3F: FL24 sætter god kurs for Danmark

Del

3F vil fortsat kæmpe for, at den tidlige pension (Arne-pensionen) bliver udvidet i takt med den stigende pensionsalder og for at ydelsen sættes op.

Henning Overgaard, forbundsformand i 3F
Henning Overgaard, forbundsformand i 3F

- Det er en god og ansvarlig finanslov, som et meget stort flertal i Folketinget er blevet enige om, siger 3F’s forbundsformand Henning Overgaard i en kommentar til Finansloven for 2024, som alle partier i Folketinget minus Enhedslisten nu er blevet enige om.

- Der investeres i de lønmodtagere, der sørger for danske virksomheders konkurrencekraft og vores bomstærke danske økonomi, og der investeres i vores velfærdssamfund. Og med Finansministeren i spidsen for et nyt, grønt udvalg i Folketinget er der håb om, at vi nu kan få sat alvorligt skub i den grønne udvikling, vi har så hårdt brug for. Finansloven peger i den rigtige retning for Danmark, siger Henning Overgaard.

Regeringen løfter investeringerne i erhvervsuddannelserne med 300 millioner kr. i 2024, stigende til 900 millioner kr. om året i 2030.  Regeringen vil også sikre, at de ledige fremover er sikret mulighed for et uddannelsesløft på 110 procent dagpenge.

- Det er meget positivt, at ordningen bliver permanent, for det betyder, at de ledige, virksomhederne, fagforeningerne og a-kasserne kan planlægge og bidrage til, at virksomhederne får de medarbejdere, der er brug for, siger 3F’s formand.

Den ekstra forhandlingspulje på 500 millioner kroner, som regeringen spillede ud med i august, er blevet væsentligt forhøjet, og det har betydet, at alle partier har kunnet få solide aftryk på Finansloven.

- Det er positivt, at der er plads i økonomien til at forøge investeringerne, og det er positivt, at der på denne baggrund kan dannes et så bredt flertal omkring Finansloven med 11 partier. Det skaber politisk stabilitet, hvilket er godt for det danske demokrati, siger Henning Overgaard.

Med finansloven sikres et fortsat og historisk højt niveau for myndighedens indsats mod social dumping.

- Men vi savner blandt andet, at Folketinget skærper sanktioner og bøderne over for de virksomheder, der bedriver social dumping samt giver Arbejdstilsynet flere kompetencer. Konkret mangler vi at se regeringen fremlægge tre lovforslag, som blev aftalt under S-regeringen. Endelig mener vi, at statens kontrol af arbejdsklausuler bør styrkes markant og sikres varige bevillinger, siger 3F-formanden.

Henning Overgaard glæder sig over, at det med den politiske aftale nu ligger fast, at både senior-pensionen og tidlig pension (Arne-pensionen) fortsætter i den nuværende form.

”Slidte og nedslidte danskere har brug for værdige tilbagetrækningsordninger, når de har været et helt liv på arbejdsmarkedet. Det er kun rimeligt og retfærdigt. Men jeg kunne godt ønske mig, at vi udvidede især Arne-pensionen i takt med, at pensionsalderen stiger. Næsten ingen af mine medlemmer kan arbejde til de er 70 år, siger Henning Overgaard.

- Vi er kede af, at man aflyser den planlagte forbedring af seniorpensionen fra 2024. Men vi anser aftalen som en bred politisk cementering af tidlig pension (Arne-pensionen). Vi vil i 3F fortsat kæmpe for, at den tidlige pension bliver udvidet i takt med den stigende pensionsalder og for at ydelsen sættes op, siger Henning Overgaard.

Finansministeriet har på kun et år nedjusteret antallet af personer på tidlig tilbagetrækning (efterløn, tidlig pension og seniorpension) med hele 16.000 personer i 2030.

- Vi frygter i det lys for øget ulighed i tilbagetrækningen, hvor de velstillede kan trække sig for egne midler, når de vil, mens arbejderen kan se frem til at knokle flere og flere år, trods store forskelle i levetid. Der er råd og plads til at udvide Arne-pensionen, så uligheden ikke øges. Pensionskommissionen fremlagde et godt og grundigt analysearbejde sidste år, hvor man netop lagde vægt på, at de forskellige tilbagetrækningsordninger supplerer hinanden og tilsammen giver en bare lidt bedre social balance og retfærdighed i seniorårene, siger Henning Overgaard.

Nøgleord

Kontakter

For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.

Følg pressemeddelelser fra 3F

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra 3F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye