien havde Hald et solidt netværk af venner omkring sig under sin behandlingsproces. De pårørende, der primært er billedkunstnere og forfattere, bliver medskabere af udstillingen og bidrager med egne værker som respons på Halds sygdomsforløb.

Karin Hald er billedkunstner og forfatter og arbejder med performance, tekst og skrift som materialer. Til udstillingen bidrager desuden Tove Storch, Lara Ostan, Stina Strange Thue, Liv Duvå Nimand, Louis Haugaard Jørgensen, Ragnhild May, Kristoffer Raasted, Trine Struwe, Axel Burendahl og Niels Munk Plum med værker.

22.06. – 11.08.
Christoph og Sebastian Mügge – Lost Library Legends

Med den stedsspecifikke udstilling Lost Library Legends undersøger den tyske kunstnerduo Christoph og Sebastian Mügge de spor, vi efterlader os, når vi dør, og hvordan arv akkumuleres som en samling af skatte, skrald, ligegyldigheder, hemmeligheder, minder og muligvis misvisende informationer. Hverdagsobjekter som indkøbslister, konservesdåser, toiletpapir og cigaretpakker iscenesættes side om side med tegninger, digitale prints og donerede genstande. I udstillingen rusker Mügge-brødrene også op i Rundetaarns historie og persongalleri, når de iscenesætter effekter fra Rundetaarns samling i installationer, der præsenterer forvrængede fortidsminder og vildledende visioner af ikoniske figurer som Christian IV og Tycho Brahe.

Christoph og Sebastian Mügge er begge uddannede kunstnere. De to brødre er født i Tyskland, men bor nu i Sverige. Som kunstnerduo skaber de stedsspecifikke projekter i stor skala baseret på en kombination af fundne materialer og deres egne stilarter i mange forskellige teknikker og medier. Sammen udforsker de alternativ virkelighed og grænselandet mellem sandhed og fiktion, når de på humoristisk vis tager livtag med temaer som vores fysiske og digitale efterladenskaber, eller hvordan historiefortælling og faktuelle sandheder kan forvrænges.

17.08. – 20.10.                     
SNU – Fra forsker til folk

Gennem 200 år har Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) dannet ramme om formidling af naturvidenskab og teknologi til brede kredse af den danske befolkning. Fra forsker til folk markerer SNU’s 200-års jubilæum og viser, hvordan videnskabelig forskning har affødt konkrete ændringer i vores hverdag – fra H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme, der gav os elektricitet overalt i samfundet og i dag muliggør effektive vindmøller og elbiler, til Niels Bohrs atommodel, der har ført til nye diagnosemetoder i lægeverdenen, atomkraft og den moderne elektronik, vi omgiver os med.

Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824 med ambitionen om at give alle mulighed for at høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi. Flere store forskere og formidlere har stået i spidsen for SNU gennem tiden, heriblandt H.C. Ørsted selv, havforskeren Martin Knudsen, fysikeren Niels Bohr og astrofysikeren Anja C. Andersen, der i dag er selskabets præsident.

23.10. – 10.11.                    
Maja Friis – Koralvæsen

Kom med under havoverfladen, når dokumentarist og videokunstner Maja Friis skaber et intimt, rørende og æstetisk møde med klodens forsvindende koraller. Ved hjælp af makrooptik og i samarbejde med koralforskere fra Københavns Universitet viser Friis de bittesmå væsner i helt stor skala gennem individuelle videoportrætter. Korallernes skønhed portrætteres i nært samspil med deres stille forfald i en sanselig oplevelse af klimaforandringernes alvor.

Maja Friis er filmdokumentarist og videokunstner. Hendes kunstneriske praksis undersøger naturens sensitivitet, transformationer, liv og ikke-liv med visionen om at sanseliggøre forskningen og vække klimabevidstheden hos publikum. Forskerteamet, der har bidraget til udviklingen af projektet, ledes af professor i marinbiologi ved Københavns Universitet Michael Kühl.

21.11. – 12.01.                   
Filip Vest – Prøvedage

Hvilke fortællinger har vi brug for i en verden, der brænder? Prøvedage er en udstilling om alternativ historiefortælling, aktivisme og eskapisme. Gennem en stedsspecifik installation, film og performance følger publikum tre praktikanter, der rydder op på et teaterlager efter en brand. Mellem nedbrændte scenografier og rekvisitter forsøger de at digte videre på stykkerne og skabe nye billeder og fortællinger ud fra de forkullede rester. Samtidig navigerer de i egne eksistentielle kriser, identiteter og verdens kritiske tilstand. 

Prøvedage henter inspiration fra perioden, hvor Bibliotekssalen mellem 1905 og 1927 fungerede som værksted for teatermaler Carl Lund. Udstillingen tager Lunds romantiske scenografier til genforhandling og prøver at bruge dem til at fortælle nye historier.

Filip Vest arbejder i krydsfeltet mellem billedkunst og scenekunstGennem performance, installation, film og tekst undersøger Vest queer kærlighed, historiefortælling og økonomi og de forskellige måder, vi performer identiteter, roller og relationer på.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Pressefoto for "Generation WHY". Værk: Architectural Glass Fantasies – Object no. 67 af Stine Bidstrup, 2023. Foto: Stine Bidstrup
Pressefoto for "Generation WHY". Værk: Architectural Glass Fantasies – Object no. 67 af Stine Bidstrup, 2023. Foto: Stine Bidstrup
Download
Pressefoto for "Koralvæsen". Foto: Anders Nydam
Pressefoto for "Koralvæsen". Foto: Anders Nydam
Download
Pressebillede for "Prøvedage". Digital collage: Filip Vest. Originalfotografi af Carl Lunds malersal: Nationalmuseets samling.
Pressebillede for "Prøvedage". Digital collage: Filip Vest. Originalfotografi af Carl Lunds malersal: Nationalmuseets samling.
Download
Pressebillede for "Lost Library Legends": Christoph og Sebastian Mügge.
Pressebillede for "Lost Library Legends": Christoph og Sebastian Mügge.
Download
Pressebillede for ”Fra forsker til folk” af JAC Studios. Originalfoto: Des Moines Register
Pressebillede for ”Fra forsker til folk” af JAC Studios. Originalfoto: Des Moines Register
Download
Pressefoto for "Himstregimser og dippedutter".
Pressefoto for "Himstregimser og dippedutter".
Download
Pressebillede for "Forlænget Eksponering": Karin Hald.
Pressebillede for "Forlænget Eksponering": Karin Hald.
Download
Download
Rundetaarn
Rundetaarn
Download

Om Rundetaarn

Med sin karakteristiske Sneglegang er Rundetaarn et af Danmarks mest ikoniske bygningsværker. Tårnet blev opført af Christian IV til Københavns Universitets observatorium i 1642. Rundetaarn rummer i dag også skiftende udstillinger og arrangementer i Bibliotekssalen halvvejs oppe i tårnet på etagen over Trinitatis Kirke.

Følg pressemeddelelser fra Rundetaarn

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rundetaarn

Storsmilende sweatre, støv og slikkende tunger: En generation af nordiske designere indtager Rundetaarn9.2.2024 14:41:04 CET | Pressemeddelelse

En generation af skandinaviske stemmer kommer til udtryk, når vandreudstillingen Generation WHY åbner i Rundetaarn. Her giver 36 nordiske kunsthåndværkere og designere form til Generation Y's følelser, oplevelser og holdninger gennem potente værker, der bearbejder personlige og eksistentielle temaer med sikker hånd i alt fra træ, tekstil og glas til digital kodning og støv fra fejebakken.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye