Ny forskning i bevægelse skal gøre danskerne mere aktive
28.11.2023 06:50:00 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Forskere fra Syddansk Universitet har modtaget støtte fra Nordea-fonden til at videreføre den nationale måling ’Danmark i Bevægelse’ og blive klogere på børn, unge og voksnes bevægelsesvaner. Målet er at skabe et mere fysisk aktivt Danmark.

Det er vidt forskelligt, hvor meget vi bevæger os – og hvordan. Nogle cykler til arbejde, andre løber, dyrker yoga eller går til badminton, og nogle graver have eller svinger støvsugeren.
Nu går forskere ved Syddansk Universitet i gang med en ny runde af den store, nationale måling ’Danmark i Bevægelse’, der i efteråret 2020 blev besvaret af hele 163.000 voksne borgere.
Undersøgelsen udvides med et nyt væsentligt element; denne gang indsamles også data på børn og unges bevægelsesvaner.
Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr., som udgør langt størsteparten af det samlede budget på 19,5 mio. kr.
Vil skabe ændringer i samfundet
Projektejer for ’Danmark i Bevægelse’ Karsten Elmose-Østerlund, lektor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, forklarer, at ’Danmark i Bevægelse' har til formål at skabe en reel forandring i samfundet:
- Vores ambition er at overføre viden direkte til de organisationer og kommuner, der har et ansvar for fremme af bevægelse. Ved at tilbyde resultater og viden på nationalt og lokalt niveau ønsker vi at styrke indsatsen for at fremme bevægelse og gøre en konkret forskel i borgernes liv i alle landets kommuner, siger han.
I undersøgelsen vil der blive indsamlet en detaljeret viden om bevægelsesvaner, som ikke findes i andre nationale undersøgelser, og forskerne vil udarbejde konkrete, forskningsbaserede anbefalinger til fremme af bevægelse i hele Danmark. Det handler ikke blot om idræt og motion - også rengøring, havearbejde, gåture, cykling til supermarkedet mv. tæller med.
- Vi kommer til at indsamle og analysere data i en hidtil uset skala, forklarer projektleder Jens Høyer-Kruse.
- Vores mål er at forstå de komplekse faktorer, der påvirker bevægelsesvaner hos forskellige befolkningsgrupper – både det, der motiverer, og det, der udgør barrierer. Undersøgelsen vil gøre os i stand til at identificere nøgleområder, hvor vi kan gøre en mærkbar forskel i befolkningens sundhed og trivsel, påpeger han.
Undersøger hvad der motiverer os
Forskningsprojektet omfatter to hovedstudier med i alt seks dele, der blandt andet inkluderer spørgeskemaundersøgelser blandt børn, unge og voksne studier af kommunale bevægelsespolitikker samt casestudier af forskellige indsatser for bevægelsesfremme i udvalgte kommuner.
Til sammen giver de mange forskellige studier forskerne mulighed for at forstå, hvad der motiverer fx forskellige aldersgrupper og forskellige socialøkonomiske grupper til at være mere fysisk aktive.
- Danmark i Bevægelse 2025 kommer til at kortlægge danskernes bevægelsesvaner på både lokalt og nationalt plan – og vi får nu også en særlig viden om børn og unges fysiske aktivitet. Samtidig vil projektet afføde en masse ny viden, der kan gøre det nemmere for kommuner og foreninger at skræddersy tilbud, der kan motivere flere til at bevæge sig, fortæller uddelingschef Christine Paludan-Müller fra Nordea-fonden.
- Det arbejde vil vi gerne bakke aktivt op om hos Nordea-fonden, så vi sammen kan forløse ambitionen om at skabe flere aktive fællesskaber, siger hun.
Den nye viden samles i en database til gavn for alle
Kommunikation og videndeling er en central del af ’Danmark i Bevægelse 2025’, og formidlingen af resultaterne vil blive målrettet til kommuner, organisationer og aktører inden for bevægelsesfremme.
Samtidig bliver der udviklet inspiration og anbefalinger til den brede befolkning.
Derudover vil en online database give adgang til indsamlede data om danskernes bevægelsesvaner for alle landets borgere, organisationer og beslutningstagere.
Fakta om Danmark i Bevægelse 2025
- Danmark i Bevægelse er den største danske måling af bevægelsesvaner. Den omfatter flere forskellige undersøgelser, bl.a. en spørgeskemaundersøgelse, der sendes ud i 2025 til op imod 800.000 børn, unge og voksne via e-Boks.
- Resultaterne gøres op kommune for kommune og indgår i en database, som kommuner og organisationer kan bruge, når de ønsker viden til bevægelses- og sundhedsindsatser.
- Projektet foregår i 2024-28 og udføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
- Nordea-fonden støtter projektet med knap 17,8 mio. kr.
- Undersøgelsen bygger oven på resultaterne fra første gang, ’Danmark i Bevægelse’ blev udført: I efteråret 2020 besvarede 163.000 danskere på +15 år et spørgeskema om deres bevægelsesvaner.
- Resultater fra den nye del af undersøgelsen vil blive formidlet i løbet af 2026.
- Læs mere: www.danmarkibevægelse.dk
Nøgleord
Kontakter
Karsten Elmose-Østerlund, lektor og projektejer
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC)
Syddansk Universitet
Mobil: 21 35 62 94
E-mail: kosterlund@health.sdu.dk
Jens Høyer-Kruse, projektleder
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC)
Syddansk Universitet
Mobil: 21 35 61 36
E-mail: jhkruse@health.sdu.dk
Sune Blicher, kommunikationskonsulent
Nordea-fonden
E-mail: sub@nordeafonden.dk
Billeder
Links
Om Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC)
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) er et forskningscenter under SDU's Institut for Idræt og Biomekanik. CISC beskæftiger sig med samfundsvidenskabelig forskning i bevægelser og de sociale og samfundsmæssige vilkår herfor. CISC gennemfører forskningsprojekter og evalueringer for kommuner, offentlige institutioner og organisationer.
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
De første trædesten til den kommende epx-uddannelse lægges24.9.2026 08:52:27 CEST | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet, VIA University College og Københavns Professionshøjskole har i partnerskab fået opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for den nye ungdomsuddannelse epx. Partnerne skal udvikle en ny taksonomisk model for faglig progression og faglig mestring samt konkrete didaktiske principper, der kan understøtte læreplansudvikling og undervisning i den nye ungdomsuddannelse.
Nyt center vil sikre, at milliardinvesteringer i naturen virker22.9.2026 11:46:08 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er i fuld gang med en ambitiøs indsats for naturgenopretning. Nyt center får nu 50 mio. kr. fra Carlsbergfondet til at undersøge, hvad der virker, og hvordan naturen bedst kommer tilbage.
SFO’en er en vigtig arena for børns bevægelse22.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
77 pct. af de børn, der går i SFO, bevæger sig mindst tre dage om ugen i SFO-tiden. Men både andelen af børn, der går i SFO, og hvor ofte de bevæger sig der, varierer markant fra kommune til kommune. Samtidig oplever knap halvdelen af forældrene udfordringer med at støtte deres børn i at være fysisk aktive efter skoletid.
Klimatilpasning kræver mere end diger21.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Stormfloden i 2023 viste, hvor sårbare kystsamfundene omkring Østersøen er. Halvandet år inde i det dansk-tyske ClimateBlue-projekt står det klart, at klimatilpasning ikke kun handler om at holde vandet ude. Det handler også om ansvar, økonomi, borgerinddragelse – og om nogle områder på længere sigt skal give mere plads til havet.
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

