Myte at skræddersyet behandling sparer penge

Viden om den enkelte patients arvemasse gør det i princippet muligt at lave effektiv skræddersyet behandling – også kendt som personlig medicin. Men der er ikke belæg for, at personlig medicin samtidig kan spare ressourcer i sundhedsvæsenet, som repræsentanter for medicinalindustrien og forskere på feltet ofte hævder. Tværtimod er der en stor ekstraregning på vej. Det påpeger forskere på Københavns Universitet i samarbejde med kolleger i Østrig og USA.

”Personlig medicin bliver kraftigt oversolgt på mange områder. I teorien kan man spare ressourcer ved at skræddersy behandlinger. Men hvis man ikke indretter sundhedssystemet og prismodellerne rigtigt, kan personlig medicin tværtimod betyde øgede udgifter,” siger lektor Sara Green, Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet.

”Samtidig kan vi se ud fra især amerikanske erfaringer, at personlig medicin øger uligheden i adgang til sundhedsydelser. Visse behandlinger er nemlig så dyre, at de kun er tilgængelige for borgere med mulighed for at tegne meget dyre sundhedsforsikringer.”

Øger uligheden i sundhed

Sammen med østrigske og amerikanske forskere har Sara Green og hendes kolleger sammenlignet den personlige medicins indtog i Danmark, Østrig og USA. Fordi de tre lande har meget forskellige sundhedssystemer, er der forskel på, hvem der får gavn af de nye behandlinger.

”Udviklingen er tydeligst i USA, som har et meget privatiseret sundhedsvæsen. Men der er ingen tvivl om, at det samme er på vej i Danmark og Østrig. Ganske vist modtager vi ikke en regning, når vi har fået en behandling på sygehuset. Men nogle behandlinger vil være for dyre til, at det offentlige kan tilbyde dem. Det kan udløse pres på sundhedssystemet og skabe et større marked for private sundhedsforsikringer og behandlinger på privathospital. Det betyder mere ulighed,” forklarer Sara Green.

Argumentet om, at personlig medicin skulle spare penge, knytter sig til, at den kan være mere effektiv. Lad os sige, at en bestemt behandling er gavnlig for 80 % af patienterne med en given sygdom, mens resten af patienterne ingen effekt oplever. Hvis lægerne ikke ved, hvilke patienter, der vil have gavn af behandlingen, er de nødt til at give den til alle. Det er et spild af ressourcer, som kan undgås, hvis en genetisk test kan udpege de 20 %, som skal tilbydes en anden behandling.

”Ud over spildet af ressourcer ved at give medicin til patienter, der ikke har gavn af den, så vil der ofte være bivirkninger af medicinen. Og hvis vi kun godkender medicin, som den gennemsnitlige patient har gavn af, så udelukker vi måske behandlinger, som er meget effektive for bestemte patienter. På den måde rejser personlig medicin en meget relevant kritik af traditionel medicin. Men kæden hopper af, når fortalerne for personlig medicin tager det som en selvfølge, at vi kommer til at spare ressourcer i sundhedsvæsenet. Faktisk er det mere sandsynligt, at udgifterne stiger, fordi behandlinger til mindre grupper af patienter kommer med et højere prismærke,” slår Sara Green fast.

Personlig medicin udfordrer solidariteten

Et eksempel fra Norge illustrerer problemet. En kræftpatient fik afslag fra den norske sundhedsstyrelse (Helsetilsynet) på en meget dyr behandling med den begrundelse, at behandlingen var eksperimentel og der var ikke dokumentation for, at den virkede. Patienten købte sig derfor til behandlingen på et privathospital. Det viste sig, at behandlingen havde en positiv effekt for patienten. Den norske sundhedsstyrelse godkendte derefter, at patienten kunne få fortsat behandling i det offentlige betalt.

”Eksemplet viser, hvordan personlig medicin udfordrer lige adgang til sundhedsydelser selv i et offentligt baseret sundhedssystem. Hvis patienten ikke havde haft råd til at betale for behandlingen, kunne han ikke have fremskaffet den dokumentation, der gav ham adgang til behandling i det offentlige system,” siger Sara Green og tilføjer:

”På den måde kan personlig medicin rokke ved den solidaritet, som det offentlige sundhedssystem hviler på. Man åbner for en kamp om, hvilke behandlinger, der skal tilbydes.”

Det hører med til billedet, at personlig medicin sjældent er en mirakelkur. I det norske eksempel vandt patienten nogle ekstra måneder uden forværring af sygdommen, men han blev ikke rask.

”Det er naturligvis svært at sætte en værdi på nogle ekstra måneder af en persons liv. Politikerne står med et vanskeligt valg. De har ikke lyst til at nægte borgere at få bestemte behandlinger. Men samtidig må man holde nyttevirkningen ved nogle ekstra måneders levetid for en enkelt patient ved en meget specialiseret, dyr behandling op imod, at der for eksempel har manglet ressourcer til at gennemføre standard kirurgi for mave-tarmkræft i det offentlige, danske sundhedsvæsen,” siger hun.

Når raske mennesker går til lægen

Også på en anden måde vil personlig medicin udfordre sundhedsvæsenet, mener Sara Green:

”I den første nationale strategi for personlig medicin var der store forventninger til bedre forebyggelse af sygdomme gennem kortlægning af risikoprofiler for borgere. Men det kan også give bagslag. Når man kortlægger arvemassen hos raske mennesker, vil det stort set altid vise sig, at de har risiko for at udvikle forskellige sygdomme.”

Dertil kommer, at mange af os går rundt med armbåndsure, som måler puls og mange andre sundhedsparametre.

”Folk får stadig flere data om deres egen sundhedstilstand. Det vil betyde, at de oftere går til deres læge. Men langt fra alle vil have gavn af tiltag, der skal forebygge sygdom,” siger hun.

Salgsargumentet bag de bærbare sensorer er det samme som for den personlige medicin: risikofaktorer bliver afsløret tidligt, sygdomme forebygget, og sundhedsudgifterne falder. Men så let er det ikke i praksis, siger Sara Green:

”Der er ingen dokumentation for, at det samlet set forebygger sygdomme at teste raske personer for alle mulige risikofaktorer. Ganske vist vil der blive fanget sygdom i opløbet hos nogle, men det skal holdes op mod risikoen for at overdiagnosticere og overbehandle andre, som på trods af risikofaktorer aldrig ville have fået den pågældende sygdom. Samtidig skal vi huske på, at der er knaphed på læger og andre uddannede fagpersoner i det danske sundhedsvæsen. Derfor er vi nødt til at tænke os rigtig godt om. Ellers kommer den personlige medicin til at vælte sundhedssystemet.”

Den videnskabelige artikel om personlig medicins indtog i Danmark, Østrig og USA hedder ”Precision medicine and the problem of structural injustice”. Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet ”Medicine, Health Care and Philosophy”, Springer.

Om personlig medicin

I årene 1990-2003 blev det Humane Genom projekt gennemført med deltagelse af tusindvis af forskere fra hele verden. Projektet kortlagde samtlige menneskets gener. Derved har forskerne fået mulighed for at afdække afvigelser hos enkelte personer. I nogle tilfælde er det muligt at koble afvigelserne sammen med øget risiko for bestemte sygdomme, og i nogle tilfælde kan man sige, om personen vil have gavn af en given behandling eller ikke. Det har affødt den store interesse for personlig medicin.