Dramatisk opera om blodigt kapitel i Danmarkshistorien
4.1.2024 07:00:00 CET | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse
Instruktørparret Kasper Holten og Amy Lane vækker Danmarkshistorien til live i Heises danske nationalopera Drot og marsk om mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade.

Heises opera Drot og marsk om det gådefulde mord på kong Erik Klipping i Finderup Lade er et knivskarpt musikdrama om konspiration, magt og mord. Komponisten skildrer i Drot og marsk den sammensværgelse, der i 1286 får adskillige adelsmænd til at begå et bestialsk mord på monarken, som blev fundet død med 56 knivstik.
Instruktørparret Kasper Holten og Amy Lane fokuserer i deres iscenesættelse af den dramatiske opera på sammenstødet mellem kongens naive og dekadente liv og den rå politiske magt, der manipulerer kongen direkte mod hans undergang og et statskup.
Som i et slags ’Truman Show’ lever Kong Erik et udsvævende og beskyttet liv på sit slot og har travlt med at feste og forføre kvinder i stedet for at regere sit land og sin hær. Den reelle magthaver, hærchefen marsk Stig, holder kongen isoleret i lykkelig uvidenhed, og imens planlægger han et statskup. Men for at sætte kongen endeligt skakmat må marsken ofre den, han elsker allerhøjest.
Philipp Fürhofers imponerende scenografi spejler kontrasten mellem de to forskellige verdener: Kongens verden er en smuk og eskapistisk overklasseverden med skønne malerier. Men når kulissen drejer, viser det sig, at kongens verden er en illusion, som han holdes indespærret i. Kæmpespejle på begge sider af scenen reflekterer og afspejler den omkringliggende verden med rå magt og kynisme.
Den Kongelige Operas solister lægger stemme til de historiske skikkelser: Niels Jørgen Riis er kong Erik, Sine Bundgaard er Fru Ingeborg, og Sofie Elkjær Jensen er Aase. Den verdensberømte, danske baryton Johan Reuter genbesøger Det Kongelige Teater i rollen som den magtfulde marsk Stig, og Gert Henning-Jensen kan opleves i rollen som Rane Johnsen. Det Kongelige Teaters tidligere musikchef og chefdirigent samt specialist i dansk musik, Michael Schønwandt, dirigerer Heises medrivende og dramatiske musik.
Mere om Drot og marsk
Drot og marsk er en romantisk opera fra 1878 af komponisten Peter Heise med libretto af Christian Richardt. Operaen blev skrevet til Det Kongelige Teater, og urpremieren fandt sted på Gamle Scene med Det Kongelige Kapel i orkestergraven. Operaen skildrer en periode i 1286 frem til Sankt Cæcilia nat, hvor den danske konge Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade. Kongemordet – det sidste i Danmarkshistorien - er siden blevet en af Danmarkshistoriens helt store gåder, da det aldrig er blevet endelig opklaret, hvem der stod bag forbrydelsen, selvom flere adelsmænd heriblandt Marsk Stig blev dømt for mordet. Heises opera Drot og marsk er optaget i den danske kulturkanon.
Drot og marsk synges på dansk med danske og engelske overtekster.
Drot og marsk | Repremiere | Operaen, Store Scene | 14/01 - 02/02 2024
Læs mere om Drot og marsk HER
Holdet bag:
Dirigent: Michael Schønwandt
Iscenesættelse: Kasper Holten og Amy Lane
Scenografi: Philipp Fürhofer
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Koreograf: Miles Hoare og Jo Meredith
Medvirkende:
Marsk Stig: Johan Reuter
Kong Erik Klipping: Niels Jørgen Riis
Rane Johnsen: Gert Henning-Jensen
Fru Ingeborg: Sine Bundgaard
Aase: Sofie Elkjær Jensen
Grev Jakob af Halland: Morten Staugaard
Jens Grand: Per Bach Nissen
Arved Bengtsen: Anders Kampmann
Tak til 15. Juni Fonden for deres støtte til gæstesolister i Den Kongelige Opera.
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Anna Balslev bliver ny kunstnerisk chef for skuespillet på Det Kongelige Teater10.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Kongelige Teater har ansat husinstruktør Anna Balslev som skuespilchef fra august 2027.
Kongelig sommerballet fejrer 20 år – fra Thy til Møn12.5.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den Kongelige Ballet tager på turné og danser nogle af ballettens største klassikere ved 12 store udendørsarrangementer i sommerlandet.
Star-Studded Concert Performance of Verdi’s Macbeth7.5.2026 16:00:43 CEST | Press release
A rare operatic event awaits as one of the greatest singers of our time, Norwegian soprano Lise Davidsen, joins an exceptional cast for a complete concert performance of Verdi’s Macbeth, conducted by the legendary maestro Antonio Pappano.
Robert Carsen’s powerful staging of Mozart’s Idomeneo returns to the Royal Danish Opera6.5.2026 07:00:00 CEST | Press release
Robert Carsen’s Reumert Award-winning and critically acclaimed staging of Mozart’s opera Idomeneo received only three performances at its 2020 premiere, when the COVID pandemic forced theatres to close. Now, this striking production returns.
Stjernespækket koncertopførelse af Verdis opera Macbeth5.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er lagt op til en koncertoplevelse i særklasse, når verdens mest efterspurgte sopran, Lise Davidsen, og flere internationale stjernesolister kan opleves i en komplet koncertopførelse af Verdis opera Macbeth ledet af mesterdirigenten Sir Antonio Pappano.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum




