195 mio. kr. skal hjælpe virksomheder med at mindske deres klimaaftryk
16.11.2023 16:15:54 CET | Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil bidrage til at reducere små og mellemstore virksomheders ressourceforbrug og affaldsmængde og samtidig gøre dem mere konkurrencedygtige. Grøn omstilling og cirkulær økonomi er en af bestyrelsens signaturindsatser, og med den markante investering på 195 mio. kr. får danske virksomheder hjælp til at rykke sig på den cirkulære dagsorden.

Overgangen til en cirkulær og ressourceeffektiv økonomi hos små og mellemstore virksomheder får nu et markant skub af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Indsatsen skal hjælpe knap 200 SMV’er med at mindske deres miljø- og klimapåvirkning, derudover kommer yderligere værdikæder og virksomheder til.
Danmark halter i dag efter i den cirkulære økonomi, da danskerne bruger langt flere jomfruelige materialer sammenlignet med resten af verden samtidig med, at vi også genererer langt større affaldsmængder. Det skal der gøres noget ved, fortæller Christian Motzfeldt, der er forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
”Vi vil i bestyrelsen sætte ind i arbejdet med at få styrket omstillingen til cirkulær og ressourceeffektiv økonomi hos små og mellemstore virksomheder, så Danmark kan rykke sig i den rigtige retning. Vores indsatser skal styrke samarbejdet i værdikæden på en lang række forskellige områder, det kan være bedre genanvendelse af kartoner på fødevareområdet, materialegenbrug i byggesektoren og genanvendelse af tekstiler. I sidste ende skal der skabes resultater, der bidrager til en reduktion af affaldsmængde og/eller materialeforbrug,” forklarer han.
”Vi skal blive bedre til at få produkter til at leve længere”
Indsatsen er målrettet SMV’er, iværksættere og deres værdikæder. De kan blandt andet få hjælp fra private rådgivere, klynger, vidensinstitutioner og GTS’er. Det kan foregå gennem både tests og demonstration af cirkulære løsninger, forretningsmodeller eller processer, men det kan også være implementering og skalering af cirkulære løsninger. Det er forventningen, at der skabes samarbejde om cirkulære løsninger indenfor mindst 28 forskellige værdikæder.
”Indsatsen på 195 mio. kroner kommer til at hjælpe knap 200 danske virksomheder med at komme videre med at blive cirkulære, og det kommer til at rykke på det samlede danske landkort indenfor cirkulær økonomi. Vi skal blive bedre til at få produkter til at leve længere,” fortæller Christian Motzfeldt.
Det er især mindre virksomheder, der har svært ved at få en cirkulær produktion i gang, reducere affaldsmængder og udvikle cirkulære forretningsmodeller og løsninger. Her vil bestyrelsen fokusere på, at virksomheder samarbejder om at gøre grøn omstilling og cirkulær økonomi til en mere integreret del af SMV’ernes forretningsmodel, så de i højere grad bliver afkoblet sårbare værdikæder. Indsatsen bygger oven på virksomhedsprogrammets SMV:Grøn, hvor nogen af virksomhederne tidligere har deltaget.
”Vi skal være med til at hjælpe de mindre virksomheder, der har svært ved at sætte ind på området. Bestyrelsens samlede indsats skal gøre det muligt for virksomhederne at gentænke deres produkter på baggrund af krav om produkters bæredygtighed, indtænke grønne og cirkulære løsninger og understøtte udbredelsen af cirkulære løsninger og teknologier gennem øgede investeringer i skalering og implementering hos SMV’er og deres værdikæder. Derfor håber vi i bestyrelsen, at dette markante bidrag kan gøre en forskel for SMV’erne,” siger forpersonen.
System til udskiftning af op mod 1 mio. engangskopper om året
En af de virksomheder, der nu får støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, er New Loop ApS, der har udviklet et cirkulært pantsystem til takeaway-emballage med vask, logistik og digital infrastruktur til pant-udbetaling og tracking af emballagerne. Støtten skal være med til at videreudvikle og udbrede systemet, forklarer CEO, Anders Barsøe.
”Støtten vil medvirke til, at vi nu kan skabe en fysisk infrastruktur, der gør det meget nemmere at udskifte engangskopper til genbrugskopper på store steder som i shoppingcentre og lufthavne. Her bruges dagligt mange engangsemballager, så overgang til genbrug kan gøre en kæmpe forskel rent klimamæssigt – men også konkurrencemæssigt for virksomheder, der tænker grønt og gerne vil vise, at de er med til at reducere ressourceforbruget og affaldsmængden. Vi kan med pengene medfinansiere en stærkere fysisk infrastruktur til vores pant-system, så det fungerer endnu bedre for alle mennesker, der besøger en lufthavn eller lignende, og som køber takeaway mad eller drikkevarer. Også dem med udenlandske kort, som vi har haft svært ved at få ind i loopet med en pantordning,” forklarer Anders Barsøe.
Virksomheden New Loop startede under COVID-19 i 2020, men har allerede fået en del genbrugskopper gennem systemet.
”Vi har snart udskiftet 1 mio. engangskopper med vores genbrugskopper, siden vi satte den første kop på markedet i 2020. Med støtten kommer det til at blive mange flere – potentielt helt op til 1 mio. engangskopper om året, som vi erstatter med genbrugskopper. At etablere den fysiske infrastruktur er kapitalintensivt, så med investeringen kan vi gøre en enorm forskel i forhold til cirkulær økonomi og sikre, at færre emballager ender i skraldespanden, og flere kommer tilbage i loopet,” fortæller Anders Barsøe.
Fakta om indsatsen:
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter med i alt 195 mio. kr., heraf 125 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 70 mio. kr. fra bestyrelsens erhvervsfremmemidler.
- Der er to ansøgninger under indsatsen – en fra Sjælland og en fra resten af landet, som til sammen fungerer som én ansøgning. Derfor bliver støtten delt ud til virksomheder over hele landet.
- Det er de fire klynger Food & Bio Cluster Denmark, Lifestyle & Design Cluster, CLEAN Cluster og WE BUILD DENMARK, næsten alle landets erhvervshuse, og knap 200 virksomheder, som er gået sammen. Derudover kommer yderligere værdikæder og virksomheder til.
Fakta fra Circularity Gap Report, 2023:
Danskerne er kun 4 pct. cirkulære sammenlignet med det globale gennemsnit på 7 pct. målt på forbruget af ressourcer og affald. Danskerne har samlet set et ressourceforbrug, der er langt over gennemsnittet i EU og på verdensplan. I Danmark bruger vi årligt 24,5 tons jomfruelige materialer pr. person, mens det globale gennemsnit er 11,9 tons pr. person (jf. Circularity Gap Report, 2023). Det bæredygtige forbrug er estimeret til at være 8 tons pr. person. Danmark kommer ikke i mål med den grønne omstilling uden at bruge cirkulær økonomi som et værktøj, hvilket aktualiserer den indsats, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal understøtte.
Læs mere om de støttede projekter her (pdf)
Kontakt:
Hvis du vil vide mere om cirkulær økonomi og de støttede projekter, kan du kontakte:
Natascha Kalika Østergaard, kommunikationsmedarbejder: telefon: 3529 1709 – E-mail: natoes@erst.dk
Anders Barsøe, CEO New Loop ApS: telefon: 2510 2763, e-mail: anders@newloop.dk
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Flere ukrainske iværksættere skal kunne starte og drive virksomhed i hele Danmark17.2.2026 15:11:12 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse hjælper ukrainske flygtninge på det danske arbejdsmarked med at få iværksætterkompetencer. Knap 3 mio. kr. investeres som en del af Virksomhedsudvikling Danmark, så 900 ukrainske flygtninge får bedre iværksætterkompetencer og kan starte egen virksomhed i Danmark eller senere hjemme i Ukraine.
Velfærdsteknologiske SMV’er får bedre muligheder for at skalere8.1.2026 11:18:39 CET | Pressemeddelelse
Velfærdsteknologi kan være med til at løse nogle af de store samfundsudfordringer, der præger velfærdsområdet, men det kræver skalering af den teknologi, der findes. Det skal en ny investering på 29 mio. kr. gennem Virksomhedsudvikling Danmark hjælpe på vej – og der er nu åbent for at søge om pengene.
”Jeg gik fra at være produktfokuseret iværksætter til at lande investeringer og skalere”18.12.2025 15:49:29 CET | Pressemeddelelse
Hun havde helt styr på finansiel rådgivning, men manglede viden om opstart af virksomhed. Grundlægger i AI-virksomheden Dreamplan, Stine Kalmer Jørgensen, fik vejledning og udviklet kompetencer gennem tilbud, der nu leveres af Virksomhedsudvikling Danmark. Det hjalp hende med at rejse kapital og udvide medarbejderstaben med 12 ansatte. I dag er de 30 medarbejdere, platformen er solgt til flere finansielle aktører og har rundet over 1 mio. brugere.
Millioner til cirkulære løsninger i SMV’er skal skabe bæredygtig vækst2.12.2025 13:41:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer over 92 mio. kr. i cirkulære løsninger i små og mellemstore virksomheder, så de kan øge konkurrenceevnen ved at udnytte deres ressourcer endnu mere effektivt. Der er nu åben for ansøgninger til at få midler.
Nyt innovationsløft skal ruste sjællandske virksomheder til fremtidens udfordringer26.11.2025 17:04:01 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland får nu bedre muligheder for at udvikle nye produkter og services, da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger til innovation i SMV’er. 83 mio. kr. skal styrke sjællandske virksomheders samarbejde om innovation og test af løsninger til fremtidens markeder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
