Ny aftale baner vejen for flere demokratiske virksomheder

Del

Kendskabet til demokratiske virksomheder skal styrkes og vilkårene for start og drift skal være de samme som for andre virksomheder. Det er nogle af resultaterne af en ny politisk aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Alternativet og Dansk Folkeparti.

Danmark har helt tilbage fra andelsbevægelsen en stolt tradition for demokratiske  virksomheder, der er ejet af fx medarbejdere, forbrugere eller producenter.

Med en ny politisk aftale vil regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Alternativet og Dansk Folkeparti bygge videre på den tradition og sørge for, at Danmark også i fremtiden kan være hjem for demokratisk ejede virksomheder.

Aftalen bygger på anbefalinger fra ekspertarbejdsgruppen for demokratiske virksomheder
og gennemfører 10 af eksperternes anbefalinger. Det betyder blandt andet, at der skal skabes bedre kendskab til demokratiske virksomheder hos private investorer, i uddannelsessystemet og i det danske erhvervsfremmesystem. Det skal bane vejen for, at flere bliver inspireret til at vælge en demokratisk ejerskabsform for deres virksomhed.

Danmarks ca. 20.000 demokratiske virksomheder står for omtrent 10 procent af omsætningen i dansk erhvervsliv. Særligt i landdistrikterne er de demokratiske virksomheder stærkt repræsenteret. Men noget tyder på, at opstart af nye demokratiske virksomheder er stagneret. Det er en udvikling aftalen blandt andet skal være med til at vende.

Aftalen bygger oven på finansloven for 2023, hvor der blev afsat 22 mio. kr. i 2023-2026 til at følge op på eksperternes anbefalinger.

Erhvervsminister Morten Bødskov:

”Demokratiske virksomheder er en integreret del af det danske samfund, og det er vigtigt at vi igen får sat skub i en positiv udvikling for disse virksomhedsformer. Derfor er jeg glad for, at vi med aftalen her forbedrer vilkårene og kendskabet til de forskellige demokratiske ejerskabsformer. Danmark skal også i fremtiden være hjemsted for demokratiske virksomheder, og i dag tager vi et skridt i den retning.”

Erhvervsordfører for Socialdemokratiet, Mette Reissmann:

Socialdemokratiet er glade for, at der med aftalen nu skabes bedre forhold for demokratiske virksomheder, så vilkårene for start og drift bliver de samme som for andre virksomheder. For få har kendt til muligheden for denne virksomhedsform. Det ændres der på nu. Socialdemokratiet støtter varmt muligheden for at flere ønsker at blive iværksættere, og drive en demokratisk virksomhed. Vi skal sikrer et alsidigt og robust erhvervsliv med forskellige ejerformer, hvilket bliver lettere nu.

Erhvervsordfører for Venstre, Louise Schack Elholm:

Andelsejerskabet er en central del af Venstres DNA, der også har været afgørende for Danmarks økonomi. Derfor er det godt, vi styrker andelsejerskabet i Danmark ved at udbrede kendskabet blandt investorer og grundskoleelever samt klarere regler for medarbejdereje. I Venstre er vi dog med denne aftale ikke helt i mål med at forbedre mulighederne for andelsejede virksomheder i Danmark, derfor er det fortsat en vigtig prioritet for Venstre, at vi eksempelvis gør det mere attraktivt at overdrage sin virksomhed til et medarbejderejet selskab.

Erhvervsordfører for Moderaterne, Charlotte Bagge Hansen:

Jeg er glad for, at der med denne aftalen skabes bedre forhold for demokratiske virksomheder. Flere skal kende til virksomhedsformen og vilkårene skal forberedes. Det er til gavn for hele vores samfund og vores ildsjæle rundt om i landet, at vi nu skaber bedre forhold for iværksættere, som har lysten at drive en demokratisk virksomhed.

Erhvervsordfører for Socialistisk Folkeparti, Lisbeth Bech-Nielsen: 

“Danmark har været en af frontløberne for demokratiske virksomheder og det skal vi være igen. Når medarbejderne eller kunderne selv ejer butikken, skaber det mere stabilitet og sikrer at arbejdspladserne forbliver i Danmark. Jeg er stolt over at SF fik forhandlet økonomien på plads i den tidligere finanslov, til en historisk aftale for fremtidens demokratiske virksomheder. Det næste skridt er at sikre en model for generationsskifte af danske virksomheder.”

Erhvervsordfører for Danmarksdemokraterne, Betina Kastbjerg: 

”Danmark har en lang tradition for demokratiske virksomheder, der bidrager til arbejdspladser, vækst og udvikling i hele landet og især i landdistrikterne. Ekspertarbejdsgruppens rapport viser imidlertid, at der er plads til forbedringer, så vilkårene for at starte og drive demokratiske virksomheder bliver de samme som for andre virksomhedsformer. Det indebærer blandt andet en styrkelse af kendskabet, så vi også i fremtiden har et alsidigt og robust erhvervsliv til gavn for hele Danmark. Det arbejde er Danmarksdemokraterne stolte af at være med til at skubbe i gang.”

Erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti, Mona Juul:

”Dansk erhvervsliv står på skuldrene af andelsbevægelsen, og alligevel er erhvervsdemokratiske virksomheder reelt ikke ligestillet med andre selskabsformer. Det er problematisk, og derfor var vi i Det Konservative Folkeparti med til at foreslå at nedsætte et ekspertudvalg. Vi ønsker selvfølgelig at følge udvalgets anbefalinger med en aftale, hvor vi kommer et stykke af vejen.”  

Politisk ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted:

"Vi er meget glade for at vi nu endelig får skabt bedre muligheder for at drive og starte demokratiske virksomheder i Danmark. Mens den demokratiske ejerform buldrer afsted i vores nabolande, er vi sakket bagud i  det gamle andelsland Danmark. Nu gør vi det nemmere at omdanne, drive og beskytte demokratiske virksomheder, og vi sørger for at der kommer viden ud i erhvervshuse og handelsuddannelser om de demokratiske ejerformer. Det er rigtig godt og noget vi har arbejdet for i mange år."

Erhvervsordfører for Radikale Venstre, Katrine Robsøe:

"I Danmark har vi en stolt tradition for demokratiske virksomheder. Jeg er derfor virkelig glad for, at vi i dag tager et godt skridt i retningen af at udbrede kendskabet til og muligheden for at drive virksomhed på denne måde."

Erhvervsordfører for Alternativet, Sascha Faxe:

“I Alternativet ser vi aftalen som et godt første skridt for at styrke rammebetingelserne for demokratiske virksomheder. Demokratisk ejerskab har længe været en af grundpillerne i det danske samfund, og en styrkelse af denne virksomhedsform vil være med til at styrke bredden i den demokratiske involvering i Danmark. I fremtiden skal demokratiske virksomheder desuden i endnu højere grad bidrage til den grønne omstilling, til økonomisk lighed, borgerindflydelse og et bæredygtigt arbejdsliv.”

Erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, Nick Zimmermann:

”Jeg er glad for, at vi med denne aftale får implementeret mange af eksperternes anbefalinger. Jeg har en forhåbning om, at aftalen kan være med til at udbrede og forbedre vilkårene til demokratiske virksomheder, som vi har en lang tradition for i Danmark.”

Kontakter

Vedhæftede filer

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Dansk-tysk samarbejde om europæisk industripolitik: Bødskov besøger Habeck i Berlin20.2.2024 13:53:32 CET | Pressemeddelelse

Erhvervsminister Morten Bødskov mødes i dag med sin kollega den tyske vicekansler og erhvervs- og klimaminister, Robert Habeck. Fokus for besøget er industripolitiske temaer som fx styrkelse af EU’s konkurrenceevne, byrdereducering og grøn transformation af industrien. Erhvervsminister Morten Bødskov: ”Jeg er rigtig glad for i dag igen at mødes med min tyske kollega vicekansler og erhvervs- og klimaminister Robert Habeck. Vi mødes på et helt afgørende tidspunkt, for Europa risikerer at tabe kampen om de grønne jobs. Danmark og Tyskland deler en unik grænseregionen med potentiale for industriel omstilling og deler den samme mission: EU skal tilbage i spidsen af den globale konkurrence og vi skal have fremtidens arbejdspladser her. Det betyder, at vi skal tiltrække flere private investeringer, sikre hurtigere godkendelser og reducere unødvendige byrder for vores virksomheder. Derfor vil vi som næste skridt sammen sende konkrete løsningsforslag til Kommissionen. Med vores møde i dag under

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye