Danes Worldwide

Sidse Babett Knudsen kåret som Årets Verdensdansker

Del

Som verdens mest berømte fiktive statsminister har Sidse Babett Knudsen formidlet både dansk politik og kultur i tv-serien Borgen – blandt andet den topaktuelle, politiske slåskamp om balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Imens mestrer hun både glamourøse Hollywood-produktioner og eftertænksomme franske film.

Årets Verdensdansker-statuetten overrækkes af generalsekretær i Danes Worldwide Michael Bach Petersen.
Årets Verdensdansker-statuetten overrækkes af generalsekretær i Danes Worldwide Michael Bach Petersen. Foto: Martin Høyer

Sidse Babett Knudsen blev i går hædret som Årets Verdensdansker af Danes Worldwide – foreningen for globale danskere.

Prisen som Årets Verdensdansker gives til en dansker, som har gjort en særlig og synlig indsats for at markere Danmark og danske værdier i udlandet. Med roller i både internationale film, og i danske eksportsucceser som Borgen og Den Eneste Ene, har Sidse Babett Knudsen ikke blot opnået international berømmelse, men også været en enestående kulturambassadør for Danmark.

Bestyrelsesformand i Danes Worldwide, Susanne Rumohr Hækkerup, udtaler: "Sidse Babett Knudsen er oplagt at kåre som Årets Verdensdansker på grund af sine mange bånd og relationer med udlandet, fra opvæksten i Tanzania til teaterskole i Paris og mange udenlandske filmproduktioner. Ikke blot har Sidse Babett Knudsen opnået en international berømmelse, som kun få danske skuespillere formår. Sidste år fortalte en udenlandsk ambassadør i Danmark mig, at hun aldrig havde været i Danmark, da hun blev udnævnt til sit lands repræsentant i København, men hun havde straks sat sig til at se alle fire sæsoner af Borgen og følte sig nu godt klædt på til sit nye arbejde. Sidse Babett Knudsen er dermed en enestående kulturambassadør for Danmark.”

Sidse Babett Knudsen udtrykker sin taknemmelighed for prisen: ”Jeg kan absolut identificere mig som både verdensborger og dansker. Jeg tror, at vi, der har boet i udlandet, har noget tilfælles. Vi kan ikke undgå at tage bevidst stilling til, hvad det vil sige at være dansker, hvad Danmark er for et land, hvilke værdier vi har med os, og hvad der skal til for at bevare dem. Jeg elsker at rejse både ud og hjem - jeg har mit indre ideal-Danmark med mig ud, og det passer mig overordentligt godt, at jeg nu kan kalde mig Verdensdansker. En kæmpestor tak til Danes Worldwide for prisen og for medlemskabet.

Udover at indskrive sig på listen af prominente danskere, der tidligere har modtaget prisen som Årets Verdensdansker, modtager Sidse Babett Knudsen en skulptur designet af den anerkendte danske glaskunstner Stig Persson. Derudover hædres hun med et livsvarigt medlemskab af Danes Worldwide. Hun kan dermed benytte sig af foreningens mange tilbud til globale danskere, herunder juridisk rådgivning i forhold til Danmark, danskundervisning til børn og udenlandske ægtefæller, samt hjælp og netværk via Danes Worldwides over 100 repræsentanter i 57 lande fordelt på alle fem kontinenter.  

Prisoverrækkelsen fandt sted i biografen Gloria, hvor Danes Worldwides medlemmer i Danmark var med til at overrække prisen. Herefter introducerede Sidse Babett Knudsen sin gennembrudsfilm ”Let’s Get Lost”, som blev vist på det store lærred.

Tidligere modtagere af Årets Verdensdansker:
2008: Fodboldspiller Michael Laudrup
2009: Musiker og komponist Bent Fabricius-Bjerre
2010: Eliteforsker Lene Vestergaard Hau
2012: Balletmester Nikolaj Hübbe
2015: Skuespiller Nikolaj Coster-Waldau
2017: Kok og iværksætter Claus Meyer
2019: EU-konkurrence-kommissær Margrethe Vestager
2021: Træner for herrelandsholdet i fodbold Kasper Hjulmand

Kontakter

Billeder

Årets Verdensdansker-statuetten overrækkes af generalsekretær i Danes Worldwide Michael Bach Petersen.
Årets Verdensdansker-statuetten overrækkes af generalsekretær i Danes Worldwide Michael Bach Petersen.
Foto: Martin Høyer
Download
Sidse Babett Knudsen med bestyrelsesformand i Danes Worldwide, Susanne Rumohr Hækkerup (t.v.), og generalsekretær Michael Bach Petersen (t.h.)
Sidse Babett Knudsen med bestyrelsesformand i Danes Worldwide, Susanne Rumohr Hækkerup (t.v.), og generalsekretær Michael Bach Petersen (t.h.)
Foto: Martin Høyer
Download
Der vinkes farvel til Danes Worldwides medlemmer i udlandet, der har fulgt prisoverrækkelsen via livestream.
Der vinkes farvel til Danes Worldwides medlemmer i udlandet, der har fulgt prisoverrækkelsen via livestream.
Foto: Martin Høyer
Download

Om Danes Worldwide

Danes Worldwide gør det så let som muligt for danskere at bo og arbejde i udlandet – og vende hjem igen. Vi tilbyder rådgivning, netværk og danskundervisning til udlandsdanskere over hele verden.

Foreningen er udlandsdanskernes talerør over for politikere og andre beslutningstagere og arbejder for at sikre, at udlandsdanskere får så mange rettigheder som muligt i forhold til danske medborgere bosat i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danes Worldwide

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danes Worldwide

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye