Danmarks Statistik

Stor indkomstmobilitet blandt ikke-vestlige efterkommere - tjener tre gange så meget som deres forældre

Del

De fleste 30-39-årige tjener mere, end deres forældre gjorde, da de var på samme alder. Indkomststigningen mellem generationerne er dog mere markant i gruppen af efterkommere fra ikke-vestlige lande end blandt personer af dansk oprindelse.

Mandlige 30-39-årige efterkommere fra ikke-vestlige lande tjente mere end tre gange så meget i 2022, som deres fædre gjorde, da de havde samme alder. Det viser analysen ”Indkomstmobilitet hos efterkommere fra ikke-vestlige lande”, som Danmarks Statistik netop har udgivet.

De 30-39-årige efterkommere i analysen havde en medianindkomst på 375.800 kr. i 2022. Da efterkommeres fædre havde samme alder, var deres medianindkomst 114.300 kr. Analysen ser på erhvervsindkomst omregnet til faste priser.

Sønner af dansk oprindelse tjener ligesom efterkommere mere end deres fædre gjorde, da de havde samme alder. Forskellen er imidlertid mindre her mellem generationerne: 30-39-årige mænd af dansk oprindelse tjente 430.900 kr. i 2022, mens deres fædre tjente 374.600 kr., da de havde samme alder.

”Medianindkomsten er altså steget mere blandt efterkommere end blandt personer med dansk oprindelse – i forhold til deres fædre. Men samtidig er medianindkomsten i 2022 højere blandt mænd med dansk oprindelse end blandt efterkommere fra ikke-vestlige lande,” siger forfatter til analysen, fuldmægtig i Danmarks Statistik, Magnus Nørtoft.  

Mange af efterkommernes forældre var ikke i job som unge

Over halvdelen af mødrene til efterkommere havde ingen indkomst i det undersøgte år. Alle mødrenes medianindkomst var derfor 0 kr., da de havde samme alder som deres døtre, mens de kvindelige efterkommeres medianindkomst var 318.000 kr.

I hovedparten af analysen fokuseres på sønner og fædre, da sammenligning af indkomsterne blandt kvinder er vanskelig, når så stor en del af efterkommernes mødre ikke var i beskæftigelse, da de var i den relevante aldersgruppe.

Den lave medianindkomst blandt efterkommeres fædre skal ligesom blandt mødre ses i sammenhæng med, at en relativt stor del af dem ikke havde et arbejde, da de havde samme alder, som sønnerne havde i 2022.

Medianerhvervsindkomst fordelt på køn for 30-39-årige i 2022 og deres forældre ved samme alder

null
Kilde: Danmarks Statistik (Beløbene er i 2022-priser)

FAKTA
Medianindkomst: Den midterste indkomst i en given gruppe, dvs. at halvdelen i gruppen har en indkomst, der ligger under beløbet, og halvdelen har en indkomst, der ligger over. Det giver et billede af den typiske indkomst. Gennemsnitsindkomsten er den indkomst, alle ville have, hvis gruppens samlede indkomst blev delt ligeligt mellem individerne i gruppen. Gennemsnitsindkomsten er typisk højere end medianindkomsten, fordi nogle kan have en meget høj indkomst.

Indkomsterne i analysen er sammenlignelige, da der er korrigeret for inflation.

Erhvervsindkomst: Indkomsterne i analysen er erhvervsindkomster, som omfatter lønmodtageres løn, selvstændiges overskud af egen virksomhed samt honorarer for konsulentarbejde, men ikke overførselsindkomster, som kan være administrativt bestemt.

Efterkommer: Defineret som en person, der er født i Danmark, men hvor ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark.

Nøgleord

Kontakter

Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

40 år med vindkraft: Fra 200 små møller til knap 5.000 kæmper2.5.2024 11:38:45 CEST | Pressemeddelelse

Udviklingen af vindmøller i Danmark er gået stærkt siden 1980'erne. I 1983 var der registreret ca. 200 vindmøller - i 2023 var antallet vokset til knap 5.000. Samtidig er møllerne blevet mange gange større og kraftigere: Hvor en mølle i 1983 gennemsnitligt kunne forsyne 25 husstande med strøm, var kapaciteten i 2023 vokset til ca. 800 husstande. I dag står vindmøller for lidt over halvdelen af strømproduktionen i Danmark.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye