Cabi

Kønnet er vigtigt, når sårbare unge mænd skal åbnes op og hjælpes videre

Del

Unge mænd er i højere grad end kvinder udfordret af isolation og svære følelser. Nyt projekt viser, at rene mandegrupper kan fungere som en nøgle til at få dem videre i livet.

Denne artikel er særligt til myndighedspersoner i den kommunale beskæftigelsesindsats.

Det føles rart at snakke med ligesindede, som forstår en. Mænd, som kæmper med det samme som dig selv, og som lytter. Det fortæller 29-årige Thomas, der sidste år sad i naturen uden for Aarhus og for første gang i sit liv talte om svære følelser med andre mænd. Her var han en del af beskæftigelsesprojektet Fodfæste gennem naturen.

“Jeg har tidligere været på ADHD-kursus, hvor jeg var den eneste mand, den eneste under 30 år og den eneste uden børn og familie. Så her var det rart at snakke med nogle, der er ligesom mig, og som er blevet udredt sent i livet. Og folk var meget åbne. Det var fedt,” fortæller Thomas.

Fodfæste gennem naturen er et beskæftigelsesprojekt designet til unge mænd, hvor fysiske, psykiske og ofte sociale udfordringer står i vejen for at få dem ind i kommunernes beskæftigelsesforløb. De er ofte ensomme og marginaliserede og i riskozonen for aldrig at komme i gang med uddannelse eller arbejde. En kedelig udvikling som kun blev forstærket med nedlukningen af samfundet under coronapandemien.

De unge mænd har svært ved at være en del af samfundet, fordi de ikke selv føler, at de kan leve op til de forventninger, som samfundet har til dem. Thomas siger, at han godt kan være nervøs for at tale med en kvinde i byen, fordi han er bange for at sige noget forkert og blive misforstået. Og i den offentlige debat er der ofte fokus på kvinderne, mens mændene ender som skurke, føler han.

“Der er mange problemstillinger for mænd, som sjældent bliver talt om og gjort nuanceret, og det er svært at række hånden ud, når man ikke bliver opfordret til det eller får hjælp. Så når folk spørger, hvordan jeg har det, siger jeg altid bare “fint”, og så trækker jeg mig. Når jeg har det svært, distraherer jeg mig selv,” forklarer Thomas og fortæller, at det foregår foran computeren.

Computeren er en udbredt løsning, når unge mænd klarer sig igennem de svære følelser, fortæller Anne Brændbyge, seniorkonsulent fra Cabi. De isolerer sig på værelset eller i lejligheden, hvor de lever usundt, og hvor flere forsøger at dulme de svære følelser med alkohol og hash. Tendensen er langt mere udbredt hos unge mænd end kvinder.

Det er også derfor, at Cabi for første gang har valgt at være med i et kønsopdelt projekt. Med fysisk udfoldelse i naturen, samtaler rundt om bålet og fællesskabet som løftestang var målet at få dem nærmere uddannelse og arbejdsmarkedet.

“Med Fodfæste gennem naturen har vi forsøgt at skabe noget, hvor de unge mænd kan arbejde med fortællingen om, hvad der er den ”stærke” og ”rigtige” mand og få dem til at se, at der også er en plads til dem i samfundet og på arbejdsmarkedet,” siger Anne Brændbyge og uddyber:

“De har spejlet sig i hinanden og mødt virksomheder og rollemodeller. De har været en del af fællesskabet med andre mænd, og de har set og hørt, at de ikke er alene.”

Maskulin energi

Fodfæste gennem naturen opstod som et samarbejde mellem Cabi og organisationerne Mandefællesskaber, DareGender og Aarhus Kommune. DareGender gjorde opmærksom på de unge mænd, der lever på kanten og uden for fællesskaberne, og mens der eksisterer nogle tilbud udelukkende til kvinder, er det langt mere sjældent med tilbud kun henvendt til mænd.

Og det er en skam, for når mænd kun er sammen med mænd, kan de nemmere åbne op og rykke rammerne for, hvad det vil sige at være mand. Det skal være muligt at være mand på mange forskellige måder, fortæller Steffen Nørgaard Mikkelsen, mandegruppe-facilitator fra DareGender.

“Mange spørger, hvorfor vi ikke kan blande kønnene, men det særlige ved mandegrupper er, at de sætter en særlig ramme, hvor det er okay at tale med andre mænd om problemer. At man godt kan være maskulin og tale om følelser,” siger Steffen og fortsætter:

“I mandegrupperne er der en form for maskulin energi, som vil blive udfordret, hvis man blander mænd og kvinder. Mænd kan opleve særlige forventninger til deres rolle som mand, og det kan være svært for kvinder at sætte sig ind i, ligesom det selvfølgelig kan være svært for mænd at sætte sig ind i de forventninger, kvinder kan opleve.”

Derudover peger både DareGender og Cabi på, at nogle mænd får sværere ved at slappe af og åbne op, når det modsatte køn er til stede. Det gælder ikke mindst de unge sårbare mænd, der ofte har haft få eller ingen relationer til kvinder. Når kønnene er blandet, kan der opstå (misforståede) romancer og konkurrence mellem mænd, hvor nogle forsøger at vise et andet billede af sig selv.

“Måske er der en kvinde, som en af mændene synes er lidt pæn og interessant, og derfor vil han gerne vise den bedste side af sig selv. Han forsøger måske at være lidt mere maskulin i traditionel forstand. Og så kan det godt blive vanskeligt at åbne op og være ærlig om sine udfordringer,” fortæller Steffen Nørgaard Mikkelsen.

Tilbage hos Thomas er livet igen blevet lidt svært. Siden Fodfæste gennem naturen har han været i erhvervspraktik og er langsomt blevet sat op i timer, indtil han i dag arbejder på fuld tid. Derfor havde han også håbet, at han ville få tilbudt en læreplads, men det er endnu ikke sket, og derfor skal han måske snart til at søge job igen. Og det er han ikke ret god til, mener han selv.

“Men det har været rart at bevise, at jeg godt kan klare 37 timer. Uden problemer,” siger han.

*Thomas er ikke mandens rigtige navn, da han ønsker at være anonym.

Nøgleord

Kontakter

Dorthe Lundh
Presseansvarlig
dol@cabiweb.dk
4016 3101


Ea Nielsen
Souschef
eni@cabiweb.dk
4128 4126

Billeder

Om Cabi

Cabi er et landsdækkende non-profit videnshus, som arbejder målrettet for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes. Det gør vi ved at stille brugbar viden og operationelle værktøjer til rådighed for alle, der ønsker at fremme:

  • udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse
  • udsatte medarbejderes muligheder for at blive i deres job
  • trivsel og forebyggelse af nedslidning på arbejdsmarkedet.

Hvert år siden 2002 har Cabi også uddelt CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder. 

Udsatte unge, S'et i ESG og trivsel

Cabi bidrager til at udvikle den danske beskæftigelsesindsats, og vores mål er, at endnu flere virksomheder tager socialt ansvar. Derfor stiller vi os til rådighed for at formidle gode erfaringer, eksempler, tal og metoder til pressen for at nuancere og øge den offentlige debat om det rummelige arbejdsmarked.
Det er fx inden for temaer som: 

Følg pressemeddelelser fra Cabi

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cabi

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye