Kunstig intelligens gør hverdagen lettere for øjenlæger
15.12.2023 11:59:46 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Et øget behov for øjenlæger gør det oplagt at bruge kunstig intelligens til rutineopgaver – og det kan ifølge SDU-professor Jakob Grauslund blive en stor succes.
I 2022 var mere end 700.000 personer i Danmark ved øjenlæge. Samtidig er der også mangel på øjenlæger. Øjenlægerne har altså behov for hjælp, og dette er nu muligt ved hjælp af kunstig intelligens.
- Den type kunstig intelligens, vi bruger, bliver bedre og bedre, og det er godt, fordi det kan mindske ventetiden for patienterne, fortæller øjenlæge og klinisk professor Jakob Grauslund, Klinisk Institut, Forskningsenhed for Oftalmologi på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
Han er leder af forskningsenheden på Øjenafdelingen på Odense Universitetshospital (OUH). Øjenafdelingen på OUH er en af 13 øjenafdelinger på sygehusene. Øjenafdelingerne tager sig af de patienter, som har mere alvorlige øjensygdomme end dem, de 157 privatpraktiserende danske øjenlæger behandler.
Personer med diabetes skal regelmæssigt have tjekket deres øjne, og med kunstig intelligens er der hjælp at hente for de travle øjenlæger. De kan spare tid ved at lade kunstig intelligens klare nogle af deres opgaver, så de får mere tid til patienterne.
Øjet bliver undersøgt ved hjælp af billeder og scanninger
Undersøgelser af øjnene sker typisk ved, at lægerne ser på billeder af øjet. Her ser de for eksempel efter om der kan være blødninger eller væske inde i øjet. Det betyder altså, at billeder og scanninger af øjet er en stor del af udredningen og opfølgningen på, hvor godt øjet har det.
Hidtil har det været en øjenlæge, som har set billederne af øjet igennem, men den del kan kunstig intelligens nu stå for. Den automatiske billedanalyse med kunstig intelligens er så god, at den nu kan matche eller endda overgå den menneskelige.
Det skyldes for eksempel Deep Learning, som er det nyeste inden for kunstig intelligens. Deep Learning kræver ikke en programmering, men blot en meget stor mængde billeder med det, den kunstige intelligens skal lede efter. Det betyder, at man viser computeren en lang række billeder med det, lægen ser efter. Det kunne for eksempel være: Er der blødning i øjets nethinde – ja eller nej?
Er på niveau med en speciallæge
Ved at vise computeren rigtig mange billeder, bliver computeren til sidst i stand til at se, om der er en blødning i nethinden.
Det svarer faktisk til det, menneskets hjerne gør, når vi lærer noget. Jo flere gange vi ser noget, jo bedre bliver vi med tiden i stand til at vurdere det.
- En del af de undersøgelser vi nu kan lave ved hjælp af kunstig intelligens, er faktisk så gode, at de er på niveau med dem, en speciallæge i øjensygdomme kan lave, fortæller Jakob Grauslund.
Tværfagligt samarbejde
Selvom de analyser, som nu kan laves med kunstig intelligens, er gode, bliver Jakob Grauslund og hans kolleger ved med at udvikle metoderne.
- Vi har et rigtig godt forskningssamarbejde med forskerne på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Det Tekniske Fakultet på SDU. De forstår alt det tekniske, mens vi bidrager med det sundhedsfaglige, fortæller Jakob Grauslund.
Nøgleord
Kontakter
Marianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkNana Olejank HansenKommunikationsmedarbejder Klinisk Institut/Institut for Regional Sundhedsforskning
Tlf:65 50 30 64Tlf:22 78 84 75nolejank@health.sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skjult netværk af mikrober kan drive metanproduktion i havbunden24.3.2026 11:21:06 CET | Pressemeddelelse
Ny opdagelse: Hidtil ukendte mikroorganismer bruger naturligt forekommende ledende partikler til at producere metan i kystsedimenter. Denne oversete mekanisme kan være med til at forklare nye måder, hvorpå drivhusgasser dannes under havbunden.
Danmarks eneste master i arbejdsmiljøledelse bliver nu endnu mere fleksibel23.3.2026 08:26:52 CET | Pressemeddelelse
Fremover bliver det endnu lettere at kombinere fuldtidsarbejde med masteruddannelsen i arbejdsmiljøledelse på SDU. For eksempel kan man tage uddannelsen over op til seks år, ligesom mere af undervisningen bliver virtuel.
Rune Lykkeberg og Finn Collin modtager filosofipriser20.3.2026 08:26:55 CET | Pressemeddelelse
Redaktør Rune Lykkeberg og professor Finn Collin modtager i dag Dansk Filosofisk Selskabs hæderspriser ved selskabets årsmøde i Aarhus.
SDU med i nyt globalt initiativ som vil gøre software og AI matematisk sikre19.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet og professor Fabrizio Montesi fra Centre for Formal Methods and Future Computing har ledende rolle i nyt internationalt initiativ, der placerer universitetet centralt i udviklingen af fremtidens fundament for software og kunstig intelligens. Projektet CSLib skal udvikle en fælles, formel infrastruktur til softwareudvikling.
Ny fellow på SDU bliver livline til lokaljournalistikken18.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
AI, ressourceknaphed og borgerinddragelse: Ny SDU-Fellow Kasper Frandsen skal gå lokaljournalistikken efter i sømmene og udvikle ny værktøjskasse med fremtidens redskaber.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum