Danmarks Idrætsforbund

Vingegaard er første finalist i kampen om at blive Årets Sportsnavn 2023

Del

Til gallaen ’SPORT 2023’ skal DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn kåres. Den første af tre finalister er cykelrytteren Jonas Vingegaard, der vandt prisen i 2022.

Jonas Vingegaard blevt kåret til Årets Sportsnavn 2022 i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto Lars Møller
Jonas Vingegaard blevt kåret til Årets Sportsnavn 2022 i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto Lars Møller

Fælles pressemeddelelse mellem DIF og Team Danmark:

I 2022 vandt Jonas Vingegaard for første gang verdens største etapeløb, Tour de France, og blev efterfølgende kåret som Årets Sportsnavn 2022 i Danmark. I 2023 lykkedes det på ny rytteren fra Glyngøre at krydse den ikoniske målstreg på Champs-Élysées i Paris og trække den gule trøje over hovedet som samlet vinder af Touren. Spørgsmålet er, om det også i 2023 er nok til at kunne gå på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning og lade sig hylde som Årets Sportsnavn 2023?

Udover at stå øverst på podiet i Tour de France og desuden vinde en fornem etapesejr i det ikoniske løb, så har Vingegaard stået øverst på skamlen i flere andre løb i 2023.
 
Den danske cykelrytter vandt Critérium du Dauphiné med to etapesejre undervejs. Han vandt med tre etapesejre samt pointtrøjen Baskerlandet Rundt. Vingegaard kunne ligeledes lade sig hylde som vinder af Gran Camiño , og derudover har Vingegaard vundet en etape i Paris-Nice og blev samlet nummer to i Vuelta a Espana.

Jonas Vingegaards sæson viser, hvilken sublim sportsmand den snart 27-årige cykelrytter har udviklet sig til at være, og det er ikke kun i Danmark, at der er blevet lagt mærke til den danske cykelrytter. I 2023 kunne Jonas Vingegaard som den første dansker nogensinde lade sig kåre som verdens bedste cykelrytter.

Nu er Jonas Vingegaard blandt de tre finalister, der kæmper om at blive Årets Sportsnavn 2023. En pris, der uddeles i et samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Salling Group.

”Sidste år skrev Jonas Vingegaard sig ikke bare ind i historiebøgerne, men også ind i de danske sportshjerter med sejren i Tour de France, der havde sin begyndelse i Danmark. Det virkede helt umuligt, at han skulle kunne overgå sine bedrifter fra 2022, men det formåede han alligevel med endnu flere sejre i 2023. Vingegaard er dog ikke kun med i opløbet om at blive Årets Sportsnavn 2023, fordi han har leveret formidabelt på de europæiske landeveje. Han er også nomineret, fordi han med sin ydmyge tilgang og bemærkelsesværdige sportsmanship formår at samle danskerne og gøre os alle stolte,” siger Hans Natorp, der er formand for DIF og med i dommerkomitéen til prisen.

Team Danmarks formand, Lars Krarup, fremhæver også det helt særlige i, at Jonas Vingegaard formåede at gentage succesen og samtidig insistere på at holde fast i sig selv under et enormt pres.

”Jonas Vingegaard viste i 2023, hvilket stof han er gjort af, da han gentog succesen med sejren i Tour de France. Han viste igen Danmark og hele verden, hvor stærk en cykelrytter han er. Med endnu en sejr i verdens hårdeste cykelløb cementerede Jonas Vingegaard nok engang, at Danmark er en stolt og stor cykelnation, og på vejen mod at gentage triumfen stod det klart, at ikke alene er Jonas Vingegaard en stor sportsmand, men han er også et stort familiemenneske med en ydmyg tilgang til alle sine bedrifter. Han formår at holde fast i sig selv - selv under det allerstørste pres. Derfor er Jonas Vingegaard endnu en gang nomineret til ’Årets Sportsnavn’,” siger Lars Krarup.

De sidste to finalister til Årets Sportsnavn 2023 offentliggøres i de kommende uger.

Om ’Årets Sportsnavn’

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2023 uddeles den i et partnerskab mellem DIF, Team Danmark og den olympiske partner Salling Group.

DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede, som afsløres fem ad gangen, hvorefter der sættes navn på de tre finalister – én ad gangen. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.

Årets Sportsnavn 2023 kåres ved den store sportsgalla Sport 2023 i Herning lørdag den 6. januar 2024. Showet transmitteres direkte på DR1.

Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.

Udvælgelseskriterier

Udvælgelse af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

 
Dommerkomitéen 2023

H.K.H. Kronprins Frederik
Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt
Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin
Salling Groups CEO, Anders Hagh

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
2022: Jonas Vingegaard, cykling 

For yderligere kommentarer kontakt:

Hans Natorp, formand i DIF, tlf. 31 44 40 15
Lars Krarup, formand Team Danmark, via kommunikationschef Christian Blomgreen, tlf. 26 83 07 24

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Jonas Vingegaard blevt kåret til Årets Sportsnavn 2022 i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto Lars Møller
Jonas Vingegaard blevt kåret til Årets Sportsnavn 2022 i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto Lars Møller
Download

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.700 idrætsforeninger og godt 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye