ESTECH

Dansk teknologivirksomhed klar med potentiel gamechanger i den grønne omstilling

Del

Teknologivirksomheden ESTECH i Svendborg har som de første i verden udviklet en teknologi, der kombinerer CO2-fangst med Power-to-X. Dermed er vejen banet for at kunne producere grøn brint af industriens og energisektorens drivhusgasser.

Billedet er tager fra første spadestik på anlægget hos Vandcenter Syd i marts 2023.
Billedet er tager fra første spadestik på anlægget hos Vandcenter Syd i marts 2023.

Mens hovedparten af verdens statsledere er samlet i Dubai til COP28-topmødet, fintuner den danske teknologivirksomhed ESTECH lige nu en verdensnyhed, der kan blive en potentiel gamechanger i den grønne omstilling.

Som de første i verden har ESTECH således udviklet en patenteret teknologi, CAPPOW, der kombinerer CO2-fangst med Power-to-X, så der kan produceres grøn brint og biobrændstoffer ud af den opsamlede CO2.

Teknologien er nu så gennemprøvet, at den de kommende måneder skal gøres klar til brug i et nærved-fuldskala-anlæg på VandCenter Syd i Odense, der netop er taget i brug. Målsætningen er at sælge det første anlæg i løbet af 2024.

”Der findes andre anlæg, der indfanger CO2, og der findes anlæg, der laver Power-to-X, men der er ingen andre i verden, der kan kombinere de to processer i ét og samme anlæg og med en teknologi, der er kommercielt rentabel. Derfor har vi enorme forventninger til CAPPOW, som vi tror, kan blive en nøgleteknologi i den grønne omstilling,” siger administrerende direktør i ESTECH, Søren G. Larsen.

Største anlæg i Danmark

Fangst og lagring af CO2 – også kendt som Carbon Capture Storage (CCS) - nævnes ofte som et afgørende værktøj til at nå klimamålene i både Paris-aftalen og i den danske regerings 70 procents-reduktionsmål i 2030.

Men man mangler de nødvendige storskala CCS-anlæg til at opsamle de påkrævede mængder, påpeger Søren G. Larsen. Det kan CAPPOW-teknologien bidrage med – samtidig med at man udnytter den energi, der bruges på at fange CO2’en, til at producere grøn brint uden brug af skadelige kemikalier.

Brinten kan anvendes direkte som biobrændstoffer til lastbiler og fly. Og CO2-restproduktet er så rent, at det kan sælges til eksempelvis læskedrikproducenter, ligesom det kan konverteres til grønt brændstof.

”Humlen ved CAPPOW-teknologien er, at den er så skalerbar, at den kan bruges af både mindre virksomheder og storskala-industrivirksomheder, biogasproducenter eller store affaldsforbrændingsanlæg. Så om man har brug for at fange 600 kilo CO2 i timen eller seks tons, betyder ikke noget, for vi kan skræddersy det enkelte anlæg til den enkelte kunde,” forklarer Søren G. Larsen.

’Vi går all-in’

Anlægget hos VandCenter Syd er afløseren for et pilotanlæg, der har kørt i over to år og er det hidtil største færdige CCS-anlæg i Danmark.

Det skal efter planen køre frem til april for at få testet og valideret teknologien på stor skala. Herefter er der planlagt officiel indvielse af anlægget.

”Det er både vores ambition og forventning at stå med en fuldt kommerciel teknologi i løbet af næste år. Vi går all-in på den her teknologi, og det gør vi, fordi vi er overbevist om, at vi har at gøre med en gamechanger for dansk erhvervsliv og for den grønne omstilling,” siger Søren G. Larsen.

Kontakter

Søren Gert Larsen, CEO, ESTECH A/S: + 45 30 80 75 27 / sgl@estech.dk

Billeder

Fakta om ESTECH A/S

  • Etableret i 2018.
  • Hovedkvarter i Svendborg med administration, testcenter og produktionsfaciliteter.
  • En del af PureteQ Group – et holdingselskab repræsenteret af to søsterselskaber (PureteQ A/S og ESTECH A/S), der samarbejder om at udvikle grønne teknologier til henholdsvis den maritime og landbaserede industri.

Fakta om CAPPOW

  • CAPPOW er en teknologi udviklet af ESTECH. Den kombinerer CO2-fangst med Power-to-X.
  • CAPPOW-anlægget kan fange over 80 % CO2 fra røggas – mængden kan justeres for at sikre en så omkostningseffektiv proces som muligt.
  • I CAPPOW-anlægget renses CO2’en og omdannes til brint og ilt via elektrolyse.
  • Dette sker med vedvarende energikilder og uden behov for hverken termisk varme eller skadelige kemikalier.
  • Den grønne brint kan anvendes som biobrændstof eller omdannes til varme eller elektricitet.

Følg pressemeddelelser fra ESTECH

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ESTECH

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye