Smagsoverraskelse: Vertikalt dyrket grønt smager lige så godt som økologisk

Del

Forbrugerne er på forhånd skeptiske over for grønt dyrket i vertikale landbrug. Men den første videnskabelige smagstest fra Københavns Universitet og Plant Food & Research, New Zealand viser, at testpersonerne bedømmer grønt dyrket i højden uden jord næsten lige så godt som det økologiske.

Studiet afliver nogle af de fordomme, som forbrugerne har om vertikalt dyrkede grøntsager. Foto: Getty
Studiet afliver nogle af de fordomme, som forbrugerne har om vertikalt dyrkede grøntsager. Foto: Getty

Smagsløs. Bleg i farven. Ikke naturlig. Sådan lyder nogle af de fordomme, som forbrugere i Danmark har om grønt dyrket i vertikale landbrug. Men planter dyrket indendørs i flere lag uden jord rummer et potentiale for at øge fødevaresikkerheden, give mere plads til naturen og adgang til frisk bladgrønt og krydderurter året rundt i kort afstand til forbrugeren.

I det første studie af sin slags har forskere fra Institut for Fødevarevidenskab undersøgt om forbrugernes fordomme holder stik i virkeligheden. I studiet bad forskerne 190 deltagere blindsmage og bedømme rucolasalat, babyspinat, ærteskud og krydderurterne basilikum og persille, som var dyrket i vertikale landbrug og sammenligne dem med de samme planter som var dyrket økologisk.     

Og resultatet af undersøgelsen viser, at testpersonerne synes nogenlunde lige så godt om de produkter, der er dyrket i vertikale landbrug, som de gør om dem der er dyrket økologisk og på traditionel vis.

”Smagsmæssigt har vi i hvert fald ingen grund til at være skeptiske. For deltagerne synes, at de vertikalt dyrkede planter smager lige så godt som dem, vi anser som de bedste – nemlig de økologiske,” siger lektor Michael Bom Frøst, som er en forskerne bag studiet.

Tæt løb i grøntsags-kamp

Overordnet set slår de økologiske lige med en hestemule de vertikalt dyrkede i testen, men det ligger meget tæt, når man ser på deltagernes bedømmelser. Eksempelvis var det fuldstændig dødt løb, da deltagerne skulle bedømme rucolasalat på en skala fra 1-9, hvor 9 var den bedste smag. Her fik de to typer af rucolasalater den samme score på 6.6.

Også de to varianter af babyspinat og basilikum lå så tæt på hinanden, at der ikke er en reel forskel mellem dem. Ærteskud er testet to gange, med en sejr til hver side, og kun for persille synes forbrugerne at den økologiske smager bedre.

Studiet afliver således nogle af de fordomme, som tidligere studier har vist, at forbrugerne har, når det handler om vertikalt dyrkede grøntsager. For selvom forbrugerne generelt er positive over for teknologien, har de også meget lave forventninger til grøntsager dyrket på den måde.

Fx tror de ikke, at vertikalt dyrkede bladgrønt og krydderurter smager af så meget sammenlignet med økologiske. De tror heller ikke at de er naturlige og sunde. Og det er ifølge Michael Bom Frøst meget naturligt.

”Det er et eksempel på, at begrebet neofobi er i spil, som er et psykologisk træk, vi alle har i varierende grad. Det betyder, at nogle forbrugere ikke er så glade for at prøve nye ting. For nye teknologier kan det være en stor forhindring, som det er vigtigt at tage hånd om gennem oplysning,” siger han og tilføjer:

”Studiet her viser eksempelvis meget klart, at forbrugernes fordomme om de vertikalt dyrkede produkter bliver afkræftet, når først de smager dem.”

Fødevaresikkerhed, bæredygtighedsmål og plads til natur

Ifølge Sara Jaeger, førsteforfatteren på studiet, baner det nye resultat vejen for, at vertikal dyrkning måske kan blive mere udbredt, end det er i dag. For dyrkningsmetoden har en hel del fordele.

”Igennem menneskehedens historie er vi blevet ved med at opfinde nye ting, som kunne sikre os mad på bordet. Vertikale farme er dyrkning under totalt kontrollerede forhold, og det betyder, at der er en enorm fødevaresikkerhed i forhold til at få det samme udbytte år efter år,” siger forskeren og tilføjer:

”Den nyeste evaluering af FNs bæredygtighedsmål viser, at vi er nødt til at både sætte hastigheden op og ændre retningen for udviklingen. Både fødevareforsyningssikkerhed, klimahandling og beskyttelse af biodiversiteten går den forkerte vej. Vores fødevaresystem er virkeligt centralt for at nå bæredygtighedsmålene,” siger hun.

En af de store fordele er at vertikal dyrkning er meget pladsbesparende, da man både dyrker i højden, og man kan høste flere gange end på friland. Det betyder at flere landbrugsarealer i fremtiden kan bruges til vild natur. Og dyrkningsfaciliteterne kan opføres tæt på de store byer, så rejsen fra producent til forbruger bliver meget kort. Men det er en dyrkningsform med høje investeringsomkostninger. Derfor modarbejder den globale usikkerhed og inflation mulighederne.

”Der er nu sat et mål om, at 30 procent af vores areal skal være beskyttet natur i EU, så vi er på en eller anden måde nødt til at koncentrere vores fødevareproduktion på mindre plads, og her kunne mere vertikal dyrkning godt være svaret,” slutter Michael Bom Frøst.

Resultater fra smagstesten

Forskerne delte deltagerne op i to grupper, som bedømte grøntsagernes smag på en skala fra 1-9, hvor 1 var kan slet ikke lide og 9 var kan rigtigt godt lide. 

Test 1                   Vertikalt dyrket        Økologisk dyrket        Resultat              

 Babyspinat          6.1                                       6.2                        Uafgjort

 Basilikum            5.9                                      6.2                        Uafgjort

 Ærteskud            7.8                                       6.9                        Vertikalt vinder

 Rucola                7.2                                       7.5                        Uafgjort

Test 2

 Persille                5.6                                      6.8                        Økologisk vinder              

 Basilikum            5.9                                      6.4                        Uafgjort

 Ærteskud            6.6                                       7.5                        Økologisk vinder

 Rucola                6.6                                      6.6                        Uafgjort

Om studiet

  • Forskerne har udført en spørgeskemaundersøgelse blandt forbrugere i Storbritannien, Tyskland og Danmark for at fastslå forbrugernes fordomme om grøntsager dyrket i vertikale landbrug.
  • Derefter har de lavet den første smags- og forbrugertest af en række grøntsager dyrket i vertikale landbrug sammenlignet med økologiske grøntsager.
  • Den 190 danske testpersoner har bedømt smag, udseende og andre sanseindtryk.
  • Studiet er lavet i samarbejde med The New Zealand Institute for Plant and Food Research og med deltagelse af forskerne Sara R. Jaeger, Sok L. Chheang, Christina M. Roigard og Michael Bom Frøst.
  • Studiet er udgivet online og med fri adgang for alle i det videnskabelige tidsskrift Food Quality and Preference 19. oktober 2023.

Faktaboks: Hvad er vertikalt landbrug

Vertikalt landbrug (også kaldet vertical farming) er en alternativ dyrkningsmetode, hvor produktionen foregår indendørs, i flere lag og under kontrollerede forhold, ofte med kunstigt lys og uden jord (fx. i vandkultur, også kaldet hydroponisk dyrkning).

Vertikalt landbrug kan potentielt være et af svarene på, hvordan vi håndterer dyrkningsusikkerheden i dele af den fremtidige fødevareproduktion set i lyset af klimaforandringerne og den begrænsede adgang til vand og landbrugsjord. Desuden har den nogle indbyggede fordele, fordi der kan dyrkes lokalt og med et højt udbytte.

Produktionen er uafhængig af sæson og klima, den reducerer vand- og arealforbruget, mindsker udledning af næringsstoffer til miljøet og eliminerer potentielt behovet for pesticider. De kontrollerede dyrkningsforhold gør det på den måde muligt at dyrke planter af en høj og stabil kvalitet, men det kræver skarp styring af klima og effektiv ressourceudnyttelse. 

Kilde: Urbanfarming.ku.dk

Nøgleord

Kontakter

Michael Bom Frøst
Lektor
Institut for Fødevarevidenskab
Københavns Universitet
Mobil: +45 25 74 75 46
Mail: mbf@food.ku.dk

Michael Skov Jensen
Journalist og Teamkoordinator
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
Mobil: +45 93 56 58 97
Mail: msj@science.ku.dk

Billeder

Foto: Københavns Universitet
Foto: Københavns Universitet
Download
Foto: Københavns Universitet
Foto: Københavns Universitet
Download

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Fungus gnat entombed in a 40-million-year-old piece of amber is a rare gem30.8.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

A Danish amber collector’s find upon a wild North Sea shore in the 1960’s has proved to be of great and surprising significance. After having thoroughly examining the roughly 40-million-year-old piece of amber, University of Copenhagen researchers have discovered it to contain the first fossil of a predatory fungus gnat belonging to a rare genus. The research contributes new knowledge about the distribution of the gnat species and about biodiversity across space and time.

Historisk stor bevilling skal give Danmark verdens bedste naturvidenskabelige undervisere22.8.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Med forskning i international topklasse og 125 millioner kroner i ryggen fra Novo Nordisk Fonden skal Københavns Universitet sammen med Aarhus og Syddansk Universitet gøre os klogere på, hvordan man leverer den bedste naturvidenskabelige undervisning på universiteterne. Satsningen er den største enkeltstående satsning på globalt plan og bringer Danmark i front på et historisk underprioriteret område.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye