Danske Regioner: Vi må nytænke og fremtidssikre kollektiv trafik
17.12.2023 08:03:08 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
Det kræver nye, innovative løsninger for at styrke den kollektive trafik, mener Danske Regioner, der bl.a. peger på et stort potentiale i samkørsel og øget brug af cykler, hvor det er muligt. Et indspil med flere bud på nytænkning er på vej til regeringens ekspertudvalg for kollektiv mobilitet.
Kollektiv trafik er under voldsomt økonomisk pres på grund af stigende udgifter til brændstoffer kombineret med færre indtægter fra passagerer. Der er simpelthen ikke nok danskere, der dagligt tager bus, tog og letbane for at komme til fx job og skole, og flere steder varsles yderligere besparelser på den lokale bus.
Derfor har transportministeren nedsat et ekspertudvalg for kollektiv mobilitet, der skal se nye løsninger, der ’gør den offentlige transport mere attraktiv’, som det fremgår af regeringsgrundlaget. For at gøre sin stemme gældende i forhold til fremtidige løsninger i kollektiv trafik sender Danske Regioner nu et indspil til udvalget med et bud på nye alternative og innovative transportløsninger.
- Vi vil gerne være med til at styrke kollektiv trafik, og vi mener, det er nødvendigt at tænke nyt og anderledes, når vi skal have passagerne til at vælge den til. Fx ved at fremme samkørsel ved hjælp af ny lovgivning, så det kan betale sig at tage nogen med sig i bilen. Men det kunne også være at bruge cyklen til strækninger inden for en rækkevidde på fem til ti km, hvis det er muligt. Det skal være muligt at bo i alle egne af Danmark og stadig have muligheden for at blive transporteret rundt af kollektiv trafik i bred forstand, lyder det fra formand for regionernes udvalg for regional udvikling og EU, Anders G. Christensen.
Regionerne arbejder dagligt på at styrke de regionale hovednet – altså hurtige busser, regionaltog, lokaltog og letbane på tværs af kommuner – så studerende og ansatte kan komme hurtigt til og fra uddannelse og arbejde. De regionale hovednet udgør dermed rygraden i den regionale og lokale kollektive trafik, og rutenet og service skal løbende tilpasses og moderniseres for at få enderne til at passe.
Regionale hovednet er vigtig prioritering
Regionerne mener derfor, at det er vigtigt at prioritere de regionale hovednet, da de spiller en hovedrolle i transportmønstret i Danmark. De er også med til at transportere passagerer frem til de statslige jernbaner, så det er muligt at rejse på tværs af landet.
Men ikke alle steder er det muligt at blive dækket ind af en lokal bus eller et regionaltog. Her har nye transportløsninger, som fx samkørsel, et stort potentiale i at kunne supplere og blive en del af den kollektive trafik – også i yderområder.
Vejdirektoratet har opgjort, at der i snit er 1,08 person i bilen, når vi pendler, og dagligt er der 14 mio. tomme bilsæder på vejene. Her foreslår Danske Regioner, at chaufføren kan modtage betaling, der ligger ud over de marginale omkostninger for turen. Det kan bidrage med nye transportkorridorer, der kan supplere vores nuværende bus og tog. Men det kræver ny lovgivning på området.
Flere kunne cykle
Som et andet bud på nytænkning peger regionerne på cyklisme, der også har stort potentiale. Ifølge en undersøgelse på SDU har 7-800.000 pendlere cykelpotentiale, defineret som 1-5 km på cykel eller 6-15 km på elcykel til arbejde eller uddannelse.
Ca. halvdelen af alle beskæftigede i Danmark har under 10 km til arbejde.
Men ofte er cykelinfrastrukturen ikke god nok. Her foreslår regionerne b.la. at vende blikket mod det regionale og kommunale samarbejde i supercykelstisekretariaterne i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, samt lignende samarbejder i andre regioner, hvor man samarbejder om at anlægge sammenhængende cykelinfrastruktur.
Indspillet fra regionerne er netop sendt afsted til regeringens ekspertudvalg for kollektiv mobilitet.
- Vores håb er, at regeringen tager vores anbefalinger fra indspillet med sig i sit arbejde. Kollektiv trafik i snæver forstand må rekonstrueres til kollektiv trafik i bred forstand - så den passer til alle dele af landet, så man med tog, bus, samkørsel, elcykel og cykel mv. kan komme frem til sit job og uddannelse, uanset hvor man bor, siger Anders G. Christensen.
FAKTA:
SDU-undersøgelsen: Pendlere med stort cykelpotentiale | Cykelfremmekortet (vd.dk)
FRA INDSPILLET OM:
Samkørsel:
- Potentialet for samkørsel er stort – men endnu uforløst i Danmark. Ifølge Vejdirektoratet er der i gennemsnit 1,08 person i hver bil, når vi pendler. Det vil sige, at der dagligt er 14 mio. tomme bilsæder i trafikken.[1] Det bidrager til trængsel, klimabelastning og økonomisk tab for både bilisterne og samfundet. Mobilisering af tomme bilsæder via samkørsel har potentiale til at supplere og blive del af den kollektiv trafik – særligt i yderområderne.
- Der skal etableres hjemmel til, at det offentlige kan understøtte samkørsel, og chaufføren kan modtage en betaling, der ligger ud over de marginale omkostninger for turen.
- Det skal gøres lettere at få godkendt samkørselspladser – fx ved at en tværkommunal enhed får et koordinerende ansvar for samkørselspladser som en integreret del af arbejdet med samkørsel og parkér- og-rejs.
Cykler:
- Ca. halvdelen af alle beskæftigede i Danmark har under 10 km til arbejde. Det varierer fra 71 pct. i København til 43 pct. i Vestjylland.[2] Potentialet for cykelpendling er altså stort. Ifølge SDU har 7-800.000 pendlere cykelpotentiale, defineret som 1-5 km på cykel eller 6-15 km på elcykel til arbejde eller uddannelse.[3]
- Cykelpendling på tværs af kommuner kan være udfordret af, at cykelinfrastrukturen ikke er sammenhængende på tværs af kommuner og kan have varierende kvalitet og sikkerhed.[4]
- Regionerne har fokus på at fremme sundhed, aktiv mobilitet og cyklisme. Staten har med Infrastrukturplan 2035 afsat en pulje på 3 mia. kr. til at fremme cyklisme frem mod 2035 – herunder med øget støtte ved tværkommunale ansøgninger. Begge dele understøtter cyklismen og cykelinfrastrukturens mange fordele:
- Tilbringertrafik: Cyklisme kan fungere som tilbringertrafik til det statslige og regionale hovednet, og dermed bringe borgerne tættere på den kollektive transport.
- Trængsel: Cyklisme reducerer trafikbelastningen og forbedrer trafikflow.
- Miljø- og klima: Hvis bilen erstattes med en cykel, reduceres luftforurening og CO2-udledning.
- Sundhed: Cyklisme reducerer sygedage og forekomsten af fedme, diabetes og hjertesygdomme.
- Trafiksikkerhed: Mere cyklisme øger opmærksomheden på trafiksikkerhed, og cyklister udgør en mindre fare for andre trafikanter end bilister.
- Økonomi: Det er beregnet, at en km. cykelsti i København har en årlig værdi på knap 3 mio. kr.[5]
[1] Der er alt for mange solobilister i Danmark | Vejdirektoratet
[2] Der er brug for sikre cykelstier i hele landet.pdf
[3] Ingeniøren – Mobilitytech, 31.5.2023: Hvorfor vælger 700.000 danskere at lade cyklen stå?
[4] Ingeniøren – Mobilitytech, 4.8.2023 Supercykelstierne får flere til at cykle på arbejde
[5] Fosgerau, Mogens et.al (2023), Bikeability and the induced demand for cycling, PNAS - Bikeability and the induced demand for cycling | PNAS
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Vedhæftede filer
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Danske Regioner fremtidssikrer Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket9.4.2026 06:39:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioner har besluttet at overtage driften af de to ordninger fra 1. januar 2028. Det får ikke nogen praktisk betydning for hjerteløberne eller ejere af hjertestartere registreret i netværket, men betyder, at ordningen overgår fra TrygFonden til regionerne.
Anders Kühnau på regionernes topmøde: Vi har vendt udviklingen i sundhedsvæsenet26.3.2026 10:29:51 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsvæsenet står stærkt før sundhedsreformen. Ventetiderne er faldet, rekrutteringen er stærkt forbedret og de danske hospitaler er blandt de bedste i verden, siger Anders Kühnau i sin tale på regionernes politiske topmøde.
Danske Regioner til den kommende regering: Vi har brug for en national råstofstrategi nu!26.3.2026 07:15:19 CET | Pressemeddelelse
Regionerne vil sende 10 anbefalinger til den kommende miljøminister. Danske Regioner forslår blandt andet, at det skal gøres mere attraktivt at genanvende materialer frem for at bruge nye råstoffer. Og at naboer til råstofgrave skal kompenseres økonomisk.
Danske Regioners Topmøde har fokus på balancen mellem land og by25.3.2026 11:34:53 CET | Pressemeddelelse
Når Regionernes Politiske Topmøde slår dørene op to dage efter folketingsvalget, står Danmark med et nyt politisk landskab. Hvilke signaler har valgkampen sendt om balancen mellem land og by? Og blev udfordringerne med lægedækning, demografi og sammenhængskraft adresseret tydeligt nok? Det og meget andet er til debat, når Regionernes Politiske Topmøde løber af stablen i Aarhus torsdag den 26. marts.
Kunstig intelligens kan frigøre tid til behandling af patienter25.3.2026 07:22:56 CET | Pressemeddelelse
Regionerne er i gang med at udvikle en løsning med kunstig intelligens, der kan hjælpe med dokumentation i sundhedsvæsnet. I Region Syddanmark er personalet med til at skræddersy løsningen, der kan frigøre mere tid til patienter i fx psykiatrien. Næstformand i Danske Regioner ser mange perspektiver, og ledende overlæge hilser kunstig intelligens velkommen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum