Tre danske film nomineret til European Film Awards
NOMINERINGER: Tre danske film er nomineret til Europas svar på Oscar-uddelingen: ’Apolonia, Apolonia’ for bedste europæiske dokumentar, Mads Mikkelsen for bedste europæiske skuespiller for sin rolle i ’Bastarden’ og ’Stille liv’ som bedste europæiske debutfilm af filmkritikerne.

Der er i alt tre nomineringer til dansk film ved årets European Film Awards, der finder sted i Berlin den 9. december. Lea Globs IDFA-vindende kunstner-portræt ’Apolonia, Apolonia’ er nomineret til bedste europæiske dokumentar, Mads Mikkelsen er nominereret til bedste europæiske skuespiller for sin rolle i Nikolaj Arcels Oscar-indstillede ’Bastarden’, mens Malene Chois anmelderroste drama ’Stille liv’ er nomineret til European Discovery-prisen for bedste europæiske debutfilm nominereret af en FIPRESCI jury.
Apolonia, Apolonia
'Apolonia, Apolonia' har siden verdenspremieren i IDFAs hovedkonkurrence, hvor den vandt hovedprisen, været centrum for stor international opmærksomhed. Med et anakronistisk bohememiljø og det parisiske kunstakademi som bagtæppe følger filmen den unge kunstner Apolonia Sokols personlige og kunstneriske udvikling over en periode på 13 år – fra den tidlige pleje af et ungt talent, til hun tager springet ud i den kommercielle kunstverden.
Lea Glob er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011, og 'Apolonia, Apolonia' er hendes første dokumentar i spillefilmslængde som soloinstruktør. Sidsel Lønvig Siersted har produceret for Danish Documentary Production med støtte fra Filminstituttet.
Bastarden
'Bastarden' centrerer sig om den fattige soldat Ludvig Kahlen, spillet af Mads Mikkelsen, der i 1755 ankommer til den golde jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Her støder han dog på modstand fra den nådesløse godsejer, Frederik De Schinkel, hvilket fører til en intens konflikt. Filmen blev ved sin verdenspremiere i Venedig Film Festivals hovedkonkurrence rost af en samlet international anmelderstand, som især lovpriste Mads Mikkelsens præstation og filmens episke scope.
Ud over Venedig har 'Bastarden' deltaget på flere prominente festivaler, blandt andet Telluride, Toronto og San Sebastian og blev i september udpeget som Danmarks officielle Oscar-kandidat. Filmen fik dansk biografpremiere 5. oktober, hvor de danske anmeldere også var begejstrede. Filmens instruktør Nikolaj Arcel har skrevet filmens manuskript sammen med Anders Thomas Jensen, og Louise Vesth har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Stille liv
19-årige Carl lever på landet med sine forældre. Hans skæbne er forudbestemt, da han som den eneste søn udset til at overtage forældrenes slægtsgård og føre familiens stolte landbrugstraditioner videre. Men Carl vil noget andet. For som adoptivbarn bærer han på en hemmelig længsel og en drøm om at finde sin rette plads og sine egne rødder. Splittet mellem to verdener – sit ”hjem” og sit hjemland, Sydkorea – må Carl træffe et valg om, hvor han hører til.
Malene Chois spillefilms-debut modtog i februar den internationale kritikerpris i Berlin Film Festivals Panorama-program, hvor den havde verdenspremiere, og blev mødt med gode anmeldelser ved dens danske biografpremiere i april. Malene Choi har skrevet manuskriptet sammen med Sissel Dalsgaard Thomsen, der har produceret for Manna Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Tidligere danske prisvindere ved European Film Awards
I 2021 vandt Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’ tre priser, bl.a. for bedste dokumentar, mens Thomas Vinterbergs ’Druk’ i 2020 ryddede bordet med fire priser ud af fire nomineringer, bl.a. for Bedste europæiske film, Bedste instruktør og Bedste skuespiller til Mads Mikkelsen. Tidligere har også film som ’Under Sandet’, ’The Act of Killing’ og ’Melancholia’ vundet prominente priser ved uddelingen. Find den samlede oversigt over tidligere danske prisvindere.
Om European Film Awards
Den årlige prisuddeling er organiseret af det europæiske filmakademi (European Film Academy), der blev etableret i 1988 med det formål at fremme Europas filmkultur. Akademiet tæller i dag mere end 4.200 filmfolk. Ud over European Film Awards organiserer akademiet også seminarer og workshops med fokus på filmpolitik, økonomi, kreative samarbejder og uddannelse. Læs mere på europeanfilmawards.eu
Kontakter
Jacob NeiiendamHead of International
Tlf:+45 2618 8865jacobn@dfi.dkBilleder
Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut er en kulturinstitution under Kulturministeriet. Vores mål er at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland.
Følg pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Danmarks Oscar-kandidat: ’Mr. Nobody Against Putin’17.9.2025 16:08:12 CEST | Pressemeddelelse
Den danske Oscar-komité har valgt David Borensteins dokumentarfilm ‘Mr. Nobody Against Putin’ som årets danske Oscar-bud i kategorien ’International Feature Film Award’.
Norden går sammen om bæredygtighedsstandard for film og tv11.9.2025 13:29:30 CEST | Pressemeddelelse
De nordiske film- og tv-brancher indfører fra 2026 en fælles standard for bæredygtighed, NES – Nordic Ecological Standard – der skal sikre en reduktion af branchens klimaaftryk i de fem nordiske lande.
Line Bilenberg modtager Roos Prisen 20255.9.2025 09:35:21 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttet afrundede den årlige DOKDAG for dokumentarfilmbranchen med at overrække årets Roos Prisen til publicist Line Bilenberg.
Nyt landsdækkende biografinitiativ1.9.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Danske Filminstitut sætter fokus på unge mellem 16 og 18 år og går i luften med ’Filmmodulet’ - et nyt undervisningstilbud til ungdomsuddannelserne.
Invitation til FILM PÅ VEJ / Efterår 2025 og vinter 202611.8.2025 15:00:08 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttet vil gerne invitere til FILM PÅ VEJ den 2. september i Cinemateket, hvor det kommende halve års danske biograffilm bliver præsenteret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum