Fastekure i sig selv får ikke de ekstra kilo til at forsvinde
Fastekure er populære, og der er mange helbredsfordele ved dem. Men at man kan spise, hvad man vil og stadig tabe sig, skal man ikke regne med, siger forsker, der har gransket den videnskabelige litteratur.
Lad være med at spise noget i 16 eller 18 af døgnets timer. Eller lad være med at spise noget to dage om ugen. Det er typiske eksempler på periodisk faste, som mange hopper på for at få vægten ned. Ideen er, at kroppen begynder at tære på fedtdepoterne, når den ikke får mad i fasteperioden, og det skulle så resultere i et vægttab efter et stykke tid.
"Der er virkelig mange helbredsfordele ved at faste, men periodisk faste i sig selv fører ikke til vægttab", siger Philip Ruppert, der er postdoc på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, hvor han forsker i kroppens omsætning af energi og har særlig interesse for ketogenese; dvs den tilstand, hvor kroppen forbrænder fedt i stedet for kulhydrater.
Sammen med Sander Kersten, der er professor på hollandske Wageningen University and Research, har han forfattet en såkaldt review artikel, dvs. en artikel, der opsummerer og diskuterer eksisterende forskning på et område; i dette tilfælde gælder det stofskifte-mekanismerne ketogenese og iltning af fedtsyrer, der træder i kraft, når vi faster. Artiklen er publiceret i Trends in Endocrinology and Metabolism og kan ses her.
Der forskes mere i fedme end faste
"Også under periodisk faste gælder hovedreglen, at vi skal indtage færre kalorier, end vi forbrænder. Man kan altså ikke bare spise, hvad man har lyst, når man ikke faster. Man kan heller ikke spise, som man plejer, hvis man plejer at spise flere kalorier, end man forbrænder. Det er grundlæggende fysiologi, og det kan periodisk faste ikke ændre på", siger Philip Ruppert.
Selvom periodisk faste i sig selv ikke har nogen slankende effekt, er Philip Ruppert fortaler for den nye fastetrend.
Kroppens evne til at deponere fedt og dermed kalorier i perioder med begrænset adgang til mad er et resultat af evolutionen, og det har sikret vores overlevelse i en tid, hvor vi ikke havde adgang til opbevaring og konservering af fødevarer, som vi har det i dag.
"I dag forskes der rigtigt meget i, hvad der går galt i vores stofskifte, når vi bliver fede. Men der er langt mindre opmærksomhed om, hvad der sker med stofskiftet, når vi faster. Jeg tror, at mere forskning på det område kan føre til mere effektive behandlingsstrategier for fedme og de følgevirkninger, som den har", siger Philip Ruppert.
Selvom periodisk faste ikke i sig selv fører til vægttab, er der en række helbredsfordele, mener han. De er bl.a.:
- Man lærer, hvordan kroppen reagerer på at spise og faste, og får dermed føling med, hvad kroppen har brug for.
- Man får mere energi.
- Man kommer i sync med sin naturlige døgnrytme og sover bedre. Dette justerer metaboliske processer og forskning antyder, at de bliver mere effektive.
- Andre fordele, som beskrives i den videnskabelige litteratur, er forbedret blodtryk, insulinfølsomhed, blodsukkerniveau og hud samt lavere hvilepuls.
Langtidsfastere kan blive næsten euforiske
Nogle mennesker faster i længere perioder; i flere dage eller sågar uger. Forskning har vist, at disse fastere kan opleve et markant skift efter 2-3 dages faste.
"I starten er de sultne, men det forsvinder efter 1-2 dage, og så kan de blive næsten euforiske. Det er lidt ligesom runner’s high, og det kan vare, indtil de begynder at spise igen", siger Philip Ruppert og henviser til den helt særlige følelse af lykke og fravær af smerte og anstrengelse, som mange motionsdyrkere får under længerevarende motion.
Selv faster han i syv dage en gang om året og har også selv oplevet, at sulten forsvandt og velværet satte ind.
"Man oplever en klarhed i hjernen, som er svær at beskrive", siger han.
Vi reagerer alle individuelt på faste
Endnu har videnskaben ingen definitiv forklaring på, hvorfor faste kan føre til en følelse af klarhed i hjernen og måske endda eufori, men et bud kunne være, at der under faste dannes ketoner. Det er nogle særlige energimolekyler, som især hjernen har brug for.
- Hjernen fodres med ketoner, når man faster. Måske er det grunden til, at man kan opleve en klarhed, siger Philip Ruppert og understreger, at der ikke findes nogen definitiv forskning på dette, og at det på nuværende tidspunkt kun er en hypotese.
Alle mennesker er forskellige, og derfor må man forvente, at alle reagerer forskelligt på faste, afhængig af faktorer som alder, køn, gener og livsstil.
"Men også faktorer som årstid kan man forestille sig, har betydning. Om vinteren får vi f.eks. mindre D vitamin end om sommeren, og vi ved, at D vitamin er vigtig for mange stofskifteprocesser. Hormoner kan måske også have betydning, f.eks. om en kvinde er i overgangsalderen eller har menstruation. Alle mulige faktorer kan have indflydelse, og det er noget, som jeg gerne vil fortsætte med at forske i, så hvert enkelt menneske kan få solide, forskningsbaserede anbefalinger, som passer til lige netop det menneske", siger Philip Ruppert.
Fakta: Fastens faser
Fase 1: Madens næringsstoffer fordøjes, absorberes og lagres.
Fase 2: Tarmene er færdige med at optage næringsstofferne, og nu tager leveren sine lagre af glykogen i brug for at vedligeholde blodsukkeret. Samtidig begynder fedtvævet af frigive fedtstoffer.
Fase 3: Nu udtømmes leverens lagre af glykogen, og leveren begynder at producere ketoner som energi til kroppen.
Fase 4: Nu er der fuld gang i produktionen af ketoner i leveren, og kroppen får næsten kun energi fra fedtvævet. Denne fase kan vare i flere uger.
Sidste fase: Nu er der ikke mere fedt i kroppens fedtvæv, og proteiner i muskelmassen er sidste mulighed for at skaffe energi, så kroppen ikke dør.
Afhængig af kroppens fedtprocent kan et menneske tåle at faste fra et par uger op til adskillige måneder.
Om forskeren:
Philip Ruppert er postdoc på center for Funktionelle Genomiske Studier og Metabolisme, Institut For Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet. https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/ruppert
Kontakter
Birgitte SvennevigJournalistDet Naturvidenskabelige Fakultet og SDU Climate Cluster
Tlf:27 59 86 79birs@sdu.dkFølg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Nu kan du lægge hele H.C. Andersens forfatterskab i baglommen2.10.2024 10:28:17 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag bliver læsernes møde med H.C. Andersens samlede værker meget lettere. Med premieren på hcandersen.dk bliver hele det omfattende forfatterskab nemt og gratis tilgængeligt for alle. H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet, og H.C. Andersens Hus, Museum Odense står bag med en bevilling fra Kulturministeriet.
På mission for en mere effektiv klimatilpasning i byerne30.9.2024 12:29:53 CEST | Pressemeddelelse
Klimatilpasning er en af de store og komplekse problemstillinger, som samfundet står over for de næste år. Det kræver et godt samarbejde på tværs af sektorer og forvaltninger, samt inddragelse af de mange forskellige interessenter, der er i de enkelte områder. Et nyt dansk-tyskt samarbejdsprojekt under ledelse af SDU Climate Cluster skal undersøge, hvordan den nuværende praksis kan udvikles og derved bidrage til hurtigere og mere effektiv klimahandling i kommunerne så regionerne bliver klimatilpasset. Projektet har modtaget støtte fra Interreg Deutschland-Danmark og Den Europæiske Union.
Fremtidens telefon kan sende dufte26.9.2024 10:16:33 CEST | Pressemeddelelse
Projektet TeleScent på SDU har netop modtaget en bevilling fra Villum Fondens Experiment-program. Forskerne bag vil tilføje lugtesansen til vores digitale kommunikation, så fremtidens telefonsamtale ikke kun bliver med lyd og video, men også duft.
Forsker: Vi kan genanvende vindmøllevinger fra i morgen24.9.2024 09:37:40 CEST | Pressemeddelelse
Udtjente vindmøllevinger bliver i dag ofte deponeret, altså smidt i et hul i jorden. I sin ph.d.-afhandling har Kristine Wilhelm Lund fra SDU undersøgt, om genanvendelse af vingerne er mulig rent praktisk, logistisk og økonomisk. Og det er det.
Nu begynder byggeriet af SDU’s banebrydende robotcenter på Lindø23.9.2024 11:23:56 CEST | Pressemeddelelse
1. oktober 2024 tages det første spadestik i byggeriet af det ambitiøse danske robotcenter SDU Center for Large Structure Production (LSP) på Odense Havn. Byggeriet er støttet af A.P. Møller Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum