Den A.P. Møllerske Støttefond støtter ny multihal i udsat boligområde med historisk stor bevilling
Tingbjerg kan se frem til en ny multihal med en historisk stor donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Samtidig vil Københavns Kommune løfte Tingbjerg Idrætspark, og på den måde bliver området et nyt og moderne idrætscentrum for alle københavnere og et nyt venue til kulturevents.

En ny, stor multihal med potentiale til at blive et nyt arkitektonisk vartegn for Tingbjerg er på vej til København. Multihallen kommer til at rumme mange funktioner til gavn for områdets borgere og københavnerne i bred forstand.
Det vil koste i omegnen af 500 millioner kroner i 2023-priser at opføre multihallen, og Den A.P. Møllerske Støttefond bidrager med 400 millioner kroner til byggeriet. En historisk stor enkeltstående donation. Københavns Kommune vil stille det resterende beløb til rådighed.
Den A.P. Møllerske Støttefonds formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla siger:
”Det er Fondens ønske, at den kommende multihal vil blive til gavn for det lokale idræts- og kulturliv i Tingbjerg, men også at multihallen skaber nye attraktive rammer for aktivitet og samvær, som vil tiltrække mennesker fra hele København. Og dermed skabe en udvikling i området, som vil være til glæde for hele hovedstaden”.
Tingbjerg er efter flere års udfordringer atter en bydel i positiv forandring med blandt andet nye boliger, butikker og daginstitutioner.
I de kommende år forventes op mod 3.000 nye indbyggere i Tingbjerg, og Københavns Kommune gennemfører et løft af infrastrukturen i området.
Tingbjerg blev sidste år taget af regeringens liste over udsatte boligområder, og det er meningen, at multihallen skal være med til at åbne bydelen for andre københavnere til sportslige og kulturelle aktiviteter.
Omkring den nye hal vil Københavns Kommune bidrage med et løft af Tingbjerg Idrætspark. København mangler i høj grad idrætsfaciliteter, og den nye hal vil tilføre tiltrængt idrætskapacitet til byen.
Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) siger:
”På Københavns vegne vil jeg gerne sige tusind tak for den store donation til en multihal i Tingbjerg. Den vil være en vigtig del af byudviklingen og være med til at videreudvikle lokalområdet og løfte hele hovedstadens idræts- og kulturfaciliteter. Multihallen bliver et unikt og åbent sted for alle københavnere, de mange lokale foreninger og byens gæster. Den vil være med til at understøtte fællesskaber og skabe sammenhængskraft, der er så vigtigt for et byområde. Hallen skal bruges hver dag, være fyldt med liv og give noget til bydelen, og så kan den også lejlighedsvis bruges til store begivenheder som et VM i håndbold og koncerter. Derudover er mit håb, at vi også kan sikre passagergrundlag til en udvidelse af metroen.”
I det nye år udskrives der en arkitektkonkurrence, og der igangsættes en visionsproces, hvor bl.a. lokalområdet, foreninger og eksperter kan komme med input til, hvad multihallen skal kunne.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (A) siger:
”Kultur og idræt skal være for alle og ud i alle bydele i København. Vi nåede sidste år en vigtig milepæl, da Tingbjerg kom af statens liste over parallelsamfund. I næste års budget investerer vi massivt i de københavnere, der bor i området. Og med Den A.P. Møllerske Støttefonds multihal kan vi tage det næste store skridt på vejen mod det nye Tingbjerg. Som overborgmester vil jeg gerne sige tak for det stærke partnerskab med fonden og den generøse donation. Multihallen vil blive et fantastisk aktiv for lokalområdet og for hele København.”
Fakta
Om multihallen
- Multihallen bliver ca. 12.000 m2. Den præcise placering er endnu ikke besluttet udover, at den skal ligge i Tingbjerg Idrætspark.
- Multihallens funktioner og faciliteter besluttes efter dialog med københavnerne. Hallen skal bl.a. rumme:
- Idrætsfaciliteter, som alle københavnere og ikke mindst lokale foreninger i Tingbjerg kan bruge.
- Faciliteter til selvorganiseret idræt.
- Omklædning og badefaciliteter.
- Plads til cafe og foreningslokaler.
- Mulighed for at afvikle sports- og kulturbegivenheder med publikumspladser.
- Sammen med etableringen af hallen gennemføres et gennemgribende løft af de udendørs faciliteter i Tingbjerg Idrætspark.
- Hallen skal være et nyt vartegn for Tingbjerg med en høj arkitektonisk kvalitet. Den A.P. Møllerske Støttefond udskriver en arkitektkonkurrence, hvor også lokalområdet, foreninger og eksperter vil blive inddraget i forarbejdet. Områdets grønne karakter bliver bevaret, og bygningen opføres med fokus på klima og bæredygtighed.
Økonomi
- Multihallen forventes at koste op til 500 mio. kr. Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 400 mio. kr. til opførslen, hvoraf en del af beløbet er afsat til at sikre en særlig høj arkitektonisk og bygningsmæssig kvalitet med fokus på bæredygtighed.
- Københavns Kommune har i Overførselssagen 2023 allerede afsat 101 mio. kr. i en pulje til nye idræts- og kulturfaciliteter, og har i Budget 2024 afsat yderligere 100 mio. kr. til samme formål.
- Københavns Kommune finansierer de nye udendørs idrætsfaciliteter og et generelt løft af Tingbjerg Idrætspark i tilknytning til multihallen.
- Multihallen skal anlægges af en selvstændig byggefond og forventes åbnet i 2029.
Baggrund: Idrætsfaciliteter i Københavns Kommune
- Ifølge Idrættens Analyseinstitut er der i gennemsnittet tre-fire gange så mange indbyggere pr. idrætsfacilitet i hovedstaden som på landsplan.
- Efterslæbet betyder, at ventelister har været et problem i København i mange år.
- Udfordringen forstærkes af, at Københavns Kommune og de omkringliggende kommuner oplever en markant befolkningsvækst. Fra 1995 til 2022 er Københavns Kommune vokset fra 471.300 borgere til 644.425 borgere. Ser man fremad, ventes befolkningstallet at stige med yderligere 8.000 borgere om året de næste 10 år.
Dækning af idrætsfaciliteter i Københavns Kommune
Facilitetstype | Landsgennemsnit (borgere pr. facilitet) | Københavns Kommune (borgere pr. facilitet) |
Store idrætshaller (20 X 40 meter) |
3.497 | 12.762 |
Halbaner | 3.638 | 15.193 |
Udendørs fodboldbaner |
1.271 | 5.146 |
Svømmehaller (pr. svømmebassin) |
6.854 | 14.839 |
Kilde: Facilitetsdatabasen, Idrættens Analyseinstitut
Baggrund: Udviklingsplanen for Tingbjerg
- Tingbjerg blev anlagt som en moderne bydel mellem 1959 og 1971, men har i en periode været en af de mest udsatte bydele i København.
- Tingbjerg er i dag inde i en positiv udvikling og på vej til at blive en blandet bydel.
- Tingbjerg blev taget af regeringens parallelsamfundsliste den. 1. dec. 2022, og der er vedtaget en langsigtet udviklingsplan for bydelen.
- Hovedgrebene i udviklingsplanen er at skabe bedre sammenhæng mellem bydelen og resten af København samt at supplere den almene bebyggelse med over 1.000 nybyggede private boliger, som på sigt kommer til at udgøre en tredjedel af samtlige boliger i bydelen.
- Københavns Kommune investerer samlet mellem 0,5 – 1,0 mia. kr. i et løft af skoler, daginstitutioner, infrastruktur og nye boliger. Før fondsdonationen indbefattede løftet ikke kultur- og fritidslivet.
- Udover arkitektkonkurrencen og borgerdialogen skal der indledes en proces om rammerne for byggeriet, da Tingbjerg Idrætspark indgår i Fingerplan 2019.
Kontakter
Pressekontakt Kultur- og Fritidsforvaltningen(modtager ikke SMS)
Tlf:33662345Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressechef Thomas Søie Hansen
Tlf:2052 9786Billeder
Om Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Borgmester vil have københavnere og turister til at bruge byen mere i vintermånederne25.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vinteren i København er meget mere end mørke og kulde. Det vil kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) nu have sat fokus på med en ny vinterfestival, der skal indeholde vinteraktiviteter for både lokale og turister. Et flertal på rådhuset har afsat 250.000 kroner til at afdække muligheden.
Orienteringsløb i Valby og ungdomsbowling i Bellahøj: Skole OL inspirerer til nye idrætstilbud24.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Skole OL er vendt tilbage til København, og det har skabt interesse for nye lokale initiativer inden for nicheidrætten. I Valby har en helt ny orienteringsklub set dagens lys, og i Grøndal Multicenter i Bellahøj er flere bowlingklubber gået sammen om en ny ungdomsforening.
Hvilket nybyggeri fortjener københavnernes hyldest? Stem på din favorit nu22.4.2025 11:45:47 CEST | Pressemeddelelse
En metroline, en kontorbygning, en park og et dansecenter er alle med i konkurrencen om Publikumsprisen, når Københavns Kommune præmierer årets nybyggerier. Du kan være med til at bestemme, hvilket nybyggeri, der giver mest værdi til København – afstemningen er skudt i gang.
50.000 københavnere skal spørges: Københavns Kommune undersøger frivilligheden i idrætslivet21.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan og hvor meget engagerer københavnerne sig frivilligt i byens mange idrætsforeninger og idrætstilbud? Det skal en ny stor undersøgelse afdække, når Københavns Kommune i 2025 tager temperaturen på frivilligheden i København
Sjov, fællesskab og nye oplevelser: FerieCamp inviterer til aktiviteter i påsken4.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 12.-19. april afholdes der igen FerieCamp med en uge fyldt med gratis oplevelser for børn og unge. Uanset om du er til sport, dans eller kreativ udfoldelse, er der masser af muligheder for at prøve noget af og måske møde nye venner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum