Blå Kors Danmark

Håndsrækning til udsatte borgere i Hjørring

7.11.2023 06:31:00 CET | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse

Del

I en tid med høje priser på blandt andet dagligvarer har hjælpeorganisationen Blå Kors Danmark fået mulighed for at gøre en ekstra indsats for gæster på væresteder og varmestuer. På værestedet Den Blå Sociale Café i Hjørring giver hjælpen gratis måltider.

Gæster på Den Sociale Blå Café i Hjørring kan få et gratis måltid to gange i måneden. Foto: Den Blå Sociale Café
Gæster på Den Sociale Blå Café i Hjørring kan få et gratis måltid to gange i måneden. Foto: Den Blå Sociale Café

Selvom inflationen er aftagende, er den stadig på et højt niveau, og det kan særligt mærkes hos danskere i udsatte livssituationer.

Regeringen og en række partier i Folketinget har bevilliget inflationshjælp til civilsamfundsorganisationer med det formål at hjælpe børn i udsatte familier og andre borgere i udsatte positioner.

En af organisationerne er Blå Kors Danmark, som blandt andet har fokus på at hjælpe udsatte og ensomme voksne på organisationens 12 væresteder rundt om i landet. Et af værestederne er Den Blå Sociale Café i Hjørring.

”Mange af vores gæster oplever, at deres husleje er steget, og andre basale ting er blevet dyrere, og vi kan høre, at det særligt er maddelen, mange er nødt til at skrue på,” lyder det fra Susanne Houmøller, der er leder af Den Blå Sociale Café, som ligger på Kongensgade 1.

”Der er virkelig et behov for fødevarer, og vi har derfor valgt at bruge inflationshjælpen på måltider. To gange i måneden er der et gratis måltid mad til vores gæster,” fortsætter hun.

Susanne Houmøller fortæller også, at de i øjeblikket forsøger sig med et tilbud til grønlandske borgere for at skabe fællesskab, hvor der også er et gratis måltid.

Værestedet har åbent fire dage i ugen, hvor gæsterne kan få billig morgenmad og frokost mandag, tirsdag og fredag, og der er billig frokost og aftensmad onsdag.

Flere gæster end før Coronapandemien
Den Blå Sociale Café har ”mange år på bagen” ifølge Susanne Houmøller og har siden 1995 været et værested for ensomme, hjemløse eller folk med andre udfordringer som psykisk sygdom, misbrug af alkohol eller på anden vis socialt udsat.

”Vi har oplevet en stigning i gæster ovenpå Corona. Før havde vi 33 faste besøgende, men i dag er vi oppe på omkring 47,” siger værestedslederen og understreger, at alle er velkomne.

”Vi er et roligt hus, hvor vi ser og hører vores gæster, og vi taler og hjælper dem med det, de ønsker, vi skal tage hånd om. Det kan også være, de bare kommer for en kop kaffe og nærvær,” lyder det fra Susanne Houmøller.

Blå Kors Danmark har samlet set modtaget 30,9 mio. kroner i inflationshjælp, hvoraf knap 25 mio. kroner går til børn i udsatte familier, som bl.a. får mad gennem Blå Kors’ familienetværk. Resten af pengene går til udsatte voksne, som får hjælp via væresteder.

Kontakter

Susanne Houmøller, leder af Den Blå Sociale Café, tlf.: 9890 3203
Thomas Røddik, kommunikationschef i Blå Kors Danmark, tlf. 2620 2046

Om Blå Kors Danmark

Blå Kors er en kristen social hjælpeorganisation, som hjælper socialt udsatte mennesker i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye