Sidste års prisvinder: Vi har fået åbnet flere døre til leverandører med fokus på bæredygtighed
Verdens Bedste Indkøber-prisen gik sidste år til Sinatur Hotel og Konference for at inkorporere deres mål om ansvarlighed i samarbejdet med deres leverandører. Prisen har åbnet mange døre til leverandører, som ønsker at arbejde sammen med Sinatur om bæredygtighed. Frem til den 1. november kan man nå at indstille virksomheder eller organisationer – eller sig selv - til prisen Verdens Bedste Indkøber 2023.
Tæt samarbejde og tydelige krav til leverandøren er vigtig
Sinatur blev sidste år belønnet for deres systematiske arbejde med leverandører. De har formået at udarbejde et leverandørkodeks, der tydeliggør de mål og forpligtelser, som Sinatur stiller til sine leverandører. For at få kodekset ud at leve, har Sinatur holdt løbende workshops, så de leverandører, der måske ikke selv har midlerne til at styrke deres bæredygtighedsprofil alene, får hjælp og støtte fra Sinatur.
Siden overrækkelsen har Sinatur valgt at skærpe deres krav til leverandørerne yderligere; ”Vi har lært, at det er vigtigt at være tydelig omkring, hvornår kravene skal være indfriet. Og så skal vi løbende se fremdrift. Vi vil jo gerne vælge de bedste, men vi skal samtidig give alle en chance og være loyale. Vi er godt med på, at nogen allerede er godt i gang med ansvarlig virksomhedspraksis i værdikæden, mens andre måske først lige er begyndt. Det vigtigste er, at vi kan se en vilje og motivation til at tage skridtet videre,” siger Claus Nielsen, direktør i Sinatur Hotel & Konference.
På trods af skærpede krav til ansvarlighed i værdikæden, har Sinatur, siden overrækkelsen af prisen, oplevet en stigende interesse fra leverandører; ”Vi har fået en lang række opkald fra leverandører, som har opdaget os efter prisoverrækkelsen. De vil gerne vise os, hvad de kan inden for bæredygtighed – og at der netop findes andre parametre end pris. Det har været meget positivt, også selvom det har været ærgerligt at måtte takke nej til flere af dem pga. for mange tilbud, men det er jo et luksusproblem,” siger Claus Nielsen.
Bæredygtighed er ingen dans på roser
Ud over et godt leverandørkodeks, er Sinatur medlem af Etisk Handel Danmark og én af nordens første B-Corp certificerede hotelkæde. Det, at have den bæredygtige førertrøje på, er de stolte af. Men man skal være klar på, at det koster på flere parametre. Ifølge Claus Nielsen bliver det tit fremstillet, at arbejdet med bæredygtighed er en dans på roser, men det er meget ressourcekrævende. ”Bæredygtighed er knapper, som er meget svære at dreje på, især i leverandørkæden. På klima kan vi for eksempel se, at skal vi ændre noget, så det batter, så er det vigtigt, at vi kigger ud over el, vand og varme. Det er jo kun 10 procent af vores udslip. Vi er nødt til at kigge udover det og længere ned i værdikæden, hvor du virkelig kan gøre en forskel.
Det kan for de fleste små og mellemstore virksomheder være uoverskueligt at gå i gang med ansvarlig virksomhedspraksis, men ifølge Claus Nielsen er det vigtigt at have for øje, at man som virksomhed skal starte med de mest ømme tæer; ”Find ud af hvor I kan skabe den størst impact. Hvor er jeres største udslip eller størst risiko for at fejle. Få derefter peget jeres ressourcer og økonomi derhen, hvor det kan gøre den største forskel,” slutter Claus Nielsen.
Frist den 1. november 2023
Du kan stadig nå at sende en indstilling til prisen Verdens Bedste Indkøber 2023. Det kan både være virksomheder eller organisationer – eller din egen organisation. Læs mere om prisen og kriterierne på: www.verdensbedsteindkøber.dk - fristen er 1. november.
Fakta:
- Etisk Handel Danmark er initiativtager til Verdens Bedste Indkøber prisen, som i 2019 blev stiftet sammen med IKA – foreningen af offentlige indkøbere og Forum for Bæredygtige Indkøb for at sætte mere fokus på ansvarlige og bæredygtige indkøb.
- Siden indstiftelsen i 2019 har en partnerkreds bestående af Etisk Handel Danmark, IKA, Miljøstyrelsen, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb stået bag prisen, som er blevet uddelt på årskonferencen for Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.
- Mere bæredygtige indkøb handler om at vælge produkter og tjenesteydelser, der tager hensyn til både miljømæssige og sociale forhold – både i Danmark og i de lande, hvor de indkøbte produkter produceres. For eksempel gennem krav til arbejdsmiljø, arbejdstagerrettigheder, produktionsmetoder og indhold af skadelige kemikalier.
- Alene den offentlige sektor køber ind for ca. 410 mia. kroner om året – bare i Danmark.
Nøgleord
Kontakter
Lotte Frøjk Knudsen, tlf. 29452501 eller mail lfk@etiskhandel.dk, kommunikationsansvarlig i Etisk Handel Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Etisk Handel Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Etisk Handel Danmark
Randers Kommune kåret som ’Verdens Bedste Indkøber 2024’25.11.2024 15:52:24 CET | Pressemeddelelse
I år er det Randers Kommune, der løber med sejren og titlen ’Verdens Bedste Indkøber 2024’. Randers Kommune har formået at prioritere bæredygtighed, selv i en tid, hvor pris ofte vægtes højere. De har arbejdet med enkle og konkrete løsninger, der fremmer bæredygtighed på flere områder.
Din morgenkaffe presser verdens skove25.11.2024 10:49:46 CET | Pressemeddelelse
Efterspørgslen på kaffe stiger verden over, og Danmark er blandt de mest kaffedrikkende lande. Men den voksende efterspørgsel og klimaforandringer fører til rydning af skov. For at gøre kaffeproduktionen mere ansvarlig, er 37 aktører i den danske kaffealliance gået sammen. De rejser nu til Kenya for at finde løsninger, der kan beskytte naturen og hjælpe de millioner af mennesker, der lever af kaffeproduktion.
Hvem skal vinde prisen som Verdens Bedste Indkøber 2024?24.9.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det gør en betydelig forskel for planeten, når virksomheder og offentlige organisationer indkøber mere bæredygtigt – både på den grønne og sociale bundlinje. Derfor skal vi hylde de bedste, grønneste og mest initiativrige indkøbere, og du kan bidrage ved at indstille en virksomhed, institution eller organisation til prisen ’Verdens Bedste Indkøber’.
De globale værdikæder er under forandring15.5.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Øget pres på planetære grænser, lovgivning og stigende forventninger til ansvarlighed skaber fokus på vores aftryk på kloden. Mange virksomheder og organisationer er i gang med at omstille værdikæderne bag fx. fødevarer, mode og tekstil. Etisk Handel Danmarks nye analyse viser, at 84% af medlemmerne vil styrke samarbejdet med deres leverandører om etik og bæredygtighed. Samtidig overvejer en del virksomheder deres handel med lande og producenter i det globale syd.
Ny rapport fra Etisk Handel Danmark skal hjælpe erhvervsliv og organisationer med at navigere med respekt for menneskerettigheder i usikre lande14.5.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Stigende forventninger til ansvarlig virksomhedsadfærd får nogle virksomheder til at overveje at trække sig fra usikre lande i fx Afrika og Asien. Men der er i højere grad brug for mere engagement, innovation og partnerskaber, der kan bidrage til bæredygtig udvikling i det globale syd.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum