Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Unge oplever, at brug af kokain bliver mere normalt i festmiljøer

Del

Brugen af kokain er på vej mod normalisering i dele af festkulturen, konkluderer en ny undersøgelse blandt gæster på Roskilde Festival. Den fremhæver også, at cannabis i dag er bredt accepteret socialt og af mange unge slet ikke opfattes som et egentligt ’stof’.

Koncert på Roskilde Festival.
Roskilde Festival Foto: Bengt Flemark/Flickr Copyright: Bengt Flemark (CC BY-NC-ND 2.0)


Kokain bliver af de fleste stadig opfattet som et hårdt, narkotisk stof, som det er både dyrt og risikofyldt at benytte. Men der er tegn på, at brugen af stoffet bliver normaliseret i festmiljøer: Kokain er ikke omgærdet af samme tabu som tidligere, og stoffet er udbredt i dele af festkulturen.

Det konkluderer en ny tendensrapport fra Kriminologisk Observatorium ved Københavns Universitet, der har undersøgt unges holdninger til og erfaringer med illegale stoffer på Roskilde Festival.

Den nye rapport bygger primært på interviews med festivaldeltagere og kan derfor ikke sætte præcise tal på udbredelsen af kokain i fest- og festivalkulturen. Desuden tegner andre mere kvantitative undersøgelser ikke et entydigt billede af udviklingen. Men ud fra egne data vurderer rapporten, at oplevelserne af kokainbrug peger i retning af en normalisering i dele af festkulturen.

”Vi er overraskede over, hvor mange unge der enten selv bruger kokain eller forventer at møde kokain eller andre hårde stoffer i festmiljøer. Selv hvis de ikke bruger hårde stoffer, er udgangspunktet hos mange unge, at de nok vil støde på dem, hvis de går i byen eller til fest,” siger antropolog og professor Henrik Vigh, der leder Kriminologisk Observatorium og er medforfatter på rapporten.

Bedømt på, hvor hyppigt oplevelser med kokain optræder i undersøgelsens interviews (se figur), er det kun cannabis, som er mere udbredt på festivalen. Nummer tre er ecstasy efterfulgt af en række mindre benyttede stoffer som svampe, amfetamin, LSD og ketamin.

Figur: Oplevelser af stoffer (andel af alle)

Diagrammet%20viser%20det%20samlede%20antal%20oplevelser%20af%20stoffer%20identificeret%20i%20interviews%20med%20festivaldeltagere%20og%20bartendere%20%28i%20alt%20192%20identifikationer%29%20fordelt%20p%E5%20stofkategorier.
Diagrammet viser det samlede antal oplevelser af stoffer identificeret i interviews med festivaldeltagere og bartendere (i alt 192 identifikationer) fordelt på stofkategorier.


I alt indgår 144 interviews og 28 observationer i rapporten, der er den første udmøntning af et treårigt samarbejde med Roskilde Festival. Med landets største festival som arbejdsmark er det ambitionen at få et bedre indblik i den generelle brug af stoffer i danske festmiljøer.

”Festivalen samler festkulturer fra hele landet, og med Roskilde Festivals modige og progressive beslutning om at indgå et samarbejde har vi derfor fået et stort vindue til unges festmiljøer. Det betyder, at vi over en årrække kan følge tendenser i stofbrugen og opdage, når de skifter. For området er i rivende udvikling,” forklarer rapportens anden hovedforfatter, videnskabelig assistent Kristiane Fogh.

Cannabis bliver ikke set som et stof

Det handler ikke kun om at vurdere stoffers udbredelse, men også om at kunne beskrive, hvordan stoffer bliver indtaget og distribueret, og hvilken social status stofferne har blandt unge.

Her konkluderer rapporten, at der trods den delvise aftabuisering af kokain stadig er markant forskel på brugen af hårde stoffer og cannabis, det mest udbredte ’bløde’ stof. Faktisk bliver cannabis ifølge Kristiane Fogh slet ikke opfattet som et rigtigt stof af mange unge.

”Desuden er det slående, at folk, der ikke bruger stoffer, ofte siger fra, hvis de møder brug af hårde stoffer, mens det ikke er udbredt, hvis nogen ryger en joint. Brugen af cannabis optræder i langt mere sociale sammenhænge og er i modsætning til kokain ikke skjult,” siger Kristiane Fogh.

Hun understreger, at det ikke behøver være udtryk for en letsindig omgang med stoffet.

”Generelt er folk meget reflekterede, når de handler om spørgsmål som afkriminalisering af cannabis og afhængighed.”

Kriminologisk Observatorium håber, at den nye rapport med sit fokus på sociale praksisser blandt unge kan indgå i det forebyggende arbejde og skabe en mere nuanceret forståelse af udfordringerne på området.

Eller som Henrik Vigh formulerer det:

”Vi ønsker ikke at lave skræmmebillede af, hvor mange unge der f.eks. tager kokain. Det handler for os om at belyse de sociale rammer og den praksis, der omkring brugen af stoffer, så man kan træffe oplyste valg i forebyggelses- og informationsarbejdet.”

Hent 'Tendensrapport for stofsituationen i dansk festkultur' (pdf).

---

Fakta om undersøgelsen

Udgivelsen ’Tendensrapport for stofsituationen i dansk festkultur’ og den bagvedliggende kvalitative undersøgelse er den første udmøntning af et treårigt samarbejde mellem Københavns Universitet og Roskilde Festival.

Rapporten beskriver unges stofbrug i de danske festmiljøer med afsæt i en række interviews og observationer udført på Roskilde Festival 2023 af et forskningsteam fra Kriminologisk Observatorium.

Kriminologisk Observatoriet er fysisk forankret på Institut for Antropologi, men inddrager som en del af det tværfaglige Center for Global Kriminologi forskere fra andre institutter og fagmiljøer.

Nøgleord

Kontakter

Henrik Vigh
Professor
Institut for Antropologi og Kriminologisk Observatorium
E-mail: hv@anthro.ku.dk
Mobil: +45 41 11 14 30

Kristiane Fogh
Videnskabelig assistent
Institut for Antropologi og Kriminologisk Observatorium
E-mail: kf@anthro.ku.dk

Søren Bang
Journalist
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
E-mail: sba@samf.ku.dk
Mobil: +45 29 21 09 73

Vedhæftede filer

Links

Om Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har forskningsmiljøer inden for antropologi, psykologi, statskundskab, sociologi og økonomi.

Fakultetets forskning er førende inden for en lang række sociale, økonomiske og politiske områder. Læs mere om fakultetet samt dets institutter og centre.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye