For sløsede med synligheden: Alt for mange glemmer lygter og reflekser i mørket
Ikke alle danskere husker at tænde for deres egne eller deres børns cykellygter og finde reflekserne frem, når de skal ud i morgenmørket, eller når lyset forsvinder om eftermiddagen. Det viser en ny YouGov-undersøgelse, der får Rådet for Sikker Trafik og GF Forsikrings fond til at opfordre danskerne til at stramme op.

Selvom mange danskere bryster sig af at være en del af en stolt og sikker cykelnation, så er der stadigvæk lidt arbejde at gøre, før vi kan kalde os super sikre cyklister i den mørke tid.
En ny undersøgelse lavet af YouGov for GF Fonden afslører nemlig, at vi danskere er for sløsede med at gøre os synlige i trafikken. I undersøgelsen svarer 43 % af danskerne, at de i løbet af det seneste år har cyklet uden tændte cykellygter, mens det var mørkt. Og 32 % af dem, der ofte cykler uden lygter, fortæller, at det er, fordi de glemmer det.
- Der er fuld fart på om morgenen i de danske hjem. Mor og far skal gøre sig klar og have tøj på, børnene skal spises af, der skal laves madpakker, pakkes tasker, og hele familien skal gerne være ude af døren klokken 7.30. Derfor er det ikke så mærkeligt, at danskerne kan glemme cykellygterne i farten. Når det så er sagt, så er det ikke en undskyldning for at bevæge sig ud i den mørke efterårs- og vintertrafik uden lys på, siger Helle Nielsen fra GF Fonden, der bl.a. arbejder med at forebygge skader i trafikken.
Lys og reflekser redder liv
Det er ikke kun cykellygterne, det kniber med at huske. Vi halter også efter på refleksområdet. Således angiver 68 % af respondenterne i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig bruger reflekser eller refleksvest, når de bevæger sig rundt som fodgænger, mens det er mørkt. 39 % fortæller, at det er fordi, de ikke ejer reflekser, mens 37 % ikke tænker, at det er nødvendigt.
Men lys og reflekser er faktisk nødvendigt, hvis man vil være sikker på at være synlig i trafikken. Det fortæller Rådet for Sikker Trafik.
- Vi ved fra undersøgelser, at mange bilister jævnligt møder cyklister i trafikken, som er svære at se, da der enten er dårligt eller slet intet lys på cyklen. Uden lys risikerer man at blive overset, så for ens egen sikkerheds skyld, så husk at få lys på cyklen, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Pas på dig selv, som du passer på dit barn
Selvom de voksne danskere sløser med synligheden, så står det heldigvis anderledes til med børnene. Meget tyder nemlig på, at forældrene er bedre til at huske lygter og reflekser til deres børn end til dem selv.
For mens det kun var 6 % af respondenterne, der fortalte, at de selv altid har reflekser eller lignende på, når de bevæger sig rundt som fodgænger i mørket, så er det samme gældende for 20 % af deres 0-5-årige børn og 17 % af de 6-12-årige.
Samme tendens gør sig gældende med cykellygterne, hvor 54 % af de voksne aldrig cykler uden cykellygter i mørke. Her er tallene 66 % for de 0-5-årige og 67 % for de 6-12-årige.
- Det er interessant – om end meget naturligt – at forældrene er langt bedre til at sørge for deres børns synlighed i trafikken end deres egen. Men vi vil gerne opfordre de danske forældre til at passe på dem selv, som de passer på deres børn, siger Helle Nielsen fra GF Fonden.
Det budskab bakker Rådet for Sikker Trafik op om.
- Forældre er rollemodeller for deres børn, og børnene lægger mærke til, hvad forældrene selv gør. Så hvis forældrene ikke cykler med lys på eller bruger reflekser, så er der større risiko for at børnene også dropper det, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
***FAKTABOKS: 5 tips til at lyse op i mørket***
1. Hvis du har svært ved at huske dine cykellygter, så invester i et par fastmonterede lygter. Gerne dynamo eller magnetlygter så de tænder af sig selv.
2. Læg forfængeligheden på hylden, og brug en refleksvest
3. Gør det sjovt for dine børn at lyse op. Lad dem vælge en sej, pangfarvet cykelhjelm og sæt refleksklistermærker på tøj og tasker.
4. Hvis du er i tvivl, så tænd lygterne. Du kan ikke regne med gadelygternes tændingstid, for tåge, snevejr og regnvejr kan også gøre vejene mørke og usigtbare
5. Sæt den bagerste cykellygte på bagagebæreret eller ved navet i venstre side. Sadelpinden kan være en dårlig placering, da lygten nemt kan forsvinde bag din lange vinterjakke eller din skuldertaske.
De udspecificerede tal fra undersøgelsen findes i et dokument herunder. Pressen er velkomne til at bruge dem med reference til YouGov og GF Fonden.
Kontakter
Rikke Stange LaursenKommunikation og presseGF Fonden
Journalist
Billeder
Vedhæftede filer
Om GF Fonden
GF Fonden arbejder med at forebygge skader og øge livskvaliteten gennem tre fokusområder; omtanke i trafikken, plads i fællesskabet og sikkerhed i hverdagen.
På trafikområdet arbejder GF Fonden med at sikre viden og indsigt gennem analyser og undersøgelser som ovenstående. Fonden giver også gode råd og konkret hjælp, fx i form af kurser om at være sikker på elcykel. Sidst, men ikke mindst, uddeler GF Fonden hvert år GF Trafiklegat til konkrete projekter, der kan være med til at øge trafiksikkerheden.
Følg pressemeddelelser fra GF Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra GF Fonden
Skolebørn får styrket lygtesansen20.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny kampagne fra Cyklistforbundet og GF Fonden, LYS PÅ, skal sikre, at skoleelever har styr på lygter og reflekser. Hver femte forælder mellem 30 og 39 år ved ikke, om deres børns cykellygter og reflekser er lovlige.
Skole tager sagen i egen hånd: Tilbyder nu selv transport til eleverne7.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Elever på FGU Østjylland kan nu komme hurtigere til undervisning på skolens nye elcykler. Tiltaget er støttet af GF Fondens Trafiklegat og skal styrke mobiliteten og trivslen blandt eleverne.
Nu skal flere børn lære at cykle3.10.2025 05:58:54 CEST | Pressemeddelelse
BILLEDREPORTAGE/SAKSKØBING: I Guldborgsund Kommune har de et mål: Flere børn skal bestå 'Cyklistprøven'. Derfor har kommunen med støtte fra GF Fonden indkøbt en mobil cykelbane, som skal bidrage til skoleelevernes tryghed, frihed og selvtillid i trafikken.
Gymnasium hviler ikke på laurbærrene: Trafiklegat skal fastholde cykel-rekord23.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
BILLEDREPORTAGE/ODENSE: Fredag 19. september overrakte GF Fonden sit Trafiklegat til Sct. Knuds Gymnasium. Fondsmidlerne har gjort det muligt at opstille cykel-pumpestationer. Indsatsen skal få endnu flere elever og ansatte til at vælge cyklen som transport til gymnasiet.
Del af større plan: Ny cykelbane skal lette trængsel ved skole23.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
BILLEDREPORTAGE/HOLSTEBRO: På Rolf Krake Skolen er holdningen klar: flere elever bør cykle i skole. Med støtte fra GF Fondens Trafiklegat får eleverne nu mulighed for at øve sig i at cykle på en nyindkøbt cykelbane. Torsdag den 18. september blev banen indviet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum