Debat: Mindst tre ting skal ændres, for at socialt frikort kan blive en succes

Forsøgsordningen med socialt frikort er blevet forlænget med foreløbigt to år. Desværre er frikortet født med en række børnesygdomme, som bør ryddes af vejen.

Af senionrkonsulent Anette Hansen, Cabi - Dette debatindlæg er bragt i Danske Kommuner 11. marts 2021

Kort før jul kunne et bredt flertal i Folketinget give hinanden håndslag på at forlænge ordningen med det sociale frikort for endnu to år. Aftalen indeholder desuden en plan om, at rammerne omkring frikortet skal justeres de følgende to år. Det er en god nyhed, for det sociale frikort giver særligt socialt udsatte mulighed for skattefrit at tjene 20.000 kr. om året og uden at blive trukket i sociale ydelser.

Mindst ligeså vigtigt er det, at det giver mennesker, som i årevis har været parkeret på kanten af samfundet, muligheden for at bidrage. Mærke glæden ved at være en del af et arbejdsfællesskab og føle, at de kan noget. Man skal ikke møde ret mange frijobbere for at opleve, hvor stor en forskel, det kan gøre for nogle af de mest udsatte i vores samfund.

Men selvom det sociale frikort er et godt initiativ, indeholder ordningen desværre også en række udfordringer, der bør tages hånd om hurtigst muligt. Her er tre af dem:

1: Kommunerne skal forpligtes til at yde en indsats.

Kommunerne har intet ansvar for at hjælpe frijobberne med at finde arbejde. De skal selv skaffe sig job, og her taler vi altså om mennesker, der i de fleste tilfælde har stået uden for arbejdsmarkedet i årevis. Det er de færreste, som har et brugbart netværk til at finde job, og fra kommunal side er der mange steder ikke nogen nævneværdig hjælp at hente for frijobbere i forhold til at få kontakt til virksomheder. Medmindre der for eksempel er en særlig fondsfinansieret indsats lokalt som på Vesterbro i København. Derfor bør kommunerne forpligtes til at yde en indsats.

2: Frikortet er i konkurrence i med andre ordninger.

I beskæftigelsessystemet bliver kommunerne målt og vejet på, hvor mange borgere der kommer i beskæftigelse. Lever kommunerne ikke op til beskæftigelsesministeriets krav til resultater, kan de i yderste konsekvens blive sat under administration.

Men fordi det sociale frikort hører under en social indsats, tæller borgere, som arbejder i frijob, ikke med i opgørelserne over borgere, der kommer i beskæftigelse. Derfor har jobcentrene ikke noget økonomisk incitament for at hjælpe borgere til at bruge deres sociale frikort. En indlysende løsning er at lade borgere, som arbejder på socialt frikort, tælle med i opgørelserne af resultater – for det er reelt arbejde til reel løn, og det vil anspore jobcentrene til at gøre en indsats.

3: Virksomheder har svært ved at håndtere lønudbetalingen.

I et gennemreguleret og systematiseret samfund, hvor skat, moms, løn til medarbejdere og meget andet kører gennem bogføringssystemer, giver det kvaler i virksomhederne, når noget stikker ud fra normen. For hvordan udbetaler man løn til en medarbejder, hvor der ikke skal betales skat? Det er en udfordring, som gør, at nogle virksomheder giver op på forhånd. Frikortet er et godt initiativ, som kan betyde en stor forskel for nogle af samfundets mest udsatte. Desværre bliver det brugt alt for lidt, og ofte er det bureaukratiske mangler, der står i vejen.