Elnetselskaber til østdanskerne: ”I kan trygt bruge strøm til både juleanden og nytårstalen”
Nye varmepumper og ladebokse til elbiler øger strømforbruget hos mange private i de her år, men netselskaberne Cerius-Radius forsikrer kunderne på Sjælland, Lolland Falster og øerne om, at elnettet sagtens kan følge med. Også jule- og nytårsaften, som historisk er nogle af de dage med årets højeste forbrug hos privatkunderne.
For et almindeligt parcelhus har juleaften historisk været dagen med årets højeste strømforbrug, mens nytårsaften typisk indtager førstepladsen hos lejlighedskunderne i de større byer. Og selvom elektrificering af samfundet med flere elbiler og nye varmepumper øger det samlede strømforbrug, så kan netselskabet Cerius-Radius, der ejer, driver og udbygger elnettet i størstedelen af Østdanmark, berolige kunderne. De kan nemlig trygt bruge af strømmen både i højtiden og til nytår.
”Juleaften er der gang i ovnen og lyskæden på juletræet, mens der nytårsaften skal være musik på anlægget og nytårstale i TV. Sådan skal det blive ved med at være, og en af vores vigtigste opgaver som netselskaber er, at elnettet følger med udviklingen i privatkundernes behov og skaber et stærkt fundament for den grønne omstilling af vores energisystem,” siger adm. direktør i Cerius-Radius, Jens Fossar Madsen, og fortsætter:
”Ligesom alle andre dage på året er vores budskab, at kunderne skal forsøge at reducere forbruget mellem kl. 17.00 og 21.00, da det er her, der er mest myldretid i elnettet, hvor det giver mening. For eksempel er der ingen grund til at lade elbilen op lige der. Men det er også vigtigt at slå fast, at kunderne ikke skal bekymre sig om, hvorvidt der er nok elnet til både jul og nytår,” siger Cerius-Radius-direktøren.
Netselskaberne og driftsselskabet Nexel overvåger elnettet alle årets timer, og hvis for eksempel nye varmepumper eller ladebokse i løbet af året begynder at udfordre kapaciteten steder i Cerius-Radius’ elnet, så sørger selskaberne for at investere i forstærkninger og udbygninger i god tid inden, at kunderne oplever udfordringer.
”Vi er alle dybt afhængige af strøm, og der har vi som netselskaber en vigtig opgave i hele tiden at fremtidssikre elnettet og muliggøre denne del af den grønne omstilling, mens vi alle fortsat har en høj forsyningssikkerhed. Den udvikling er kun lige startet, og vi kigger ind i et strømforbrug, der vil fordobles frem mod 2030. Derfor kommer vi i Cerius-Radius til at skulle investere 17 mia. kr. til vedligehold, forstærkning og udbygning af elnettet frem mod 2030,” siger Jens Fossar Madsen.
Han tilføjer dog, at strømafbrydelser altid kan forekomme.
”Går strømmen, så er det ikke fordi elnettet ikke er stærkt nok, men Cerius-Radius’ elnet har 44.000 km. kabel, og desværre opstår der hver dag for eksempel skader, problemer med boligens stikledning eller tekniske fejl et eller andet sted i elnettet på Sjælland. Men ligesom alle årets andre dage, så har vi personale på vagt, der hurtigst muligt vil være på stedet og udbedre, hvis fejlen måtte opstå.”
Om Cerius-Radius
Cerius’ elnet på Lolland Falster samt Syd-, Midt- og Vestsjælland dækker ca. 25.000 km kabler og forsyner ca. 408.000 netkunder med strøm, mens Radius vedligeholder og udbygger elnettet i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland med ca. 19.200 km kabler og ca. 1.057.000 netkunder.
Kunder i Radius-området kan på netselskabets hjemmeside se, hvor meget ledig kapacitet der er i deres lokale transformerstation, selv når forbruget i nabolaget topper. Se mere her.
Kontakter
Philip OlesenCerius-Radius
Tlf:40984188pol-cerius@cerius.dkOm Cerius og Radius
Cerius og Radius driver og udvikler det elnet, som forsyner langt størstedelen af Østdanmark.
Læs mere på cerius.dk og radiuselnet.dk
Følg pressemeddelelser fra Cerius Radius
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.