Trods massiv personalemangel: Over 1.000 ansøgere til pædagogisk uddannelse afvises
Dagtilbud landet over skriger efter flere pædagogisk uddannede. Alligevel får mere end 1.000 kvalificerede unge, som brænder for at tage en pædagogisk uddannelse, afslag. Absurd, mener sektorformand i FOA. Se oversigten over afviste og optagne på uddannelsessteder landet over.

Mens manglen på pædagogisk personale sætter grå hår i hovedet på dagtilbudsledere landet over og problemet kun ser ud til at vokse, bliver kvalificerede unge afvist i hobetal, når de søger ind på erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent.
”Situationen er helt absurd. Alle er enige om, at vi har brug for flere uddannede voksne til at drage omsorg for vores børn i børnehaver og vuggestuer. Mens færre unge søger ind som pædagoger, er vi heldige, at de unge ligefrem står i kø for at blive pædagogiske assistenter. Så giver det ingen mening, at vi afviser lige så mange, som vi lukker ind på skolebænken,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.
Helt konkret viser en opgørelse fra Danske SOSU-skoler, at mens der sidste år blev optaget 1.182 på uddannelsen til den godt tre år lange uddannelse til pædagogisk assistent, fik lige så mange – helt præcist 1.180 – afslag på deres ansøgning til uddannelsens grundforløb.
Det sker alt imens behovet for flere pædagogisk uddannede bare vokser på grund af et stigende børnetal.
Samtidig træder loven om minimumsnormeringer i kraft ved årsskiftet. Fra 1. januar skal kommunerne sikre, at der i institutionerne mindst er én voksen per tre vuggestue- og seks børnehavebørn. En opgørelse, som Danmarks Statistik har offentliggjort fredag, viser, at normeringen er gået marginalt frem fra 2021 til 2022. Til gengæld er andelen af ansatte uden pædagogisk uddannelse i samme periode steget fra at udgøre 37 til 38 procent.
”Andelen af uddannet personale må ikke dale, når man skaffer flere voksne. Det er ånden i aftalen bag loven. Vi kan da også se, at de pædagogiske assistenter er populære som aldrig før i kommunerne, som står på spring for at ansætte de unge, så snart de er færdiguddannede. Derfor er det dybt ironisk, at det i virkeligheden er kommunerne selv, der spænder ben for, at flere kan tage uddannelsen som pædagogisk assistent,” siger Kim Henriksen.
Sagen er, at skal flere uddannes, kræver det en opnormering af, hvor mange uddannelsespladser kommunerne har pligt til at skaffe ifølge den såkaldte dimensioneringsaftale. Til næste år har kommunerne ifølge aftalen pligt til at skaffe 1.412 uddannelsespladser, men står det til FOA bør tallet være 2.800. Samtidig efterspørger FOA en trepartsforhandling med KL og staten, så vi får sikret flere lærepladser til de pædagogiske assistent-elever.
”Der er ingen tvivl om, at de pædagogiske assistenter er en del af løsningen på rekrutteringsproblemerne på det pædagogiske område. Ud over at uddanne flere unge til pædagogiske assistenter bør kommunerne også uddanne de dygtige pædagogmedhjælpere, de allerede har ude på stuerne, som er over 25 år og har mere end to års erfaring. De kan nemlig få merit og tage den godt 3 år lange pædagogiske assistentuddannelse på mindre end et år. Vi skal trække på alle muligheder, vi har, for at sikre, at børnene er omgivet af så mange uddannede voksne som muligt,” siger Kim Henriksen.
I dag udgør de pædagogiske assistenter 8 procent af de ansatte i landets dagtilbud, mens pædagoger udgør 52 procent og pædagogmedhjælperne 38 procent. De øvrige to procent udgøres af hver 1 procent pædagogisk assistent- og pædagogstuderende. Står det til FOA skal de pædagogiske assistenter i fremtiden udgøre godt en tredjedel, nemlig 35 procent, mens pædagogandelen bør vokse til 60 procent og pædagogmedhjælperne bør udgøre 5 procent.
| Skole | Antal optagne elever | Antal afviste elever |
| SOSU H | 295 | 388 |
| ZBC | 168 | 245 |
| SOSU Nykøbing | 58 | 45 |
| SOSU Syd | 58 | 45 |
| SOSU FVH | 93 | 57 |
| SOSU Esbjerg | 76 | 96 |
| SOSU Østjylland | 147 | 125 |
| SOSU MV | 50 | 33 |
| SOSU STV | 100 | 49 |
| SOSU Randers | 53 | 71 |
| SOSU Nord | 84 | 26 |
| Total | 1182 | 1180 |
Nøgleord
Kontakter
Kim HenriksenSektorformand
46 97 23 47
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
Højrisikofag kræver bedre vilkår for PTSD-ramte11.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Pressemeddelelse fra FOA, Fængselsforbundet, Politiforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F
Samfundets sårbare mangler pædagogisk uddannede10.12.2025 08:56:11 CET | Pressemeddelelse
Ikke kun børn i dagtilbud har brug for flere voksne med en pædagogisk uddannelse. Det samme gælder på det specialiserede socialområde, hvor 4 ud af 10 ansatte mangler relevant uddannelse.
FOA: Behersket bifald til regeringens sosu-skoler i udlandet9.12.2025 12:28:53 CET | Pressemeddelelse
Selv om ideen om danske sosu-skoler i udlandet ikke er groet i FOAs baghave, ser regeringens konkrete planer fornuftige ud. Men der mangler stadig svar på, hvad man egentlig stiller de kommende udenlandske kollegaer i udsigt, når de kommer til Danmark, påpeger fagforbundet.
Forlig styrker politiets jagt på velfærdskriminelle4.12.2025 14:28:30 CET | Pressemeddelelse
FOA roser det nye politiforlig. I det afsættes midler til at gå hårdere efter skruppelløse kriminelle, som udnytter botilbud og andre sociale tilbud til skattesnyd, hvidvask og anden kriminalitet.
FOA kalder ny rapport om hvidvask på bosteder for rystende24.11.2025 12:33:59 CET | Pressemeddelelse
Private sociale tilbud til samfundets sårbare mistænkes i udbredt grad for hvidvask og skattesnyd, viser ny rapport fra Hvidvasksekretariatet. Afsløringen kalder med høj klar stemme på politisk handling, mener FOA.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum