Stor millioninvestering skal forløse potentialet i en af Danmarks mest populære turistbyer
14.11.2023 14:12:24 CET | Hedensted Kommune | Pressemeddelelse
En ambitiøs udviklingsplan for Juelsminde by og havn, der hvert år tiltrækker mange tusinde sejlere og turister, kan nu realiseres. Det står klart efter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har bevilget 30 mio. kr. til planen, der omfatter sammenbinding mellem by og havn, havnetorv og strandpark ved Storstranden. Tiltagene skal gøre Juelsminde mere attraktiv for turister, tilflyttere og eksisterende borgere og bane vejen for flere private investeringer.

Juelsminde skal tiltrække flere turister. Og samtidig skal Juelsminde være en mere attraktiv by at drive virksomhed og bosætte sig i. Det er de overordnede formål med byens storstilede udviklingsplan, som nu kan realiseres, efter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at investere 30. mio. kr. i at styrke turismen i Juelsminde.
Beslutningen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vækker stor begejstring hos Ole Vind, borgmester i Hedensted Kommune, der er klar til at medfinansiere planens projekter med i alt 18. mio. kr.:
- Juelsminde er allerede i dag en af Danmarks mest populære destinationer for blandt andet sejlere, og området tiltrækker også mange tusinde turister og sommerhusgæster hvert år. Men byen har stadigt et betydeligt, uforløst potentiale, som vi nu kan tage et stort skridt mod at få realiseret ved at investere i havneområdet og Storstranden. Det kan forlænge sæsonen og dermed bidrage til en positiv, langsigtet udvikling i Juelsminde. Derfor vil jeg gerne sige tusind tak til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse for at se de unikke muligheder og til de mange lokale aktører, som har samarbejdet om at tiltrække investeringen.
Arkitektkonkurrence skyder plan i gang
Netop de lokale ønsker og Juelsmindes særlige maritime miljø er afsættet for udviklingsplanen, der igangsættes med en arkitektkonkurrence, som skal sikre, at udviklingsplanens mange delelementer supplerer hinanden, så der opnås en samlet og sammenhængende udvikling af Juelsminde.
Det forklarer Kasper Glyngø, der sidder i bestyrelsens for Juelsminde Havn & Marina.
- For et halvt år siden lagde vi sidste hånd på Juelsmindes udviklingsplan, og allerede nu kan vi komme i gang med at føre den ud i livet. Det er en enestående mulighed for byen, fordi vi nu rent faktisk har midlerne til at gå i gang. Første skridt bliver at finde ud af, hvordan havnetorvet skal udformes. Her tager vi afsæt i de mange gode lokale input samtidig med, at vi får ekspertbistand til at sikre den helt rigtige sammenhæng og udvikling mellem bykernen, havnemiljøet og Storstranden.
Grobund for investeringer
Udover de konkrete investeringer i et nyt havnetorv og rekreative faciliteter skal projektet være med til at fremme private investeringer i havneområdet. Her er det planen, at der skal gives mulighed for at bygge i nye byggefelter. Der lægges op til, at der bliver mulighed for at etablere eksempelvis ferieboliger, restauranter eller detailhandel, som kan styrke oplevelsesmulighederne omkring et nyt havnetorv.
Det er Juelminde Havn & Marina, der ejer arealerne på havnen. Her ser formand Jonas Nonbo frem til at komme i gang:
- Det maritime miljø på havnen er en meget vigtig del af Juelsmindes identitet og charme. Det skal vi fastholde og udvikle i de kommende år i et tæt samarbejde med både eksisterende erhvervsdrivende og nye investorer. Vi glæder os over, at vi på den måde kan bidrage til et samlet løft til havneområdet og byen - samtidig med, at vi får frigjort midler, som gør at vi kan investere i at gøre havnemiljøet endnu mere attraktivt.
I det lokale erhvervsliv bliver investeringen også modtaget med udpræget glæde:
- Der er ingen tvivl om, at den nye udviklingsplan, og de investeringer der nu følger med, kommer til at give et kæmpe rygstød til udviklingen i Juelsminde. Lige nu er der stor interesse for at bygge boliger, og når vi samtidig kan investere i en forlænget turistsæson, så kigger vi ind i nogle helt andre muligheder for skabe arbejdspladser og drive forretning hele året rundt. På den måde bliver Juelsminde attraktiv for flere borgere, besøgende og investorer, så det en fantastisk nyhed, siger Simon Bendfeldt, som er næstformand i Juelsminde Visionsråd, hvor han repræsenterer Juelsminde Erhvervsforening.
FAKTA:
Juelsminde Havn & Marina har hvert år ca. 10.000 gæstebåde og blev i 2022 kåret til Årets Havn af Danske Tursejlere.
Hedensted Kommune havde sidste år ca. 422.000 overnatninger på kommuneniveau, heraf ligger langt de fleste overnatninger i sommerhusområderne i Juelsmindeområdet, hvor der er stor efterspørgsel.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har samlet set givet tilsagn om en investering på 30 mio. kr. til projektet, som omfatter følgende aktiviteter:
- Etableringen af en ny havneplads, som binder Juelsminde by, handelsgaden Odelsgade samt havn og marina bedre sammen.
- Etableringen af nye rekreative faciliteter på Storstranden, der både kommer til at fungere som klimasikring og strandpark med rekreative elementer og anderledes mulighed for oplevelser.
Målet med projektet er, at:
- Skabe øget turisme i en større del af året, som understøtter vækst, skabelse af arbejdspladser og øget bosætning i Juelsminde.
- Der tiltrækkes betydelige private investeringer over de næste år – fx i ferieboliger, oplevelsestilbud, butikker og restauranter
- Styrke hele Juelsmindehalvøen og Destination Kystlandet (Odder, Horsens og Hedensted Kommuner) som destination.
Projektet er støttet med i alt 30.000.000 kr. heraf 19.166.190 kr. fra EU’s Regionalfond samt 10.833.809 kr. decentrale erhvervsfremmemidler.
Udviklingsplanen som har dannet grundlaget for investeringen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er udarbejdet i et samarbejde mellem Hedensted Kommune, Juelsminde Havn & Marina, Juelsminde Visionsråd, Juelsminde Erhvervsforening, Juelsminde Handelsstandsforening, Juelsminde Digelag, Destination Kystlandet og Dansk Kyst- og Naturturisme.
Det brede samarbejde har været med til at sikre både lokal inddragelse og strategisk, turismefaglig tyngde i planen. Alle aktører vil indgå i samarbejdet om den konkrete udformning af havnetorv, overgang mellem by og havn, samt rekreative elementer på Storstranden, som nu kan igangsættes.
Kontakter
Ole VindBorgmester i Hedensted Kommune
Tlf:40 74 71 79Ole.Vind@Hedensted.dkKasper GlyngøJuelsminde Havn & Marina
Tlf:29 24 41 74Kasper.Glyngoe@hedensted.dkJonas NonboFormandJuelsminde Havn & Marina
Tlf:20 47 67 48jn@hme-as.dkSimon BendfeldtNæstformandJuelsminde Visionsråd
Tlf:27 82 40 80sb@brainaware.dkFølg pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Havlykke Planteskole vinder Hedensted Kommunes Detailpris19.6.2026 13:52:03 CEST | Pressemeddelelse
De har både grønne fingre, ekspertviden om planter og så sætter de en ære i uovertruffen kundeservice – altså Havlykke Planteskole, som løber med Hedensted Kommunes Detailpris for 2025. Prisen gives til virksomheder, der formår at skabe kundeoplevelser ud over det sædvanlige, og i år faldt valget på den populære, smukt beliggende planteskole, som med faglighed, nærvær og engagement har skabt et helt særligt miljø for handel med planter og haveartikler.
Havfrue, Guinness-rekordforsøg og krabberæs markerer indvielsen af Juelsmindes nye "Havnetorvet"18.6.2026 09:55:49 CEST | Pressemeddelelse
Når Juelsminde lørdag den 27. juni indvier det nye Havnetorv, så bliver det med masser af oplevelser. Havfruen Karin stiger op af havnebassinet, børn kan dyste i krabberæs, gå på skattejagt og prøve kræfter med officielle Guinness-rekorder, mens kunstnere, foreninger og musik fylder området med liv.
Ny vision skal sætte retning for Hedensted Kommune1.6.2026 14:49:56 CEST | Pressemeddelelse
Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny ambitiøs vision, der sætter en stærk samlet retning for kommunens udvikling i de kommende år – for vores borgere, for vores lokalsamfund, for vores foreninger og frivillige og for vores virksomheder.
Tidligere telefoncentral og blomsteri udbydes til salg i Juelsminde1.6.2026 13:56:25 CEST | Pressemeddelelse
Hedensted Kommune udbyder nu den gamle murermestervilla beliggende på Havnegade 2 i Juelsminde til salg. Bygningen, som både har huset telefoncentral og - i nyere tid – et blomsteri, har en central placering et stenkast fra havnen. Og ikke mindst tæt på det nye "Havnetorvet", som i øjeblikket anlægges med ny maritimt inspireret legeplads, krabbebro og mulighed for aktiviteter året rundt.
Stor entreprenørvirksomhed skal bygge nyt bakkelandskab i Tørring19.5.2026 13:53:48 CEST | Pressemeddelelse
Hedensted Kommune og M. J. Eriksson A/S har indgået en aftale om etablering af et nyt bakkelandskab i Tørring, som skal formes af ren overskudsjord fra andre bygge- og anlægsprojekter. Bakkelandskabet kommer til at fungere som støjvold for en ny bydel i Tørring Vest, og alle parter ser gode perspektiver i aftalen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum