Ny kampagne opfordrer flere danskere til at renovere i stedet for at rive ned og bygge nyt
Hvert år rives der ca. 1.200 boliger ned, som erstattes af nybyggeri. Det kan ofte være en belastning for klimaet og gør det sværere at komme i mål med den grønne omstilling. Derfor lancerer Social- og Boligstyrelsen sammen med Energistyrelsen nu en kampagne, der skal inspirere boligejere til at vælge renovering frem for nedrivning, når boligdrømmen skal opfyldes.
Ifølge en undersøgelse fra BUILD på Aalborg Universitet rives der årligt ca. 1.200 boliger ned, som erstattes af nye. Men ofte er det ikke nødvendigt at rive et eksisterende hus ned for at få opfyldt boligdrømmen. I mange tilfælde er det muligt at få opfyldt drømme og behov med en renovering, der samtidig er billigere og bedre for klimaet og ressourceknapheden.
Det sætter Social- og Boligstyrelsen sammen med Energistyrelsen nu fokus på i en ny kampagne. Kampagnen skal vise fordelene ved at renovere frem for at bygge nyt og inspirere flere boligejere til at vælge denne model.
”Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, er vi nødt til at fokusere mere på de valg, vi træffer, når vi skal have indfriet vores boligdrømme. Vi skal blive bedre til at udnytte de boliger, vi allerede har, frem for at rive ned og bygge nyt. Det vil medvirke til at reducere byggeriets klimaaftryk og materialeforbrug. Derfor er der brug for at gøre opmærksom på fordelene ved at renovere frem for at rive ned,” fortæller projektleder Frederik Schelle Hornnes fra Social- og Boligstyrelsen.
Konkrete eksempler skal inspirere
Som en del af kampagnen har rådgivningsvirksomheden Transition besøgt en række boligejere, som har valgt at renovere deres bolig i stedet for at bygge nyt. Boligejerne fortæller om deres behov, overvejelser og resultater. Mens eksperterne dykker ned i data fra renoveringsprojekterne og regner på, hvor stor klimagevinsten har været ved at renovere i stedet for at rive ned og bygge boligerne fra grunden. I alle tilfælde viser beregningerne markante CO2-besparelser – fra 26 pct. helt op til 63 pct. Desuden blev der genbrugt og genanvendt materialer fra det oprindelige hus i flere af renoveringsprojekterne.
De konkrete eksempler er samlet på en kampagnehjemmeside under Social- og Boligstyrelsen, hvor der også ligger andet materiale, der kan inspirere og hjælpe flere til at vælge renovering frem for nybyg. Eksemplerne udbredes desuden gennem en lang række både offentlige og private aktører, der er i kontakt med nuværende eller kommende boligejere.
FAKTA: Om kampagnen
Kampagnens formål er at få flere til at renovere frem for at rive ned og bygge nyt. Kampagnen består af 10 inspirationseksempler på familier, der har gennemført et renoveringsprojekt af forskellige typer af enfamiliehuse. Eksemplerne fokuserer både på familiernes behov og løsninger samt de klimagevinster, som renoveringerne har givet sammenlignet med nybyg. Inspirationseksemplerne er samlet på en kampagnehjemmeside, hvor der er inspirationsmateriale til nuværende og kommende boligejere, der går med overvejelser om at renovere eller rive ned.
Bag kampagnen står Social- og Boligstyrelsen og Energistyrelsen. Rådgivningsvirksomheden Transition og kommunikationsbureauet Advice har stået for beregninger og produktion af inspirationseksemplerne.
Kampagnen er en del af udmøntningen af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri.
Se mere her: www.sbst.dk/renover
Nøgleord
Kontakter
Frederik Schelle Hornnes, Specialkonsulent
E-mail: fresho@sbst.dk
Josefine Bach Sevald, Fuldmægtig
E-mail: jossev@sbst.dk
Pressetelefon: 41 93 25 48 (ikke til sms)
Følg pressemeddelelser fra Social- og Boligstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.