Fællesskab gennem fugle: Jægere og fuglekiggere udvider samarbejde
Naturen har brug for al den hjælp, den kan få. Derfor samler jægere og fuglekiggere nu kræfterne og udvider samarbejdet for at styrke arbejdet for mere og bedre natur og artsforvaltning.
For nogen kan det nok være svært at forestille sig, at fuglekiggere og jægere har noget som helst, de kan enes om. Men tværtimod er en mangfoldig natur med et rigt fugle- og dyreliv blandt de ting, de to grupper kan blive enige om.
Og det er vigtigere end nogensinde, at organisationer med ambitioner for naturen samler kræfterne frem for at stå i hver sit ringhjørne og råbe.
Derfor udvider Danmarks Jægerforbund (DJ) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF BirdLife) deres hidtidige samarbejde med et nyt fælles projekt – ’Fællesskab gennem fugle’. Her er en ny spiller inviteret med på banen, Danske Herregaardsjægere (DH), som er ny partner i samarbejdet.
Sammen vil de tre organisationer nedbryde de indbyrdes fordomme og øge samarbejdet i alle led fra toppen af organisationerne til de frivillige kræfter, der skal mødes i det direkte samarbejde i naturen.
Fokus på duehøge, kragefugle og fordomme
’Fællesskab gennem fugle’ består af to dele, hvor den ene del handler om at samle og udvikle lokale netværk af frivillige fuglekiggere og jægere, der sammen skal indsamle data og overvåge fire arter - duehøg, ravn, rød glente og stor hornugle i udvalgte områder.
Blandt andet skal samarbejdet med Danske Herregårdsjægere åbne mulighed for at indsamle viden om duehøge og de tre andre arter i områder, der ikke tidligere har været dækket af ynglefugleovervågning. Den ny viden om arterne og især samarbejdet skal være med til at nedbryde fordommene mellem organisationerne.
Den anden del af projektet handler om de til tider udskældte kragefugle, der bliver lagt for had, som oftest på grund af myter eller manglende viden. Blandt andet gennem undervisningsmateriale og citizen science skal denne del af projektet forsøge at ændre opfattelsen af kragefuglene.
Det lokale samarbejde, hvor netværk af lokale frivillige fuglekiggere og jægere sammen skal indsamle data, er helt nyt. Ved det seneste samarbejde mellem DJ og DOF BirdLife, ’Fælles fokus på de danske rovfugle’, var samarbejdet udelukkende på organisationsplan.
De personlige møder og den fælles indsamling af viden skal være med til at skabe tillid og gøre det mere naturligt for organisationerne at arbejde sammen om fælles interesser fremover.
Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund (DJ) udtaler:
”Jægere og ornitologer har en fælles kærlighed til naturen, og det er oplagt, at vi både lokalt og nationalt samarbejder om overvågning af arter. Især det lokale samarbejde om overvågning af ynglende rovfugle bliver helt unikt, og formidlingen af kragefuglenes rolle i naturen vil interessere såvel jægere og ornitologer som den brede befolkning. At den mytiske ravn indgår i begge delprojekter vil medvirke til at sikre projektets sammenhæng på tværs af indsatserne, og projektets etiske dimension spiller godt sammen med Vildtforvaltningsrådets fokus på etik og faunakriminalitet de kommende år.”
Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark (DOF BirdLife) udtaler:
”Jeg ser meget frem til det nye samarbejde med jægerne, hvor vi nu har udvidet kredsen. Særligt er jeg spændt på det nye, lokale samarbejde, hvor vores frivillige ornitologer sammen med lokale jægere og herregårdsskytter kan få et endnu bedre kendskab til blandt andet duehøgen samtidig med, at der forhåbentlig opbygges en tillid og gensidig forståelse.”
Morten Truelsen, formand for Danske Herregaardsjægere (DH) udtaler:
”Vi Herregaardsjægere glæder os meget til at byde andre fugleinteresserede velkomne på vores jagtvæsener, så vi i fællesskab kan blive klogere på alle vores rovfugle. Nogle af arterne, særligt duehøgen, lever en meget skjult tilværelse. Det kræver derfor en særlig indsats at monitere den, og det er noget af det, vi håber at blive bedre til med dette projekt, gennem de samarbejder vi får grundlagt. Vi ser meget frem til at styrke forvaltningen gennem samarbejdet med DOF og DJ.”
Projektet ’Fællesskab gennem fugle’ er støttet af 15. Juni Fonden. Det begynder i november 2023 og afsluttes med udgangen af 2025.
Kontakter
Iben Hove SørensenBiologDanmarks Jægerforbund
Tlf:81 77 16 64Thomas VikstrømBiologDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:33 28 38 22Morten TruelsenFormandDanske Herregaardsjægere
Tlf:22 61 87 45Links
Om 'Fællesskab gennem fugle'
Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening og Danske Herregaardsjægere.
Projektet er delt op i to delprojekter, et om lokale fællesskaber og et om de kloge kragefugle.
'Fællesskab gennem fugle' er støttet af 15. Juni Fonden. Det begynder i november 2023 og afsluttes med udgangen af 2025.
Følg pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Finker og værlinger er i tilbagegang i Danmark2.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Vidt udbredte småfugle som grønirisk og gulspurv går markant tilbage i den danske natur. Også finker som gråsisken og grønsisken er i tilbagegang som ynglefugle i Danmark. Det dokumenterer DOF BirdLifes fugletællinger, hvis resultater er rapporteret til EU-Kommissionen.
Kæmpeflok traner overnatter i Vadehavet28.11.2025 10:33:17 CET | Nyhed
Omkring 2.000 traner flyver hver eftermiddag til overnatning på Råhede Vade mellem Mandø i Vadehavet og fastlandet sydvest for Ribe. Flere og flere traner bliver i Danmark om vinteren i stedet for som tidligere at flyve til Sydfrankrig eller Spanien.
Silkehaler byder på klokkespil før middagen20.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mange steder i byer og ved østvendte kyster lyder der himmelske toner i disse uger, når flokke af silkehaler flyver over os på jagt efter røde rønnebær, tjørnebær eller måske sæsonens sidste æbler. Særligt i den østlige del af Danmark kan man i denne tid opleve tillidsfulde silkehaler, der er spisende gæster fra de store nåleskove mod nord og østpå i Rusland.
Søkonger på besøg i danske havne13.11.2025 06:00:00 CET | Nyhed
De senere uger er der i flere danske havne set søkonger på visit fra arktiske fuglefjelde. De små alkefugle er observeret i både sjællandske, fynske og jyske havne.
Gratis app: Sæt navn på fuglen4.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Få styr på fuglene omkring dig med DOF’s Fuglebog – en gratis fugleapp, der hjælper dig med at bestemme de mest almindelige fugle i Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum