Danske Stenhuggerier A/S

Raadvad Stenhuggeri ApS opkøber Gladsaxe Ny Stenhuggeri A/S

Del

Raadvad Stenhuggeri ApS (”Raadvad”) køber 100% af aktierne i Gladsaxe Ny Stenhuggeri A/S (”GNS”). GNS er, sammen med Raadvad, de nordiske markedsledere indenfor restaurering af monumenter og bygninger i sandsten.

GNS er en dansk, ejerledet virksomhed, der blev etableret i 1950’erne og er i dag beliggende i Herlev. GNS er anerkendt for sit stenhuggerarbejde med speciale i restaurering af bygninger, skulpturer, monumenter, slotte og kirker. I dag er virksomheden ejet af brødrene Stig Christian Jensen og Peter Michael Jensen, med sidstnævnte som Administrerende direktør.

GNS udfører større og anerkendte projekter, som ofte strækker sig over en længere periode. Eksempler er restaurering af Stockholm Slot, Børsen og Amalienborg Slot. Projekternes status bekræfter GNS ledende position indenfor stenhuggerfaget. Stenhuggermester Peter Michael Jensen er stolt over selskabets position i markedet og ønsker gennem GNS arbejde at fremme fagets vigtighed.

Raadvad og GNS (”Gruppen”) vil sammen sikre høj kvalitet af stenhuggerarbejde både inden og uden for Danmarks grænser. De vil stå stærkt i markedet og kunne varetage restaurering af store fredede bygningsværker. Gruppen skal sikre at faget og kulturarven videreføres på fornemste vis gennem oplæring af dygtige stenhuggersvende, hvor de altid har tre til fire lærlinge ansat ad gangen. Ambitionen for Gruppen er at fortsætte den vækstrejse som de hver især har oplevet indtil nu, gennem varetagelsen af et øget antal af opgaver.

Raadvad er en del af holdingselskabet European Stonecraft, hvis formål er at eje en række selskaber med aktivitet inden for salg og forarbejdning af natursten. Nu vil dette også inkludere ejerskabet i GNS.

”Jeg ser først og fremmest meget frem til partnerskabet med Stig Kehlet Andersen, direktør i Raadvad, og den rejse vi skal på sammen. Den sammenlagte gruppe vil stå stærkt i markedet og kunne udføre vigtige bevaringsprojekter. Derudover glæder jeg mig til at have en stærk partner som European Stonecraft i ryggen der kan bidrage med nødvendige kompetencer og som har interesse og forståelse for mit fag”, siger Peter Michael Jensen, Stenhuggermester, ejer og Administrerende direktør for GNS. Peter Michael Jensen, sammen med sin bror Stig Christian Jensen, beholder en ejerandel i Gruppen, hvor Peter Michael overtager rollen som den nye Administrerende direktør for Gruppen.

”Jeg har yderst stor respekt for Peter Michael Jensen og det han har lavet med GNS. GNS udviser høj kompetence indenfor stenhuggerfeltet og deler Raadvads lidenskab for arbejdet. Jeg ser meget frem til samarbejdet og, hvad vi sammen kan løfte af opgaver”, siger Stig Kehlet Andersen, Stenhuggermester og medejer af Raadvad. Stig Andersen beholder en ejerandel i Gruppen og fortsætter, som Stenhuggermester og Direktør.

”Fokus for European Stonecraft er at værne om stenhuggerfaget, som et ældgammelt og nobelt håndværk. Vi er stolte over at indgå samarbejde med Peter Michael, Stig Christian og GNS med henblik på at styrke den samlede Gruppe, med formålet at kunne varetage den voksende mængde af opgaver, som dukker op i takt med, at de 300 år gamle sandsten rundt omkring på slotte og kirker skal restaureres”, siger Carsten Nørmark Christensen, Partner / Administrerende direktør i European Stonecraft ApS. Carsten Nørmark Christensen tiltræder som bestyrelsesformand i Gruppen.

Handlen blev underskrevet og gennemført d. 31. oktober 2023

Kontakter

Carsten Nørmark Christensen, Partner / Adm. direktør European Stonecraft ApS, +45 23 73 19 00

Stig Kehlet Andersen, Adm. direktør Raadvad Stenhuggeri ApS, +45 40 68 30 15

Peter Michael Jensen, Adm. direktør Gladsaxe Ny Stenhuggeri, +45 40 13 50 31

Om Gladsaxe Ny Stenhuggeri A/S

Gladsaxe Ny Stenhuggeri er en dansk, ejerledet virksomhed, der blev etableret i 1950’erne og er i dag beliggende Herlev. Selskabet har 17 ansatte. GNS er et anerkendt stenhuggeri med speciale i restaurering af bygninger, monumenter, slotte og kirker samt genhugning af skulpturer og bygningsudsmykninger.

Om Raadvad Stenhuggeri ApS

Raadvad Stenhuggeri ApS er en dansk, ejerledet virksomhed, der blev etableret i 1999 og er i dag beliggende i smukke omgivelser på den gamle knivfabrik i Raadvad, ved Jægersborg Dyrehave, samt i Gilleleje. Raadvad er et anerkendt stenhuggeri med speciale i restaurering af bygninger, monumenter, slotte og kirker samt genhugning af skulpturer og bygningsudsmykninger.

Om European Stonecraft ApS

European Stonecraft ApS er et dansk holdingselskab med formål at eje en række selskaber med aktivitet inden for salg og forarbejdning af natursten. Selskabet er ejet af JJO Invest A/S, Kirk Kapital Strategic Investments A/S og CNC Invest. European Stonecraft ApS ejer i dag Danske Stenhuggerier A/S og Raadvad Stenhuggeri ApS, samt indirekte aktier i Naturstein Nord GmbH, Gudnason Natursten A/S og Storm Sørensen Broncestøberi A/S.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye